Danmarks Jægerforbund melder sig nu i debatten om udsætning af fasaner. Det er en del af vores natur og kultur, hævder foreningen, som i modsætning til DN, mener at udsætningen bidrager til den biologiske mangfoldighed … 

Af Michael Sand

“Fasanen hører til i det danske landskab, da den er en væsentlig del af vores naturhistorie og kultur. Fasanen bibringer ikke bare glæde for jægere, den bidrager også til, at befolkningen oplever et rigt dyreliv i skov og mark. Og udsætningen af fasaner bidrager ikke mindst til mere biodiversitet.”

Det hævder Danmarks Jægerforbund (DJ) på egen hjemmeside. Men synspunktet deles ikke af Danmarks Naturfredningsforening (DN). Tværtimod. DN forholder sig kritisk overfor udsætning af fasaner i den danske natur. Det kan man læse i netop publiceret artikel, hvor DN argumenterer for, at udsætning af fasaner til jagt udfases.

LÆS OGSÅ: DN I KAMP MOD UDSÆTNING AF DRÆBERKOKKE

Jens Venø Kjellerup, der er hovedbestyrelsesmedlem og formand for markvildtudvalget i Danmarks Jægerforbund, har også læst artiklen og opfordrer nu til dialog om jagt på udsatte fasaner.

Der kan næppe være tvivl om, at opfordringen skal ses i lyset af den publicerede artikel i den netop udsendte udgave af Natur og miljø, som er medlemsbladet for Danmarks Naturfredningsforenings 125.000 medlemmer.

Dialogen mellem landets to største grønne organisationer, nemlig DN og DJ er da også meget vanskelig at få øje på i den faktuelle, men også holdningsprægede DN-artikel.

Jægere, der udsætter fasaner eller driver jagt på udsatte fasaner, er f.eks. ikke inddraget i de problematikker, der bliver rejst.

De fik tilsyneladende ikke mulighed for at forklare DN’s læsere om de regler, som i dag gælder vedr. udsætning af vildt til jagt. F.eks. at der nu kun må udsættes op til 7 fasaner pr. ha. Det får et indraget eksempel fra firserne fra en dansk ø med 100 udsatte fugle pr. ha til at virke som historisk og ret uinteressant set i forhold til den aktuelle debat.

STILLELEG AFBRUDT

Netnatur har tidligere på ugen rettet henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, da vi fandt det opsigtsvækkende, at jæger-synspunktet ikke blev repræsenteret i artiklen. Ikke mindst da synspunkter fremført at Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der også er kritisk overfor udsætning af fasaner til jagt, bliver inddraget i belysningen af de problemer, der kan følge i kølvandet af udsætning af fasaner til jagt.

Redaktionen venter dog endnu spændt på svar og derfor ved vi ikke, om jægersynspunktet bliver behandlet i en kommende udgave af Natur og Miljø, som udkommer fire gange årligt.

Så længe kan Danmarks Jægerforbund dog ikke vente på at komme til orde og derfor har de nu meldt sig med deres holdning til fasaner i den danske natur. Dermed har de afbrudt den igangværende stilleleg med de øvrige danske jagtorganisationer. Der er p.t. fire af slagsen, men ingen af de øvrige har endnu valgt at kommentere artiklen i DN’s medlemsblad.

Heller ikke den stærkt jagtkritiske rapport udarbejdet af to biologer, udsendt tidligere på året, kunne få Danmarks Jægerforbund (DJ), Lands Jagtforening (LJF), Dansk Land- og Strandjagt og Jagtforbundet af 2014 op af stolen, selv om rapporten indeholder forslag, der skal indskrænke udsætning af vildt til jagt. Men rapporten peger også på forslag til fredning af dykænderne og svømmeænder med undtagelse af gråand og krikand. Desuden mener de to biologer, at ræven skal fredes og at fodring af vildt skal indskrænkes.

LÆS OGSÅ: TANKER OM JAGTBEGRÆNSNING

De to biologer blev dog ikke støtte af DN og det var måske årsagen til, at de danske jagtorganisationer alt i alt valgte at lade de to biologers synspunkter forblive stort set uimodsagt.

LÆS OGSÅ: DN TAGER AFSTAND FRA BIOLOGERS IDEOPLÆG VEDR. JAGT- OG VILDTFORVALTNING

Men i modsætning til de øvrige jagtorganisationer er udsætning af fasaner dog hjerteblod for Danmarks Jægerforbund, der bl.a. bidrager med uddannelse af herregårdsskytterne, som har udsætning af vildt som en væsentlig del af deres uddannelsesforløb. Desuden er fasaner – vilde som udsatte – den mest betydningsfulde danske vildtart. Ihvertfald målt pr. nedlagt stykker vildt i udbyttestatistikken.

Denne gang får kritikken derfor ikke lov til at stå uimodsagt og DJ argumenterer for, at fasanen hører hjemme i Danmark og at udsætning af vildt trækker en række positive tiltag med sig, som kommer den øvrige fauna til gavn.

Noget tyder dog på, at jægerforbundet er imødekommende over den rejste kritik i DN’s medlemsblad, som især fokuserer på fasanernes påvirkning af firben, salamander, padder og biller. I områder med massiv udsætning kan det i følge DN gå ud over nævnte arter, som i modsætning til fasanen, tilhører den oprindelige danske fauna.

Forsigtigt tolket ser det ud til, at DN’s synspunkt næppe rammer helt ved siden af skiven og tilsynladende er det også et kritikpunkt, som DJ gerne vil debatere:

” Inden der kan udsættes fasaner skal biotoppen være egnet. Det skal etableres forskellige natur- og vildtplejetiltag, som sikrer en egnet biotop” nævnes det i DJ’s reaktion på DN’s kritik.

Debat ned i jordhøjde

DJ’s reaktion forsøger åbenlyst at få udsætningsdebatten ned i jordhøjde, hvor det er de praktiske udfordringer, der bliver diskuteret frem for mere idealistiske “for og imod” holdninger, som har det med at dele vandene. Men hvad DJ agter at gøre, hvis den udstrakte hånd til dialog bliver afslået, kommer man ikke ind på i DJ’s seneste opdatering.

DJ nævner ikke, hvordan foreningen agter at komme i dialog med de mange medlemmer af DN, hvis debatten om udsætning ikke også kan foregå i DN’s egne medier. Selv om DN har mange jægere i medlemsskaren, er det store flertal repræsenteret ved “ikke jægere”, som næppe har DJ’s hjemmeside blandt sine foretrukne online medier.

Om DJ evner at få sine synspunkter vedr. udsætningsjagt implementeret i den offentlige mening, kan der kun gisnes om. Et nyt forlig om udsætning står for døren i 2017 og noget tyder på at kampen om den offenlige mening allerede er skudt i gang.

Hvordan DJ og andre med økonomiske interesser i udsætningsjagten agter at forholde sig til mere massiv og negativ medie-omtale af udsætnings-fasanen, kan kun tiden vise.

DJ har tilsynladende indset, at de i en åben krig på holdninger, står meget svagt. Derfor opfordres der i opdateringen til, at man grundlæggende respekterer de forskellige syn, der hersker på fælles natur.

DJ’s formand for markvildtudvalget opfordrer desuden til en mere mere praktisk tilgang til udsætning af fasaner og Jens Venø Kjellerup er bl.a. citeret for at udtale:

– Jeg vil gerne invitere Danmarks Naturfredningsforening til en dialog om fasanudsætning, så de kan opleve, hvordan det foregår i virkeligheden.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version