Et absolut nøgleord i jagthundens træning er konsekvens. Heller ikke hunde kan orientere sig i forhold til ledere, der snakker og snakker uden at sætte vilje og handling bag ordene
Af Michael Sand
Kontakt, konsekvens, koncentration og kærlighed er fire basale ingredienser i jagthundens dressurmenu, som det er nemt at forholde sig til for en nybagt hundefører. Det først K’er – kaldet Kontakt og Koncentration – er allerede behandlet. Her ses der nærmere på begrebet Konsekvens
Når man siger noget til sin hund, skal det være fordi, man har noget at sige den. Det burde være indlysende. Men mange hunde lever i en evig støj af kommandoer, som de selv kan gradbøje efter forgodtbefindende.
Nogle kommandoer erfarer de er uden betydning. Disse kan åbenlyst ignoreres som støj. Andre erfarer hunden, at dem skal man være på vagt overfor, hvis de vel at mærke gentages et par gange.
Endelig ved den, at meget højlydte og ofte aggressivt fremførte kommandoer skal efterleves øjeblikkelig.
Det betyder, at hundeføreren skal op at stå på bremsepedalen hver gang, han virkelig vil i kontakt med sin hund. Og det værste er, at han næste gang skal råbe endnu højere.
Den uheldige spiral arbejder kun én vej.
Men sådan behøver det ikke at være. Hvis hunden erfarer at de få ord, man siger til den, har mening og betyder noget, vil kontakten mellem hund og fører styrkes. Man må derfor vise hunden, at man mener, hvad man siger.
Derfor skal man være villig til at forfølge sin vilje, hvis hunden ikke straks reagerer på de kommandoer, man giver den.
Disciplen for disciplinens egen skyld har ikke nogen berettigelse i moderne jagthundedressur, men hunden skal vide, at føreren altid er villig til at sætte handling bag sine ord.
En kommando må ikke gentages bevidstløst.
Først når man har fysisk kontakt med hunden, kan man i et stille, men bestemt toneleje gentage kommandoen samtidig med, at man viser hunden på rette vej.
Det er ikke nødvendigt at bruge fysisk kontakt, for at få hunden til at lystre de kommandoer, som den allerede har lært.
Når først hunden har erfaret, at der altid er vilje bag ordene, er det meget sjældent, at man behøver at opsøge hunden fysisk.
Lærer hunden sin fører at kende som en konsekvent leder, allerede mens den er helt lille, vil den være meget opmærksom på de signaler, som denne sender.
Det giver jo mening, og det er ikke bare ligegyldig støj, der i tide og utide flyver ud af munden.
Omvendt er det vigtigt, at kommandoerne i reglen er positive for hunden.
Hvis den, hver gang den bliver kaldt ind, får en strammende løkke om halsen, fremmer dette ikke spontaniteten. Såfremt den i stedet kaldes ind og sendes i en ny retning, hvor man evt. ved, at der befinder sig en fugl eller et stykke vildt, der skal apporteres, vil hunden næste gang være særdeles lydhør over for kommandoerne.
Den har jo erfaret, at det ligefrem er forbundet med fordele at lystre.
