Jagthundetræning hører til blandt de absolut mindst udstyrskrævende fritidsaktivitet der findes. En rem, en dummy og en fløjte er faktisk alt, hvad der behøves
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Der findes et utal af forskellige hundesnore.
I mange år har halsbånd og en tilhørende rem med karabinhage været det mest almindelige. Hunden kan dermed hurtigt kobles eller sættes fri, og ved at holde halsbånd og rem separat er hunden altid forsynet med lovpligtigt navneskilt, som sidder i halsbåndet. I dag anvendes der tillige halsbånd i kraftige farver. På den måde minimeres risikoen for, at hunden overses ved skudafgivelse, for eksempel i en stresset aflivningssituation.
Mange jægere foretrækker en simpel, flettet bomuldsnor med løkke til hundens hals i den ene ende og en tilsvarende til hundeførerens hånd i den modsatte. Dog med den forskel, at hundens løkke løber gennem en metalring, så remmen virker som en kvælerrem.
Dermed har man lettere ved at styre den hund, som har tendens til at trække i remmen. Men kan hunden ikke gå pænt i snor uden kvælerrem, kan den heller ikke med en rem, der snører sig sammen om dens hals. Remmen er dog meget praktisk og sikrer, at den altid slutter tæt til hundens hals.
Løbeknuden strammes i det øjeblik, hvalpen trækker, men så snart den stopper med at hale, løsnes remmen, hvilket er hele ideen. På den måde vil hvalpen hurtigt lære, at det gælder om ikke at stramme remmen.
I en stresset situation, hvor hunden evt. bliver forskrækket, har kvælerremmen tillige den fordel, at den strammer til og forhindrer, at hvalpen vrider sig fri.
Kvælerremmen kan altså vise sig som en god livsforsikring for hunden. Da den er behagelig at gå med, fylder lidt og kan ligge i en lomme, når hunden er fri eller søger efter vildt eller et apportemne, giver det vel forklaringen på, hvorfor så mange i dag har valgt denne løsning. Dog skal det for god ordens skyld nævnes, at hunden stadig skal være forsynet med et skilt med ejerens navn og adresse, når den ikke er koblet. Navneskiltet placeres i et halsbånd.
Blød dummy
Man behøver ikke en kummefryser med nedfrosset vildt for at træne en hvalp op til at blive en effektiv apportør. Et par dummyer, som man tilmed selv kan lave, er faktisk alt, hvad man behøver.
Dummyer er uundværlige og de fleste apportglade jagthunde lærer at apportere ved hjælp af de bløde, sandfyldte dummyer af blødt kanvas.
Dummyen kan laves af et kaninskind, en gammel handske, kanvas eller andet blødt materiale. Man kan også købe færdiglavede dummyer i forskellige størrelser og forskelligt materiale.
I begyndelsen kan man benytte en lille dummy. Efterhånden som hvalpen bliver større, skal størrelsen og vægten på dummyen forøges. Målet er, at hunden skal kunne hente en dummy af samme størrelse og vægt som en voksen hare.
Det kan være en fordel at begynde med en dummy, som ikke virker alt for ophidsende på hunden. F.eks. kan nogle hvalpe foledes til at pjatte med en dummy lavet af skind fra kanin eller ræv etc.
Brug af kunstig fært er ikke nødvendig. Det er faktisk forbavsende, at en mere eller mindre duftløs dummy kan give så meget fært, at en lille hvalp er i stand til at finde den efter ganske få forsøg. En dummy kan endda bruges til at lægge et slæb, som hvalpen kan følge over selv betragtelige afstande.
Lav selv en dummy
Vil man gerne lave sine egne dummyer, skal man bruge en kniv, en kraftig bomuldssnor på ca. 15-20 cm, en pind, et stykke blødt materiale som f.eks. et gammelt gulvtæppe samt en hammer og et par små søm og en rulle kraftig tape. Selve dummyen omvikles med et par gamle sokker, eller endnu bedre med et stykke kanvas. Anvendes kanvas, skal man være indstillet på at sy det fast, hvilket ikke er nødvendigt, hvis man anvender en sok.
Stik to huller i sokkens tåspids og træk snoren igennem. Afstanden mellem hullerne svarer til bredden på den pind, der skal udgøre dummyens skelet eller rygrad.
Snoren sættes fast ved hjælp af de små stålsøm, og pinden med den fastgjorte snor omvikles med det bløde materiale (gulvtæppe) og fastgøres med tape. Sokken trækkes nu ud over kroppen, og dummyen er klar til brug. Navnlig retrievertrænere anvender mange dummyer i forskellige form og størrelse, og derfor kan det være en økonomisk fordel selv at fabrikere nogle stykker.
Dummy, apportbuk eller bold
Modsat trænere af retrievere og spaniels anvender jægere med stående hunde traditionelt apportbukke af træ. Såfremt hunden skal lære tvangsapport, kan en traditionel apportbuk, som er hævet lidt fra jorden, have en fordel, når hunden skal lære at samle emnet op.
Alligevel er valget mest et spørgsmål om traditioner. Også stående hunde eller andre racer, som skal lære at apportere ved hjælp af tvang, kan startes op på dummyer. Ikke mindst, da de bløde dummyer minimerer risikoen for, at hundens læber klemmes, hvad der altid er risiko for, når føreren klemmer hundens kæber sammen om en hård apportbuk, som det af og til er tilfældet under tvangsdressuren.
Senere, når hunden har lært at apportere ved hjælp af tvangsmetoden, bør træbukken afløses af de langt mere handy dummyer, som hunden generelt synes at have en særlig lidenskabelig lyst til at bære. Apportbukkens tilhængere hævder sågar, at den ophidsende dummy kan være med til at fremme hård mund eller andre varianter af dårligt vildtgreb og vildtbehandling. Derfor skal hunden først introduceres for de bløde dummyer, når den har lært at gribe ordentligt om den mindre interessante buk af træ.
Målet med apporttræningen er primært, at hunden lærer at følge op på færten af en bortløbet, anskudt fugl. Derfor er det en god idé, at man af og til lader hunden apportere en bold, som er trillet ned ad en bakke. Derved er hunden klar over, at emnet KAN flytte sig fra nedfaldsstedet. Belønningen får den, hvis den følger færten.
Bolden er i det hele taget et uvurderligt redskab. Den er altid i lommen, fylder lidt og er dertil elsket af langt de fleste hunde. Ved at træne med bolde lærer hunden, at emnet ikke altid ligger lige på nedfaldsstedet. Dog skal hunden lære at koncentrere sig om nedfaldsstedet. Den skal erfare, at bolden eller dummyen og senere vildt ALTID findes i nedfaldsområdet, med mindre færten fra en hoppende bold eller bortløbet, skadet vildt fortæller den noget andet. Helt afgørende er det, at den lærer at søge snævert i området.
Dressurlinen
Mange er tilbøjelige til at træne hunden uden line, og går det godt, er det udmærket. Dressurlinen kan dog i visse tilfælde vise sig som en hjælp, når man eksempelvis skal vejlede en hvalp, som ikke forstår betydningen af indkald. Linen er dog kun en slags støttepædagog og kan ikke anvendes til at disciplinere hunden med. Her skal der satses på den usynlige line.
En hvalp, der gentagne gange er blevet løbet op af sin fører, vil hele livet igennem være af den overbevisning, at dens tobenede træner til enhver tid kan løbe fra den og fange den. Når den ser sin fører komme stormende, smider den, da den ved, at den er chanceløs. Derfor skal man aldrig senere i dens liv forsøge at fange den og dermed give den andre forestillinger om førerens overlegne løbeevner.
En dressurline kan aldrig manifestere et lige så effektivt og blivende indtryk. Anvendelse af en line på en ulydig hund vil kun have effekt, så længe linen hænger om halsen. Når først linen tages af, er man, hvor man startede. Respekten og manglen på lyst til samarbejde må etableres.
Dressurlinen bør være omkring ti meter lang eller endnu længere. Den skal have en metalring i den ene ende, og ligesom med kvælerremmen kan man hurtigt lave en løkke, som kan trækkes over hvalpens hoved.
Den stående og stødende hund kan tillige lære at holde igen, når f.eks. fasanen letter foran den. Igen er det vigtigt at understrege, at dressurlinen ikke er et afstraffelsesmiddel, men et hjælpemiddel som kan lære hunden, at den skal holde sig tilbage, når vildtet flygter. Hunden skal forsigtigt bremses og tysses ned og skal ikke pludselig løbe linen ud og stoppe prelningen, som løb den ind i en mur. Den slags oplevelser kan efterlade varige mén i hundens opfattelse af fuglearbejdet.
