Henning Kørvel: “Hvis jagtsiden ønsker at fremstå troværdigt over for danske jagtudøvere, så må kravet være genforhandling med DOF om den indgåede aftale, og jagtsiden må arbejde for en kort jagttid på stor regnspove”
Henning Kørvel mener atter der skal indføres jagt på stor regnspove og i indlægget “Lad os få regnspovejagt igen” gennemgår han ikke blot forudsætningerne for jagt på stor regnspove. Han ser også på hvordan situationen er for jagt på en lang række andre vadefuglearter, som i sin tid fyldte meget i den danske vildtudbyttestatistik.
Lad os få regnspovejagt igen
Alle vadefugle undtagen dobbeltbekkasin og skovsneppe er blevet fredet i Danmark i 1967, 1982 og 1994. DOF og Jægerforbundet indgik for 30 år siden en principaftale om, at vadefugle ikke skal være jagtbare igen, hvilket er urimeligt, fordi nogle bestandes status har ændret sig positivt siden fredningen, og Frankrig har haft jagttid på stor regnspove frem til 2018-2019. Hvis jagtsiden ønsker at fremstå troværdigt over for danske jagtudøvere, så må kravet være genforhandling med DOF om den indgåede aftale, og jagtsiden må arbejde for en kort jagttid på stor regnspove (samt mørkbuget knortegås).
Tekst og foto: Henning Kørvel
Hvis du drømmer om igen at kunne jage stor regnspove, der skaber en særlig stemning med sit dybe melodiske fløjt, eller du savner at jage hjejler, så skal du desværre ikke sætte forventningen alt for højt.
Selv om de fleste vadefugle, der blev fredet i tre hug, henholdsvis 1967, 1982 for de fleste arters vedkommende, og stor regnspove i 1994, anses for at være livskraftige, og potentielt således vil kunne få en jagttid i Danmark, så er det noget nær utænkeligt, at vadefugle igen bliver jagtbare.
Årsagen er den simple, at Jægerforbundet har indgået en principaftale med DOF om, at Jægerforbundet afstår fra at kræve genindført jagt på vadefugle (og mørkbugede knortegæs) mod, at DOF afstår fra at kræve jagtstop klokken 12.00 på fiskeriterritoriet, selv om jagttrykket i dag i modsætning til i 1970-erne ikke tilsiger det, og der udstedes forbud mod motorbådsjagt, og jagt udfases i EF-Fuglebeskyttelsesområderne, samt at udsætning af gråænder, fasaner og agerhøns forbydes.
Jagten på stor regnspove havde indtil 1994 en væsentlig betydning i billedet af dansk jagt, hvilket ses af, at der i normale jagtsæsoner blev nedlagt cirka 25.000 spover, og i de sidste tre sæsoner, før jagttiden i 1982 blev ændret fra 1. august til 1. september og løb frem til 31. december, blev der skudt 7.000 store regnspover.
Stor regnspove er en fåtallig ynglefugl i Danmark, der var i tilbagegang fra 1970-erne og indtil 1990-erne. Siden 2012 har den været i fremgang, og det estimeres, at den i dag tæller cirka 450 ynglepar.
Jagt stor regnspove kræver forvaltningsplan
Samet for de tre Vadehavslande har antallet af rastende regnspover været konstant siden 1987-2017. Internationalt vurderes flywaybestanden til 637.000-876.000, og udviklingen anses som stabil.
Stor regnspove står på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II del B som potentielt jagtbar i Danmark. Beregninger (ikke at forveksle med fakta, red.) tyder på, at den jagt der blev drevet i Danmark frem til og med 1982, der tog mange gamle fugle, havde en negativ indflydelse på bestanden. Derimod havde jagten i de følgende år med jagtstart 1. september frem til 1994 ikke en negativ effekt.
AEWA har vedtaget en international forvaltningsplan for stor regnspove, men fordi arten er listet i A4, vil jagt kun kunne genindføres under forudsætning af, at der udarbejdes en international adaptiv forvaltningsplan, og jagt således tilpasses bestandsudviklingen.
Frankrig har haft jagttid på stor regnspove frem til og med 2018-2019, men Danmark har mærkeligt nok ikke haft det samme, selv om Danmark og Frankrig begge er EU-lande, der burde have haft de samme muligheder for regnspovejagt.
Øget forstyrrelse som følge af fornyet jagt vil antagelig betyde et fald i antallet af rastende fugle i Danmark. En ny jagt på stor regnspove skal lægges sent på året, primo oktober, når de gamle fugle har forladt landet, og det således primært er unge fugle, der jages. Sen jagtstart vil desuden eliminere muligheden for, at der sker forveksling med lille regnspove, som på det tidspunkt har forladt landet. Af hensyn til forstyrrelsen skal det overvejes, om stor regnspove skal kunne jages inde i land.
Lokkespover sat op i Vadehavet i 1968 til jagt på regnspover.
Hjejle forekommer i Danmark i to underarter, hvoraf Pluvialis apricaria tidligere ynglede på de jyske heder, men den yngler ikke længere i Danmark. I Danmark blev der i 1993 talt 240.000 hjejler, 380.000 i 2003, 300.000 i 2008 og 230.000 i 2018.
Trækfuglene er overvejende af den underart, der yngler i Sverige, Norge, Finland og Rusland, der tæller imellem 800.000 og en million og muligvis er i fremgang. Den anden underart tæller i dag 140.000-210.000 og falder antagelig.
Hjejlen blev fredet i 1982, og det anslås, at der blev nedlagt cirka 30.000 hjejler og strandhjejler i Danmark. Hjejlen står på EF-Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II del B som potentielt jagtbar i Danmark. Hjejlen er ikke truet i Europa. Af hensyn til den lille danske ynglebestand anbefaler DCE, at eventuel jagt lægges sent på året, for ved sen jagtstart vil gamle fugle ikke blive jaget i væsentligt omfang. Som for stor regnspove bør det ved indførelse af eventuel jagt på hjejle overvejes, om jagt bør være tilladt inde i land for at undgå, at hjejle forveksles med strandhjejle.
I modsætning til hjejle har strandhjejle aldrig ynglet i Danmark, men kommer fra Sibirien, og 3.000-5.000 passerer igennem Danmark forår og efterår, og de fleste raster i Vadehavet.
Strandhjejle findes i flere flywaybestande, der trækker igennem Vesteuropa, og den der forekommer her, tæller cirka 200.000, men bestanden skønnes at falde.
Vadefuglejagt blev tidligere udøvet fra 1. august, hvor udbyttet primært fra regnspover.
Strandhjejle ikke truet i Europa
Strandhjejle står på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2 som potentielt jagtbar i Danmark. Strandhjejle anses ikke for at være truet i Europa eller globalt, men det er usikkert, om bestanden vil blive påvirket af eventuel jagt. Det vurderes, at eventuel jagttid efter 1. september vil betyde, at det uden for Vaderhavsområdet overvejende vil være unge fugle, der nedlægges. Indførelse af jagttid for strandhjejle vil efter DCE’s opfattelse medføre risiko for, at andre arter af mellemstore ikke-jagtbare vadefugle utilsigtet nedlægges.
Derimod kan viben ikke forveksles med andre vadefugle, hvad enten de er ikke-jagtbare eller ikke. Den danske ynglebestand, der menes at falde i antal, tæller 30.000-45.000 par, men alligevel er den på den danske rødliste ikke betegnet som truet.
Samlet set vurderes den europæiske bestand til mellem 1,8 og 4 millioner viber. De bestande, der passerer igennem Danmark i efteråret, tæller 185.000-335.000 ynglepar, hvilket giver i alt 700.000-1.250 millioner fugle.
Da vibe, som blev fredet i 1982, blev jaget i Danmark, blev der årligt skudt i størrelsesordenen 10.000 fugle, og det skønnes, at jagt vil kunne forøge den rate, hvormed viben går tilbage. Men i det omfang, tilbagegangen forårsages af tab af ynglebiotop, vil jagtlig udnyttelse kunne være bæredygtig.
Viben står på EF-Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2, og Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien og Malta kan vælge at give den en jagttid. Især har vibejagt stor betydning i Frankrig, og i 1998-1999 blev der i Frankrig nedlagt 435.000 viber.
Ved jagtstart 1. september vurderer DCE, at fugle fra den danske ynglebestand vil tegne en stor del af jagtbyttet
Islandsk ryle yngler ikke i Danmark, men to bestande forekommer her om efteråret, henholdsvis fra Sibirien og Canada-Grønland. Vadehavet er artens foretrukne lokalitet i Danmark.
Den sibiriske bestand er på cirka 400.000, og den canadisk-grønlandske på cirka 450.000, men de er begge muligvis faldende.
Mens islandsk ryle var jagtbar i Danmark, skønnes det, at der blev nedlagt cirka 5.000. Fordi i hvert fald en af de to arter går tilbage, kan det ikke udelukkes, at en jagtlig udnyttelse vil kunne vil kunne bidrage til, at arten presses yderligere, men det erkendes samtidig, at et udbytte på cirka 5.000 fugle vil have en begrænset negativ effekt.
Islandsk ryle står på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2 og kan få en jagttid i Danmark og Frankrig.
Fordi islandsk ryle trækker i flokke sammen med andre arter vadefugle som, for eksempel brusfugl, og de er i vinterdragt fra slutningen af august, vil de være svære at skelne fra andre arter vadefugle, og risikoen for forveksling er derfor betydelig.
Ingen jagt på stor kobbersneppe
Med 700-725 ynglepar indgår Danmark sammen med Island, England, Holland, Tyskland og Rusland i et bælte af lande, hvor stor kobbersneppe yngler. Og en mindre del af den fennoskandiske bestand trækker igennem Danmark om efteråret.
Den vesteuropæiske bestand vurderes til 162.000-183.000, og antallet er stærkt faldende, men materialet til vurdering af artens status med henblik på eventuel jagttid, informerer ikke om årsagen. Størsteparten af den vesteuropæiske bestand udgøres af hollandske fugle (45.000-50.000) par, islandske (15.000-25.000) og russiske 13.000-30.000 par.
Stor kobbersneppe står på Bilag II/2, og Danmark og Frankrig må indføre jagt på arten. Stor kobbersneppe har tidligere været jaget i Frankrig, men på grund af den negative bestandsudvikling blev den midlertidigt fredet for fem år i 2008.
I AEWA er det i 2008 vedtaget en handlingsplan, der skal bremse artens tilbagegang, som er tiltrådt af Danmark, og ifølge aftalen kan Danmark ikke gennemføre en jagtlig udnyttelse af stor kobbersneppe. Selv i tilfælde af, at tilbagegangen for arten stoppes, vil den danske ynglebestand på op mod 4.000-8.000 fugle være for lille til jagtlig udnyttelse.
Lille kobbersneppe yngler ikke i Danmark, men forekommer på efterårstræk i Danmark i to bestande. Den ene af disse yngler i Nordskandinavien og Rusland og den anden i det nordlige Sibirien, der på trækket til Syd- og Sydvestafrika passerer igennem Danmark fra slutningen af juli til begyndelsen af august.
Den skandinaviske bestand er på 120.000 fugle og er stabil. Bestanden i det nordlige Sibirien tæller cirka 600.000 og vurderes at falde.
I vejledning om eventuel ny jagttid vurderes lille kobbersneppe at have ugunstig bevaringsstatus, og her indgår begreberne: Sårbar og kraftig tilbagegang.
Lille kobbersneppe står på både Bilag I og II/2, og Danmark, Frankrig og England må give den jagttid. Da den tidligere blev jaget i Danmark, blev de fleste fugle nedlagt i august, og DCE vurderer, at med en jagtstart 1. september må det forventes, at en eventuel jagtlig udnyttelse vil være mindre end de 7.000 fugle, som blev nedlagt i Danmark tidligere.
Blandet jagtudbytte fra Hevring Flak i 1976, hvor der blev skudt flere arter svømmeænder, regnspover, kobbersnepper og islandske ryler.
Ud fra en bestandsmæssig betragtning vil lille kobbersneppe derfor kunne bære en begrænset jagt, uden at det vil kunne medføre påvirkning af bestandens størrelse., men det bør overvejes, at der under visse omstændigheder vil være risiko for forveksling med stor kobbersneppe.
Lille regnspove yngler ikke i Danmark, men i Skandinavien mod øst til det nordvestlige Rusland og overvintrer i Vestafrika. På trækket begynder fuglene at ankomme her i slutningen af juni, men hovedtrækket finder sted i juli og august, og fuglene trækker hurtigt videre til overvintringsområderne.
Den samlede bestand af lille regnspove tæller 69.000-116.000 ynglepar, svarende til en efterårsbestand på 190.000-340.000 fugle, og bestanden er sandsynligvis stabil.
Før jagtstarten i 1982 blev udsat til 1.9., udjorde lille regnspove en tredjedel af udbyttet af regnspover, hvilket vil sige cirka 8.000, men fra 1983-1994 har det næppe oversteget 100-200 om året, hvilket ikke kan have udgjort et måleligt udtag af bestanden.
Lille regnspove står på Fuglelebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2, og Danmark, Frankrig og England kan give arten en jagttid. Ud fra en bestandsbiologisk betragtning kan lille regnspove bære en jagttid. Med eventuel jagtstart 1.9. vil udbyttet begrænse sig til nogle få hundreder. Lille regnspove kan forveksles med stor regnspove i flugten, med mindre kan hører kaldet. Problemet vil kun være aktuelt, hvis lille regnspove får en jagttid, og fredningen af stor regnspove opretholdes.
Ugunstig bevaringsstatus
Sortklire yngler i Nordskandinavien og det vestlige Rusland og overvintrer i Vest- iog Sydeuropa og Vestafrika.
De første sortklirer ankommer hertil på efterårstrækket i slutningen af juni, men trækket kulminerer i juli og august. De fleste fugle forekommer i Vadehavet, men de trækker hurtigt videre til overvintringsområderne.
Efterårsbestanden vurderes ril 60.000-120.000 fugle, og bestanden skønnes at være stabil.
Det vurderes, at mens arten var jagtbar indtil 1982, blev der i Danmark skudt cirka 700 sortklirer årligt i midten af 1970-erne, og det er ikke sandsynligt, at et sådant jagtudbytte kan have påvirket bestandens størrelse i måleligt omfang.
Sortklire står på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2, og Danmark og Frankrig har adgang til at give arten en jagttid.
Ud fra en bestandsbiologisk betragtning vurderes sortklire at kunne bære en jagtlig udnyttelse i begrænset omfang. Ved jagtstart 1.9. vil de fleste fugle have forladt Danmark, og jagtudbyttet vurderes derfor at ville ligge under de cirka 700, som blev skudt i midten af 1970-erne. Fordi sortklire trækker sammen med andre vadefugle, vil der ved en eventuel jagttid være risiko for, at sortklire kan forveksles med andre arter vadefugle.
Rødben yngler i store dele af Nordeuropa, herunder Danmark. En underart yngler i Island og overvintrer i Danmark i mindre antal.
Den danske ynglebestand skønnes til 12.000-15.000 par, og den fennoskandiske bestand tæller 63.000-103.000 ynglepar, svarende til en efterårsbestand på 200.000-350.000 fugle.
Bestanden vurderes som muligvis stabil. Også den islandske bestand på 150.000-400.000 fugle vurderes som ligeledes muligvis stabil.
I Vejledning om jagt er rødben vurderet til at have en ugunstig bevaringsstatus.
Det vurderes, at der blev skudt cirka 10.000 rødben i de tidligere jagtsæsoner.
Rødben står på Fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag II/2 og kan således få en jagttid i Danmark, Italien og England.
Rødben trækker ofte i selskab med andre arter vadefugle, og ved jagt vil der således være en risiko for forveksling med nogle af disse.
Hvidklire yngler i Skotland over Skandinavien til Finland og overvintrer i Europa og Vestafrika. De bestande, der forekommer i Danmark, udgør 190.000-270.000 fugle, og udviklingen er muligvis stabil.
Hvidklire blev fredet i 1967, og det vurderes, at der, da arten blev jaget, blev nedlagt cirka 4.000 årligt.
Hvidklire står på Fuglebeskyttelsesdirektivets liste II/2 og kan få jagttid i Danmark og Frankrig. Det vurderes, at hvidklire tåler en vis jagt. Hovedparten af fuglene er nemlig trukket igennem landet, når en eventuel jagt går ind 1.9., opg jagtudbyttet vurderes derfor at ville ligge under de cirka 4.000 hvidklierer, som blev nedlagt, før arten blev fredet i 1967.
Hvidklire trækker ofte sammen med andre arter, og den ville kunne forveksles med sortklire i vinterdragt, samt tinksmed og svaleklire.
Dobbeltbekkasin, der udover skovsneppe er den eneste jagtbare vadefugl i Danmark i 2022, er både yngle- og trækfugl. Bestanden vurderes til 7,4-14,5 millioner, heraf udgør den europæiske bestand 2,7-5,1 millioner fugle, hvoraf 379.000-699.000 par findes i EU-lande.
Jagten på dobbeltbekkasin toppede i 1970-erne. På den tid lå jagtudbyttet i Danmark på op mod 80.000, men i de sidste 25 år har det ligget på 10.000-12.000 fugle årligt, og det vurderes, at 40% nedlægges i september, 35% i oktober og 5% i december.
Dobbeltbekkasin er ikke truet på verdensplan eller i Europa. Tilbagegangen i den danske ynglebestand medførte, at arten ved rødlisterevisionen i 2009 blev oplistet fra livskraftig til næsten truet på den danske rødliste.
Jagt fra 1.9. til 31.12 vurderes at være bæredygtig, og det jagtlige udtag er ubetydeligt i forhold til de samlede flywaybestand. Det vurderes, at de danske ynglefugle udgør cirka 1% af jagtudbyttet.
Principaftale må genforhandles
Fordi nogle vadefuglearters status har ændret sig, siden DOF og Jægerforbundet indgik den omtalte principaftale, bør jagtsiden kræve, at aftalen genforhandles, og den justeres, så den kommer til at matche den virkelighed, som jagten befinder sig i. Strandjagt er i dag nivelleret så langt ned i forhold til ”de vilde 1970-ere”, at det hverken er rimeligt, at DOF kræver jagtstop klokken 12.00, og at jagt tages ud af EF-Fuglebeskyttelsesområderne. Hvad skulle meningen være med det, når behovet herfor ikke er til stede? Desuden bør man se på, om nogle af de arter, der i dag er fredet, sagligt set igen kan få en kort jagttid.
En af de arter, som materialet tilsiger, vil kunne jages i Danmark igen, er stor regnspove, som i Frankrig har haft jagttid indtil 2019. Ud fra devisen, at en kort jagttid er bedre end ingen jagttid, kan man blot give den 14 dages jagttid sent på året, så det primært bliver unge fugle, der kommer til at tegne jagtudbyttet. Stor regnspove vil desuden ikke kunne forveksles med andre vadefugle, og risikoen for, at der nedlægges andre arter, er således noget nær nul eller udelukket. Ved at give stor regnspove en kort jagttid, vil jagtudøverne bedre kunne forstå meningen med, at fugle i tilbagegang, fredes, når de kan jages igen, når billedet som nu ser bedre ud.
Ligeledes bør jagtsiden med DOF drøfte eventuel indførelse af en kort jagttid på mørkbuget knortegås, som i år har været fredet i 50 år. Også her kan man benytte ”forsigtighedsprincippet” ved at indføre en jagttid på 14 dage i sidste halvdel af oktober, men mørkbuget knortegås bør naturligvis ikke jages i de områder i Danmark, hvor lysbuget knortegås forekommer, fordi den kan forveksles med den mørkbugede variant.
Det var i sin tid, Kristian Raunkjær der som formand for Jægerforbundet, indgik principaftalen med DOF. Hvad han nok ikke var bevidst om, var, at han derved inddelte jagtudøverne i et A- og B-hold med strandjægerne som B-holdet, som forbundet kun kan bistå i begrænset omfang, hvorimod A-holdet fik forbundets fulde støtte, indtil den nuværende formand næsten slagtede den hellige ko – udsætning af fasaner, agerhøns og gråænder – fordi al udsætning åbenbart ikke bliver indberettet til Miljøministeriet.
Jagtsiden bør desuden gøre det klart over for DOF, at foreningen med sine godt 15.000 medlemmer ikke er et lovgivende organ, men en interesseorganisation. Efter mange jagtudøveres opfattelse ville dansk jagt i dag have stået bedre med de tre tidligere jagtorganisationer og et fælles stærkt sekretariat til at tale jagtens sag i fx Vildtforvaltningsrådet. Sikkert er det nemlig, at DOF ikke ville have kunnet indgå en principaftale med hverken Landsjagtforeningen af 1923 eller Dansk Strandjagtforening som den, Raunkjær har indgået, og som er genbekræftet af Jægerforbundets nuværende formand, fordi det ville være grænseoverskridende.
Ikke at det så ville have været pærelet at forvalte strandjagt uden problemer. Fordi jagt er lig med at dræbe vildt, står jagtsiden med ryggen mod muren. Men når de fleste bestande af vadefugle er livskraftige, og ikke lider overlast på grund af jagt, ville det til gengæld ikke være urimeligt, at dette afspejlede sig i DOF’s politik. Når det ikke gør det, er det fordi mere vil have mere, og DOF ganske enkelt ikke stopper deres krav imod jagt, før jagt er nivelleret så langt ned, at vi kun kan jage fasaner og regulere skadevoldende bramgæs, grågæs og hjortevildt. Og vær sikker på, at vi kommer dertil, hvis vi ikke sadler om og begynder at bide fra os.
Min Labrador retriever Chasse i 1990 med en nedlagt regnspove.
