En god hund i såten er bedre end ti dårlige, men desværre er der mange hundeejere, som ikke arbejder målrettet på at lave en skovhund
Af Michel Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Skal, skal ikke.
Anvendelsen af de ikke-drivende racer som drivende hunde under jagt på ræv, hare og navnlig klovbærende i skov- og moseområder er en klassisk diskussion blandt jægere. Nogle mener, at de hurtige hunde stresser råvildtet. Holdningen er, at de store og hurtige hunde udelukkende skal anvendes i åbent terræn.
Når det gælder skovjagt på råvildt, bør man kun anvende små drivende hunde, hvis man overhovedet skal anvende hund. Tilhængerne hævder på den anden side, at navnlig tætte områder kræver en stor hund, som kan sætte vildtet under pres og få det frem til skytterne. Anvendes små hunde, vil drevet bugte sig frem og tilbage i såten, uden at der opstår mulighed for skud, påstår de.
Generelt bør man beslutte sig for, om man først og fremmest ønsker en fuglehund, eller om man ønsker en skovhund, som kan drive, gå schweiss og affange et anskudt stykke råvildt. Ellers kommer man meget nemt til at sætte sig mellem to stole. Det er helt klart det nemmeste at tilrettelægge træningen efter en af disciplinerne.
Langt de fleste jægere bør ikke tillade, at hunden driver. Hunden bør respektere råvildtet i samme øjeblik, det sætter af sted. Derfor er rådet til den almindelige jæger, som ikke driver jagt i store skovterræner med f.eks. kronvildt og dåvildt: Hold hunden i kort snor og lær den, at der i skoven gælder samme regler, som der gør på mark.
Ikke påskudt og skadet råvildt, ræv og hare er forbudt vildt. På mange af dagens små revirer er det slet ikke nødvendigt, at hunden driver med vildtet. Når man går igennem med hunden, flytter vildtet sig alligevel, og selv om det ikke presses af hurtige hunde, vil det alligevel komme frem til jægerne, der står på post. Risikoen for at filmen knækker, og hunden jager vildtet over stok og sten, er unødvendig stor.
Er man fast besluttet på at fremelske det, svenskerne til tider betegner som en støthund, skal træningen tilrettelægges helt fra bunden. En støthund rejser vildtet og forfølger det nogle få hundrede meter, hvorefter den vender tilbage til sin fører og genoptager søget efter nyt vildt. En støthund er altså ikke det samme som en stødende hund, der søger under bøssen og respekterer springende hare eller råvildt.
Pendant til kortdrivere
Mange skovjægere sætter stor pris på en drivende hund, der kan sætte vildtet i bevægelse uden at fortsætte ind i næste såt. På den måde er støthunden en pendant til drivende og kortdrivende hunde, som på mange små terræner er mindre egnede. Men når der anvendes store og hurtige hunde i såterne, er der også risiko for, at den kortvarige glæde ved hundens højlydte halsgivning efterfølges af lang tids ærgrelse, når drevet fortsætter flere kilometer ind i de næste såter.
Samtidig kan det ske, at hunden fortsætter ind på naboterræn og endnu værre passerer trafikerede veje. Når vildtet presses af store hunde, vil det ofte forlade terrænet, og trafikanters sammenstød med hund eller råvildt kan i værste fald medføre tab af menneskeliv.
Jo mere jagtlyst og selvstændighed, der er i hunden, jo vanskeligere er det at forhindre, at drevet bliver langt og strækker sig ind i det næste område, som skal drives af. Derfor vil en lidt blød hund med stort kontaktbehov ofte være født til opgaven som støthund. Men den skal stadig besidde stort jagtligt overskud, hvis den skal være til egentlig nytte.
Vel skaber hunde med lille eller moderat jagtlyst sjældent ærgrelser. Desværre er der en klar tendens til, at de heller ikke laver ret mange positive tiltag. Derfor skal en hund, der skal gøre gavn i såten, være i besiddelse af et stort jagtligt overskud.
Ellers kommer den ikke i de tætte og stikkende områder, hvor vildtet ofte opholder sig. Derfor er den ideelle støthund den hund, som virkelig giver sig, men som vender tilbage til føreren, når den har sat vildtet i bevægelse.
Godt begyndt
Men hvordan laver man en støthund, som kan finde vildtet, sætte det i gang og slippe drevet igen efter en passende afstand? Udtrykket: Godt begyndt er halvt fuldendt, er sjældent mere passende, end når der er tale om at oplære en velfungerende skovhund. Og en god begyndelse er en tidlig begyndelse. Vigtigt er det, at stopdressuren indarbejdes på et meget tidligt tidspunkt i hunden liv.
Al dressur drejer sig om at indarbejde gode vaner, og jo tidligere man kan lære hunden stop uden at knække den, jo bedre sidder det fast. Og inden man begynder at træne hunden i skov med vildtfristelser, er det vigtigt, at stopdressuren er på plads. Viser det sig, at stopdressuren alligevel ikke er så effektiv som antaget, må man udskyde skovdressuren, til hunden kan bremses i alle situationer og på alle afstande.
Så snart man har styr på hvalpen, tages den med i skoven. På det tidspunkt er jagtlysten til at styre, og hvalpen holder altid kontakt til sin fører. På den måde fasttømres den afgørende kontakt til føreren, som skal følge hunden resten af livet.
Hunden kan ikke tvinges til at holde kontakt, men skal arbejde frit uden at føle sig trykket af en dominerende fører. Man skal være flokfører, men heller ikke mere.
Den tidlige start har desuden den fordel, at det er meget nemmere at lære hunden, at den skal stoppe ved brandbælter og andre store skel, som markerer såtens ydergrænser. Bliver hunden først 7-8 måneder, inden denne dressur startes, bliver det en krig fra starten. Også her gælder det om at indarbejde gode vaner, inden jagtlysten for alvor vågner i hunden.
Stod den ved møde
Når hundens stoplydighed er i orden, og man kan stoppe den, når den møder hare eller råvildt, kan man tage den med på jagt i skoven. Men hold stadig fast ved, at råvildt og evt. hare ikke må drives. Hvis der senere opstår behov for, at hunden skal drive, skal der kun en ganske lille opfordring til. Det er meget vanskeligere at gå den anden vej.
På hundens første jagter bør man afholde sig fra de tætteste områder, når såterne skal drives af. Sørg for at gå i et område, hvor man har en rimelig oversigt, og hvor man stort set altid har et øje på hunden. På den måde kan man gribe ind, hvis provokationerne skulle blive for store. Bedst er det at begynde på en jagt, hvor der kun fældes få skud. At tage unghunden med på en klapjagt med mange fugle og endnu flere skud er at tigge om problemer.
Det samme gør sig gældende, hvis man tager hunden med på jagt, hvor der deltager mange ulydige hunde. Det værste der kan ske både for jagten og hundens uddannelse, er, at alle hunde styrter af sted, så snart den første hund højlydt tilkendegiver, at den har fundet vildt eller varm fod af hårvildt. Da gælder det om at bremse sin hund og undgå, at den kaster sig ud i den vilde kobbeljagt. Bortset fra at såten pludselig er tom for hunde, kan det ophidsede drev gøre næste ubodelig skade på den unge hund.
Hunde, som ikke dressurmæssigt er i orden, bør ikke deltage i skovjagter.
Det bør være undtagelsen, at hunden mister selvbeherskelsen og går amok. Men generelt er det de samme hunde, som hver gang styrter frem i såten og forfølger råvildtet meget længere end godt er.
Den jæger, som ikke har tid eller lyst til at træne sin hund til skovjagt, bør lade hunden blive hjemme og i stedet alliere sig med nogle af de mange hundeførere, som gør et stort arbejde for at træne deres hunde. I sidste ende er det bedre at have én god og dresseret hund i såten frem for 10 ulydige og middelmådige.
