Det konkursramte Diana Jagtrejser A/S er tilbage i hænderne på firmaets grundlægger. Men det kan tage op til et år eller mere før man kan svare på spørgsmålet: Hvad gik der galt i Diana Jagtrejser A/S

Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 130)

Af Redaktionen

Den 30. oktober sendte Rejsegarantifonden en konkursbegæring til Diana Jagtrejser A/S, der i 2007 nåede en større omsætning end nogensinde tidligere. Men hvad der gik galt i landets største jagtrejsebureau, får vi måske aldrig svar på.

I følge Netnatur.dk’s oplysninger oplevede Diana Jagtrejser i 2007 den bedste omsætning i firmaets historie. Ikke mindre end 60-70 millioner kroner afleverede kunderne til Diana og de opkøbte bureauer Dahls Jagtrejser, Dream Hunting, Wild Adventure og Wilson. Men opkøbene var ikke tilstrækkelige til at sikre virksomhedens fremtid.

Omsætningen begyndte at svigte og pengene fossede ud af selskabet med overraskende høj fart …

Likviditetsproblemerne startede en negativ spiral og til trods for, at der blev indskudt millionlån fra aktionærerne, stod selskabet ikke til at redde. Administrerende direktør Thomas Ströbech fratrådte sammen med flere bestyrelsesmedlemmer deres poster midt i oktober og d. 30. oktober var det slut. Men Diana Jagtrejser lever stadig videre.

Indehaveren af Limpopo Travel, Jan Krossteig, der oprindeligt grundlagde Diana Jagtrejser tilbage i 1974, og som drev det i 24 år indtil han solgte det i 1998, tror fortsat på navnet Diana Jagtrejser.

– Med en ny ledelse vil man være i stand til at lægge det sidste års negative omtale bag sig, siger han til Netnatur.dk. Derfor har han overtaget de såkaldte immaterielle aktiviteter (kundekartotek og kontakter til samarbejdspartnere m.m.) i Diana Jagtrejser.

Sammenlægningen er allerede en realitet og i løbet af to, tre uger vil de to selskaber befinde sig under samme tag på den gamle Diana-adresse i Svendborg.

– Jeg tror på, at vi relativ hurtig vil være i stand til at skabe tillid til Diana Jagtrejser. Firmaet har trods alt eksisteret i 24 år og det er først det sidste år, at kunderne er begyndt at miste tilliden til firmaet. Den mistillid, der er opstået, er mest af alt knyttet til den gamle ledelse. Ikke til navnet Diana Jagtrejser.

Netnatur.dk: Rejsegarantifonden frygter at miste 10-20 millioner kroner, som følge af de forpligtelser, der følger i kølvandet på Diana Jagtrejsers konkurs. Vil du, som ny indehaver af firmaet, iværksætte en redegørelse over den sidste tids dispositioner for dermed at genvinde tilliden til firmaet?

JAN KROSSTEIG – Jeg har ingen mulighed for – eller for den sag skyld interesse i – at grave i det, der er foregået under Mads V. Jørgensens lederskab (red: Mads V. Jørgensen var direktør indtil 1. april 2008). Det vi hæfter os ved er, at ingen kunder er ladt i stikken. Alle der mod fremvisning af kvittering på den bestilte rejse, vil blive holdt skadesløs via rejsegarantifonden.

Netnatur.dk: Hvilke overvejelser er der gjort vedr. Diana Jagtrejsers overtagelse af Dreamhunting, Wilson, Dahls jagtrejser og Wild Adventure?

JAN KROSSTEIG: – Det har vi endnu ikke taget stilling til …

Netnatur.dk: Fortsætter de oprindelige Diana-medarbejdere i det nye Diana Jagtrejser?

JAN KROSSTEIG: – Nej, de er alle fritstillet … Men hvis der er tidligere Diana-ansatte, der søger de opslåede stillinger i Limpopo Travel, vil de blive vurderet på lige fod med de øvrige ansøgere, som vi forventer at modtage. Det er jo ret åbenlyst, at den øvrige del af branchen allerede har været på strandhugst i det gamle Diana, hvilket jeg også selv har været. Det er helt naturligt og det kan man vel ikke sige noget til.

Netnatur.dk: I foråret begyndte Limpopo Travel, der hidtil helt havde koncentreret sig om jagt- og turistrejser i Afrika, at udvide programmet med jagtrejser til bl.a. Europa. Hvordan hænger det sammen med den voldgiftsag, der ventede i oktober 2008? En sag, der kunne medføre, at Diana Jagtrejser IKKE, som tilfældet var, kunne annullere en indgået aftale om at overtage Limpopo Travel for 15-18 millioner kroner …

JAN KROSSTEIG: – Jeg kunne i foråret se, hvad klokken var slået i Diana Jagtrejser. Derfor kunne jeg ikke sidde på hænderne og afvente resultatet af voldgiftsagen. Det er baggrunden for, at vi i Limpopo Travel begyndte at ruste os mod den nye situation.

– Men Limpopo Travel fandt vi var et upassende navn til et jagtrejsebureau, der skal sælge rejser til f.eks. Europa. Diana er derimod et kendt og sigende navn og til trods for ridser i lakken, vil det stadig stå for noget godt i de flestes bevidsthed. Derfor valgte vi at overtage firmaet, frem for at udvide Limpopo Travel med rejser til lande uden for Afrika. Men Mads V. Jørgensens oprindelige tanke om at slå Diana Jagtrejser A/S sammen med Limpopo Travel, mener jeg stadig var god. At det nu sker, som det gør, var der naturligvis ikke nogen, der kunne forudsige …

Netnatur.dk: Voldgiftssagen blev som bekendt udskudt umiddelbart før der skulle falde en afgørelse i oktober. Derfor får vi af indlysende årsager aldrig en juridisk vurdering af sagen. Bestyrelsen i det gamle Diana Jagtrejser hævdede jo, at betingelserne for overtagelsen af Limpopo Travel ikke levede op til det aftalte. Derfor valgte firmaet at annullere aftalen. Hvilken indflydelse havde det haft på Limpopo Travel, hvis Diana Jagtrejser havde fået medhold i deres beslutning?

JAN KROSSTEIG: – Ingen … Vi havde i givet fald blot afleveret vores depositum på 2 millioner kroner tilbage til Diana Jagtrejser. Og dermed havde sagen været afsluttet. Men jeg mener dog aldrig, det ville være kommet der til. Alt tyder på vi havde fået medhold, da betingelserne for overtagelsen var opfyldt.(red: makimalt 1 million i underskud i overtagelsesåret).

Således slutter Jan Krossteig, der mener, at Diana efter to, tre år atter vil være et af Europas førende jagtrejsebureauer. Netnatur.dk kontaktede Mads V. Jørgensen, der sammen med en svensk investeringspartner købte Diana Jagtrejser A/S i 2006 og senere stod ved roret, da Diana Jagtrejser blev solgt til det First North-noterede selskab DTG Sweden 1. januar 2007.

Netnatur.dk: Umiddelbart virker det ulogisk, at Diana Jagtrejser A/S kuldsejler. 2007 var omsætningsmæssigt et rigtigt godt år! Hvad gik der egentlig galt?

MADS V. JØRGENSEN: – En egentlig redegørelse for, hvad der gik galt, kan jeg ikke komme med. Overordnet set har omkostningsniveauet dog været alt for stort, samtidig med, at vi som beskrevet i vores kvartalsrapporter, har befundet os i et vanskeligt finansmarked.

Netnatur.dk: Sidste år sælger Diana Jagtrejer flere rejser end nogensinde tidligere. Hvordan kan det lade sig gøre, at firmaet alligevel taber så mange penge, at det ender med en konkurs?

MADS V. JØRGENSEN: – Det har vist sig at være svært at tjene penge i jagtrejsebranchen. Hvad mange måske glemmer, er, at Diana Jagtrejser ikke altid har været et økonomisk godt firma. I nyere tid er det faktisk kun i 2006, at firmaet giver overskud.

– Men da vi bliver ramt af en hidtil uset negativ presseomtale, begynder omsætningen at falde. Jeg har været ude af bestyrelsen de sidste otte måneder og har derfor ikke detaljeret kendskab til udviklingen i salget. Men i forhold til 2007, har vi solgt væsentlig mindre i år. – Men selv om omkostningsniveauet var højt, og vi blev ramt af negativ omtale, må jeg også konkludere, at vi ikke var gode nok til at drive et jagtrejsebureau. Men ideen med at sammenlægge de to firmaer Diana Jagtrejser og Limpopo Travel var god nok, hvilket den igangværende overtagelse vel også blot beviser, slutter Mads V. Jørgensen, der glæder sig over, at sammenlægningen trods alt nu bliver ført ud i livet.

I øvrigt oplyser Mads V. Jørgensen, at han udtaler sig på egne vegne og i øvrigt ikke har mere at bidrage med i denne sag. Hvorvidt Diana Jagtrejser knækkede halsen som følge af et afdæmpet finansmarked, negativ presseomtale, dårlig ledelse eller noget helt fjerde, får vi næppe at vide foreløbig.

Advokat Carsten Ceutz, Bech-Bruun vil som kurator og bestyrer af konkursboet de næste mange måneder vende bilagene i konkursboet Diana Jagtrejser. Carsten Ceutz er anbefalet som kurator af Rejsegarantifonden, eftersom det var Rejsegarantifonden, der fremsendte konkursbegæringen til Diana Jagtrejser. Kuratoren oplyser til Netnatur.dk, at det er sjældent, at konkursramte firmaer har fulgt bogføringsloven til punkt og prikke.

– I tilfældet Diana Jagtrejser tegner der sig dog et billede, som er mere broget og mudret end normalt, fortæller Carsten Ceutz, der ikke vil udelukke, at et retsligt efterspil kan komme på tale. Han oplyser, at kreditorerne vil blive løbende orienteret, men at en egentlig konklusion på gennemgangen kan lade vente på sig. Måske kan der gå helt op til et år eller to før man med sikkerhed kan svare på spørgsmålet: Hvad gik der galt i Diana Jagtrejser. Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 127)

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version