Henning Kørvel fortæller her om, hvordan aflysningen af et fly ødelagde en jagtrejse, og bagefter kom besværet med at få pengene for flybilletten tilbage

Af Henning Kørvel

Jeg havde ladet op til, at jeg 27. juni i år skulle være rejst til Uruguay for at jage ænder og duer sammen seks andre jægere, heraf fem amerikanere og en dansker. Rejseplanen så sådan ud: 27. juni København-Madrid kl. 13.35. Madrid-Buenos Aires Pistarini kl. 22.05. Ankomst Buenos Aires 28. juni kl. 06.30. Her ville jeg blive hentet af en argentiner, Adrian, der ville køre mig til den anden lufthavn i Buenos Aires, Jorge Newberry, hvor jeg skulle møde den anden danske jæger. Vi skulle følges ad til Montevideo i Uruguay, hvor amerikanerne ville støde til, og vi i samlet trop skulle køre til den lodge i det sydøstlige Uruguay, hvor vi skulle bo under jagtopholdet. Hjemrejse: 3. juli. På afrejsedagen skulle jeg med tog fra Næstved kl. 10.00 til Københavns Lufthavn i Kastrup. Men før jeg skulle hentes af taxa, havde jeg to ærinder.

Først skulle jeg sætte min hund i pleje og dernæst hente noget jagtbeklædning i Ringsted. På vej hjem herfra til Karrebæksminde modtog jeg kl. 08.30 en sms fra Travelstart Nordic, Malmö, hvor jeg havde købt flybilletten. Beskeden, der virkede som en spand kold vand, lød: ”Dit fly fra Madrid i dag er udsat til 28. juni kl. 22.05. Kontakt Travelstart”. Da jeg havde overvundet det første chok, begyndte jeg at se rationelt på udskydelsen af flyet til Buenos Aires med et døgn og indså, at arrangementet var smadret. Det duede ikke at ankomme til Buenos Aires 29. juni kl. 06.30 om morgenen. Det ville dels forkorte arrangementet med én dag, dels var alle de praktiske forhold uoverskuelige. Jeg traf derfor hurtigt beslutningen: Du bliver hjemme!

Vel hjemme i Karrebæksminde fandt jeg nu ud af, at Travelstart Nordic, som jeg var ”prakket” på af den anden dansker, da jeg ellers kun bruger mine vante flybilletudstedere, ikke kan kontaktes på telefon, men kun på fax eller email. Smart! Jeg mailede ved 10-tiden 27. juni til firmaet og gjorde gældende, at udskydelsen af flyet til Buenos Aires med et døgn havde ødelagt mit arrangement, og jeg ikke ville benytte tilbuddet om at indlede rejsen 28. juni, men i det mindste ville have de 9.128,00 DKK, jeg havde betalt for billetten, retur.

Først klokken 19.00 samme dags aften blev jeg på telefon kontaktet af en engelsktalende kvindelig medarbejder i Travelstart Nordic. Hun gav udtryk for, at hun til fulde forstod situationen set fra min side og ville vende tilbage til mit krav om tilbagebetaling for flybilletten. I en mail blev det konkretiseret, at forudsætningen for refundering var, at jeg returnerede billetten til Travelstart Nordic, Malmö, hvilket jeg gjorde 30. juni, for det skulle ikke være det, der kom til at betyde, at jeg ikke kunne få refunderet den, om end kompensationen var beskeden i forhold til den samlede satsning og det faktum, at en jagttur jeg havde set frem til, gik i vasken.

Nu føjede Travelstart Nordic så den ”krølle” til, at refunderingen ikke kunne ske, før de havde fået deres kompensation fra luftfartsselskabet, Aerolineas Argentinas. Dette tog gerne seks-otte uger, understregedes det. Jeg svarede, at det argentinske luftfartsselskab er mig uvedkommende, idet jeg havde købt min billet hos Travelstart Nordic. Derfor var det også, understregede jeg, Travelstart Nordic, der var ansvarlig over for mig og ikke Aerolineas Argentinas. Hvad det argentinske luftfartsselskab og Travelstart Nordic gjorde af business sammen, var og kunne aldrig nogen sinde blive et problem, jeg skulle forholde mig til i forhold til refundering for billetten, fastslog jeg.

Travelstart Nordic lod sig ikke rokke, men fastholdt frejdigt, at refunderingen tidligst ville kunne ske efter seks-otte uger. Med akkurat samme resultat rykkede jeg yderligere et par gange i juli og august, før jeg 31. august mailede den ultimative rykker til Travelstart Nordic og gjorde klart, at nu havde jeg ikke lyst til at høre flere dårlige undskyldninger. Nu var der gået over otte uger, og jeg ville derfor have det beløb, jeg havde betalt for flybilletten, retur. Jeg truede med, at jeg i modsat fald ville få svenske medier til at sætte fokus på de forretningsmetoder, Travelstart Nordic anvender og samtidig indgive en klage til Konsumentverket, Sveriges forbrugerstyrelse.

Tirsdag 2. september modtog min mailboks en mail fra Travelstart Nordic med budskabet, at man nu havde sendt 9.128,00 DKK tilbage til den bankkonto i Jyske Bank i Danmark, fra hvilken jeg med Visakort havde betalt for flyvebilletten, da jeg i januar 2008 fulgte det dårlige råd at købe den der, fordi prisen var bedst i forhold til flyvetiden, ankomst- og afrejsetidspunktet til og fra Argentina og prisen.

Da jeg via netbank tjekkede min bankkonto 5. september, kunne jeg med tilfredshed konstatere, at Travelstart Nordic virkelig havde sat 9.128,00 DKK ind på den. Jeg skal ikke lægge hovedet på blokken på, om indsættelsen af beløbet på min konto er resultatet af, at jeg har rykket vedholdende og truet med både presseomtale og den svenske forbrugerstyrelse. Jeg kan blot konstatere, at jeg omsider modtog det beløb, jeg har betalt for den flyvebillet, som jeg hellere ville have brugt 27.-28. juni og igen 3.-4. juli end få refunderet.

Den omstændighed, at jeg langt om længe fik det beløb, jeg havde til gode for flybilletten, har gjort mig lidt mildere stemt over for Travelstart Nordic. Men det er ikke det samme som at fastslå, at jeg en anden gang vil købe flybillet der. Det er udmærket, når det går godt, men man er ilde stillet, når det går galt, og et fly som i mit tilfælde bliver aflyst. Så står man på Herrens mark uden den forbrugerbeskyttelse, vi er vant til i Danmark, som består i, at man i tilfælde af, at et fly aflyses, skal have tilbud om alternativt fly straks eller senere, eller man uden forsinkelsesprocedurer kan få sine penge for flybilletten tilbage inden for en uge efter aflysningen af den planlagte flyrejse. Desuden er det set fra min stol elementært, at det bureau – udenlandsk eller dansk – man køber flybillet hos, til enhver tid kan kontaktes telefonisk.

Alt andet er dybt godnat. Afslutningsvis skal det oplyses, at med baggrund i problemstillingen, at et stigende antal danskere står med skægget i postkassen, når de har købt flybilletter hos udenlandske billetsælgere, og noget går galt, så har den danske regering sat fokus på emnet, idet regeringen ønsker, at danskere ved køb af flybilletter i udlandet, får en forbrugerbeskyttelse på niveau med den danske. Det manglede da også bare. I øvrigt burde forbrugerbeskyttelsen være ens i hele EU. Hvor er vi dog ellers henne?

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version