Inden man anskaffer sig en ny hund bør man se på om den vildtbestand man råder over er stor nok til at træne hunden op til det niveau, som man drømmer om
Af Michael Sand
Selv med et indgående kendskab til jagthunderacerne og de jagtformer, man driver eller agter at drive, kan det være vanskeligt at vælge type og race, men bruger man de fire t’er som indgang til beslutningen, er der en god chance for at man får en god begyndelse. Læs evt. nedenstående intro til denne artikel via link herunder.
Første artikel i serien handlede om “tid” og næste “terræn” og i denne lille “hvad skal jeg købe” analyse er vi nu kommet til det tredje t som her er kaldt tilgang af vildt
Af Michael Sand
Man bliver først god til at køre bil, når man har fået kørekort. På samme måde bliver en jagthund først rigtig god, når den begynder at blive brugt på jagt.
Det er dog de færreste hunde, som kan tåle at springe direkte fra terrændressuren til egentlig jagt. For selv om hunden respekterer vildtet i opflugt og skud med signalpistol, er der tale om en langt mere stresset situation, første gang der nedlægges vildt for hunden.
De første gange, hvor der skydes vildt, skal der derfor kun nedlægges fuglevildt og kun under forhold, hvor man næsten har 100% kontrol over situationen og kan gribe ind, hvis hunden preller eller knaldapporterer.
Desværre er der mange, som springer jagtdressuren over, hvilket kan medføre, at et meget stort og seriøst grundarbejde sættes over styr på de første jagter med hunden.
Under jagtdressuren skal man derfor være villig til at ofre en del oplagte skudchancer. Navnlig i den unge hunds første sæson.
Dette betyder i sagens natur mindre for den jæger, som nedlægger 50 fasaner årligt. For den, som kun har mulighed for at nedlægge 10, kan det være mere fristende at skyde til en fugl, selv om det kan risikere at skade hundens uddannelse
Derfor spiller ens adgang til vildt også en rolle for, hvilken hund man agter at arbejde med.
Jo flere fugle, man har på sit jagt- og træningsterræn, jo bedre bliver hunden, selv om for lidt og for meget kan fordærve alt.
For lidt er dog et hyppigere problem end det modsatte. Hvad er der ved at træne på 500 tdr. land flade vintersædmarker, hvis det er umuligt at opdrive en fasan eller en flok agerhøns?
En bredtsøgende breton eller korthår, der er skabt til afsøgning af store områder, vil aldrig kunne trænes op til et acceptabelt niveau i meget vildtfattige terræner.
Derfor er udsætning og efterfølgende vildtpleje efterhånden blevet en forudsætning for at gøre den søgende fuglehund færdig i mange af dagens industrialiserede landbrugsområder.
Arbejdet med fodring, terrænpleje og bekæmpelse af rovvildt skal lægges til den budgetterede hundetid. Bedst er det dog altid, hvis man kan træne i områder med naturligt vildt, da det er kontakten med “vildt” vildt, som først og fremmest udvikler den søgende hunds søg og jagtforstand.
Generelt skal man have adgang til temmelig tætte vildtbestande, når man skal oplære en spaniel. Dog er flere spanielejere begyndt at træne deres hunde i såkaldte kaninhegn, hvor hundene lærer at søge efter kaniner i et stort indelukket område. Dette kan gøre træningen mere effektiv. Dog kan det ikke erstatte træning på fri vildtbane.
Når det gælder den stående hund, er der dog ingen genvej til succes. Den stående hund skal trænes i områder med rigtigt vildt, hvis den skal lære at finde og sætte markens vilde fugle.
Derfor må man have adgang til træningsområder, hvor hunden inden for en træningslektion på en lille time kan præsenteres for mindst en chance eller to til fasan eller agerhøne.
Men også en retriever skal fra tid til anden præsenteres for vildt. Dog skal man først relativt sent i dens uddannelse begynde at træne i områder med harer, fasaner eller andre former for provokerende indslag.
En retriever kan nemlig trænes på et forholdsvis lille terræn, og selv om der naturligvis skal skydes vildt for hunden for at fuldende dens uddannelse, kræves der ikke vildt i samme mængde og omfang, som tilfældet er, hvis man skal oplære en søgende fuglehund. En stor del af retrieverens dressur kan faktisk indlæres på græsplænen.
Det er først under jagt, man finpudser dressuren og i øvrigt ser, om dressuren virker som tiltænkt. Også labradorer eller flatcoatede etc. har brug for egentlig jagttræning, hvor der nedlægges vildt.
Har man kendskab til en ejendom, hvor der drives jagt på udsat vildt, kan man være heldig at deltage som opsamler et par gange.
For den unge retriever er dette måske den bedste start på jagtens sti overhovedet. Navnlig da man kan stå lidt i kulissen med mulighed for at fravælge de situationer, som kan tænkes at have en negativ indvirkning på den unge hund.
Eksempelvis bør anskudte fugle overlades til de mere rutinerede hunde, som altid deltager på jagter, hvor der skal opsamles meget vildt.
