De første ugers kontakt med en ny hvalp i hjemmet er meget vigtige og den gode begyndelse grundlægges allerede den første dag og ikke mindst den første nat 

Af Michel Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Læs også: 
JAGTHUNDENS TRÆNING: BEGYNDELSEN

I reglen forløber hvalpens første dag i hjemmet uden de store problemer. Måske når den at tisse på gulvet, inden man får fat i den og får den båret uden for på græsset eller avisen, hvor den skal besørge. Men det må forventes, at selv om mange hunde næsten er renlige, når de kommer fra opdrætteren, kan store og små uheld ikke undgås.

Forudsat at man holder hunden under observation, går den første dag overraskende godt. Men når natten kommer, melder savnet sig. Hunden hjemsøges af længsel og vil – hvis den efterlades alene – pibe og evt. kradse på den lukkede dør for at genskabe kontakten til dens nye basis.

Alene for første gang i helt nye omgivelser er da også en ganske voldsom oplevelse, og derfor kan det være en god idé af flytte en seng eller madras ud i det rum, hvor hvalpen opholder sig.

På den måde kan den føle fysisk kontakt.

Naturligvis vil den gerne søge op i sengen eller på madrassen, hvor man ligger og forsøger at få lidt søvn. Ved at afskærme hundekurven undgås det problem, og hvis man sætter hundesengen så tæt på ens egen seng, at man altid kan sætte en hånd ned til den kontaktsøgende hvalp, vil den føle sig tryg og sove det meste af natten.

Har man tillige fået et stykke stof med fra tævens hvalpekasse, vil hunden sove ind i en velkendt og tryg duft. Det lille stykke fra tævens hvalpekasse bør konsekvent placeres i hvalpens kasse eller hundeseng.

Hundesengen er hundens ejendom, og det skal respekteres. Her kan den gå hen, når selskabet keder den, og her sendes den hen, når man vil have ro for den.

Allerede efter et par dage kan man lade hunden sove alene, dog er det fortsat en god idé at vække den i løbet af natten, så den derved undgår at få dårlige vaner.

De første ugers kontakt med hunden er meget vigtige for dens opfattelse af kontakt og konsekvens, og selv om hunden senere skal opholde sig i hundegård det meste af tiden, er det en god idé at starte dens karriere med stuedressur i tæt kontakt med mennesker.

Det er de færreste mennesker, som har mulighed for at være om deres hund 24 timer i døgnet.

Når hvalpen bliver ældre, og selve dressuren begynder, er det desuden en fordel at have en hundegård, idet en hund, der har været hjemme hele dagen, ikke er nær så ivrig og opsat som en hund, der har opholdt sig i hundegård nogle timer.

Hundetræneren, som har sin hund inden døre hele dagen, konkurrerer med den øvrige familie om hundens koncentration og opmærksomhed, hvorimod hunden, som har opholdt sig i hundegården, er meget fokuseret på føreren i den tid, de er sammen.

Indlæring under leg 

I begyndelsen skal træning baseres på en form for leg. En leg med klare regler. Det siger sig selv, at hundens motivation er i top, når alt foregår som sjov og leg. Så snart hvalpen begynder at virke umotiveret, bør indlæringen standses.

Sit, bliv siddende og hjemkald er typiske træningslektioner til græsplænen. Pas dog på med at indkalde den unge aflagte hund. Husk at begynde og slutte hver lektion med øvelser, som hunden allerede kan. Det motiverer den og giver den et behageligt første- og sidstehåndsindtryk af træningen. Allerede fra begyndelsen kan man tillægge sig nogle faste adfærdsmæssige mønstre.

På den måde forbereder man hunden på, hvad der er i vente. Eksempelvis er det en god idé at anvende de samme gummistøvler, den samme jakke og ikke mindst samme rem og fløjte fra gang til gang.

På den måde associeres genstandene med arbejdet. Hunden lader op, når den ser sin fører i skoleuniformen og vil være tændt og koncentreret, når lektionen starter.

Man bør altid starte nyindlæring i områder, som hunden kender eller under forhold, hvor man ved, den ikke risikerer at blive fristet over evne. En afsidesliggende græsplæne uden andre hunde og tobenede tilskuere er som regel et godt sted at lære hunden nye tiltag.

Andre hunde, vildt og vildtfært på træningspladsen er ensbetydende med problemer. Hunden vil have svært ved at koncentrere sig, og man nærmest opsøger problemer ved at vælge en sådan lokalitet.

 

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version