Ingen jagtskriverkarl overgås af Muus P. Det skriver Henning Kørvel, som tegner et portræt af den danske jagtskribent, der som få kunne fængsle og begejstre med sit sprog og store viden om vildt og jagt
Tekst og foto: Henning Kørvel. Tegninger: Muus P.
Ingen jagtskriverkarl overgås i sit sprog og viden om natur, jagt og fiskeri af Muus P. (Just Christian Muus-Pedersen, 1908-1978), der i 32 år begejstrerede læsere af Aarhuus Stiftstidende med sin klumme om natur, jagt og fiskeri. Han var suveræn, og hans ord og tegninger lever videre i hans tre bøger, ”Vildt forude”, ”Nordenfjords” og ”Søndenfjords”.
En dag i midten af 1950-erne gik Just Muus Pedersen, kendt som Muus P., ind på en restaurant i København for at spise et måltid mad.
Han løb menukortet igennem, og ordet, moseand – restaurantens betegnelse for gråand – fangede hans interesse og afgjorde valget af menu. Da han var færdig med at spise, spurgte tjeneren, om det havde smagt tilfredsstillende?
– Jo, det smagte skam udmærket, bortset fra, at det ikke var var moseand, men en dykand, sikkert hvinand, jeg lige har spist, svarede han.
– Hvordan kan De være så sikker på det, spurgte tjeneren?
– Det kan jeg se på brystbenet, som hos dykænder er anderledes udformet end hos svømmeænder, replicerede Muus P. og truede med at ville plette restaurantens renomme, hvis han ikke fik nedslag i regningen. Han ville ikke betale for moseandens pris for en stegt hvinand og må have lydt overbevisende, fordi han fik kravet om prisreduktion opfyldt.
Med et saligt smil på læben berettede Muus P., mellem venner blot Muus, om ovenstående episode en septemberdag i 1976, da vi i selskab med vores respektive koner tilbragte en uge sammen ved Hevring Skydeterræn i Østjylland.
Her drev vi pramjagt sammen med to lokale jægere, og i den uge nedlagde vi samlet set over 100 stykker vildt, fordelt på pibeand, spidsand, krikand, stor og lille regnspove, lille kobbersneppe, hjejle, islandsk ryle og krage.
Ikke fan af biologer
Her 44 år senere går tankerne ofte tilbage til september 1976. Muus var i alle henseender festlig og god at være i selskab med.
Ikke blot fordi han havde oplevet mangt og meget og brændte varmt for det nordjyske.
Han havde også en skarp iagttagelsesevne og var nysgerrig livet igennem. Han havde ”obduceret” de vildtarter, som han hjembragte. Derfor var det med kendermine, at han på restauranten i København kunne fastslå, at det ikke var moseand, men dykand, sikkert hvinand, som blev serveret for ham.
Ingen af dem, der optræder som jagtskribenter i dag, når Muus til sokkeholderen, for deres viden om naturen kan stå på bagsiden af et frimærke.
Men det gør ikke noget, for i dag er rygklapperi og peptalks vigtigere.
Muus ville ikke have været fan af dem. Han var heller ikke en stor fan af biologer og mente, at der i forskningsresultater fra Vildtbiologisk Station, Kalø, (forløberen for DMU og senere DCE), ikke var noget nyt. For de fremlagde det, som vi praktikere vidste i forvejen, elskede han at sige.
Perfekt skud til sædgæs i Muus Ps fine streg.
Muus var født det eneste sted på jorden, hvor det efter hans opfattelse var værd at blive født: På en tue på en flad strandeng nordenfjords (nord for Limfjorden) med adgang til naturoplevelser, jagt og fiskeri.
Faren var en god læremester og nægtede ikke sønnen adgang til herlighederne, og han sugede til sig og oparbejdede en stor sum af viden om faunaen, floraen, naturens gang året rundt og om jagt på en tid, hvor foråret endnu bød på jagt på sædgæs og knortegæs.
Med denne basisviden i bagagen gennemførte han skytteuddannelsen, og et af lærestederne var Lungholm Gods på Sydlolland.
Efter udstået læretid drog han i mangel på en skyttestilling til USA og introducerede sig hos Henry Ford i Detroit, der anbragte Muus i bilfabrikkens jernstøberi – et djævelsk sted, hvor middeltemperaturen var 200 grader Fahrenheit.
Kun sorte medarbejdere og Muus kunne klare mosten. Men når solen i juli brændte på jernstøberiets tag, begyndte de sorte alligevel at svede, og Muus sendte dem så til afsvaling uden for, mens han klarede arbejdet i støberiet alene.
Før han tiltrådte hos Ford, jobbede han i en græsk cafe. Dens speciale var biksemad, som blev fremstillet på kødhakkemaskine i baglokalet, og det skete gerne med hyl fra de rotter, der røg først igennem. Efter eget udsagn spiste Muus kun morgenmad i cafeen, når han var sulten.
Gamlebukken (th.), som Muus omsider fik ram på en morgen, hvor en rå røbede, at noget var i gære.
Hjemvendt til Danmark efter nogle års ophold i USA skød han sig gennem en tegneruddannelse på Kunsthåndværkerskolen i København.
I 1944 ansatte Aarhuus Stiftstidende ham som tegner, og jobbet bestod i at holde styr på krigens fronter. Hans kort over disse var de smukkeste, der var set i avisens spalter.
Henimod slutningen på Anden Verdenskrig spurgte han en af bladets journalister, Nold, som han delte kontor med, hvordan man bar sig ad med at skrive?
Nold gav ham 10 minutters instruktion i de mest elementære ting. Og nogen tid senere præsenterede Muus ham for korrekturen til debutbogen ”Vildt forude”.
Han overtog samtidig jagt-, fiskeri- og naturstoffet på avisen, og i de følgende 32 begejstrerede han avisens læsere med sin medrivende pen.
Han mestrerede at mikse sin historie med kras realisme og poetisk skønhed. Et rammende eksempel findes i en beretning i ”Vildt forude” om forårsjagt på knortegæs.
”Snart hang de på stive vinger over skyttens lokkefugle. Så faldt der to skud. Et par gæs gik på hovedet, venstre ben hang ned på en tredje, og den forendte ude over sejlrenden. En anden landede på en nærliggende sandbarre, og værsgo, der kan man sidde krumbøjet på ubestemt tid for ikke at blive opdaget. Befrielsen kom i form af to skud fra skytten, og hele banden gik på vingerne. Lavt kom de med sidevind, og jeg dukkede mig. Under strandskadens bug skelede jeg efter flokken. Hagen hvilede på kanten af hullet, en støvle tog en ordentlig slevfuld grundvand ind. Og så var de der. Et ryk gik gennem flokken, da jeg langede ud til førergåsen, og dens advarsel til eskadrillen kom for sent. Den endte sit liv i en holmpyt. En anden gås landede på en sandrevle, hvor den sad og virrede med hovedet, mens små blodpletter trillede ned fra dens nakke”.
Har du været i USA?
Skrivestilen afspejler det stof, Muus var sammensat af. Jacob, hans kollega på avisen, oplevede ham sådan engang, hvor Muus havde inviteret ham på jagt i Nordjylland.
Solen bagte over heden, og luften var flimmerstille mellem de forkrøblede fyr og enebuske. Vi havde vel travet i en time eller to – hvem ved, for tiden stod stille. Imellem pauser fyldt af storheden i det vidtstrakte land med den høje himmel og duften af lyng fortalte Muus om naturen og dyrene.
Pludselig bøjede og sagde med næsten ærefrygt i stemmen: ”Se her”. Nænsomt bøjede hans stærke næver den tørre lyng til siderne og viste mig en lillebitte blomst.
”Det er vårkobjælden”. Og da han kunne se på mit dumme ansigt, at jeg ikke fattede meningen, fortalte han om den sjældne blomst, som kun han kunne fortælle om naturen.
Bjergtaget lyttede jeg som hans mange naturvenner i årenes løb har kunnet lytte i timevis, når Muus blev sporet ind på naturen og dyrene i Nordjylland især.
Jacob fortsætter:
”Dengang undredes jeg over at se den barske kæmpe knæle ærbødigt for en lillebitte blomst, men senere lærte jeg at forstå. Sådan var Muus. Hærdet i sind og skind gennem et omskifteligt liv. En hård banan, der gerne sov på frosthård jord under åben himmel, når jagten krævede det. Jordnær og usentimental i sin holdning til naturen. Man bag dette en følsomhed og forståelse for naturen, som jeg aldrig ført har mødt hos noget menneske”.
Når Muus traf folk, som han ikke kendte, brugte han ofte sin værdimåler, bestående af to spørgsmål for at få fastslået, om de var værd at tale med.
”Går du på jagt. Har du været i USA”?
Hvis svaret var afkræftende, var det ikke sikkert, at han syntes, at det var ulejligheden værd at kommunikere med dem. Hvad skulle man dog tale om, hvis emnet ikke var jagt eller relaterede sig til ”Guds eget land”?
Ordene flød let fra Muus. Hans skrivemåde oser af det, og udover den avancerede – sommetider abstrakte måde, han kreerede sætninger på, fornemmer man helt klart et vist frisprog. Men sproget fik dog gerne en ekstra oktav, når man oplevede ham live på tomandshånd eller i et lille sluttet selskab.
På en spøjs måde brugte han eder og omskrivninger. Muus kunne for eksempel aldrig finde på at sige: ”Når jeg dør, så … Nej, han yndede omskrivningen: ”Når jeg skvatter af foderbrættet”.
Han brugte eller aldrig eller kun sjældent ord som alting eller det hele, men foretrak med selv repræsentanter til stede for det feminine køn begrebet: ”Hele skideværket” – gerne med det karakteristiske salige smil på læben, når han havde fyret en af sine sprogblomster af.
Hvis Muus fortalte om en sort genstand, så kunne den i hans verden ikke blot være sort, og så slut med det. Nej, den var sort som en ”niggers røv”. Han syntes, at det var sjovere at male den sorte farve på denne måde. I hvert fald morede han sig selv med tilhørerne over sine sprogblomster.
Muus var også impulsiv. Og når han så et eller andet, der tændte ham, fik sjælen ikke ro, før han havde bemægtiget sig det.
Engang han trillede rundt på Djursland i sin gamle Ford Taunus, som i bunden havde et hul, der blev lagt et bræt over, når det regnede, fik han på en græsmark tæt ved vejen øje på en gedebuk med imponerende store horn. ”Dem må jeg have fingre i”, tænkte Muus og kontaktede ejeren af gården.
”Det er flotte horn, din gedebuk har. Jeg kunne godt tænke mig at få dem, når den skvatter af foderbrættet”.
Gedebukkens ejer blev lidt overrasket over ønsket, men lovede, at han ville kontakte Muus, når bukken ”skvattede af foderbrættet”.
Da bukken døde nogle år senere, ringede gårdejeren til Muus, og snart prydede de flotte gedebukkehorn entreen i hans hjem i Højbjerg ved Århus – i selskab med opsatser fra bukke overvejende fra fødeegnen nordenfjords. Ind imellem dem skalpen fra Gamlebukken, der havde snydt ham igen og igen, før Muus trak længste strå. I ”Vildt foruden” fortæller han, hvordan det skete:
Gederams som æresblomst
”Endnu en gang rullede jeg mig ind under sneppeskovens graner og faldt i søvn. Men han havde nær snydt mig. Jeg listede frem på strømpefødder næste morgen og rasede indvendig. Da jeg i betænkelig nærhed af gederamsene opdagede en grævling, der omgivet af grise rejste sig op i udkanten af en havremark. Hun lod sig falde forover med favnen fuld af havretop, så styrtede de små til. Mens der smaskedes løs, sørgede jeg for at komme på en rigtige side af familieidyllen. Et kvarter gik. Så trådte en rå ud af gederamsene. Der var noget muggent ved hende, noget nervøst. Skulle menneskefærten på fine luftninger have nået hende? Og så skete det. Hendes angst blev råbt ud af alle vinde i springet, og hvem kom springende fra gederamsene med stængler og blade rygende fra opsatsen`
Gamlebukken! Den lange afstand var glemt, min hånd var rolig, da kornet gled forbi kalorius. Hu-i – plop. Med et brag gik han på hovedet ned i den fyrredusk, han skulle til at springe over. Grene knækkede, kogler raslede og skovskader skreg op. Hans perlede opsats i min hånd bragte spænding efter mange timers knaldhård jagt i den hede, hvis kringelkroge vi begge kendte alt for godt. Med hedens konge i bøsserem på ryggen og sorte moseål i tasken gik turen hjemad til morgenkaffen. Midt oppe på mit venstre ben sad skaftet af en tyk ulden sok. Den anden halvdel sad på en stub på brandlinjen. Den slags vil ske. Der er en pris på al god jagt. Da jeg nåede hedebondens skrælpløjning, gik den hidtil så fordømte vibe på vingerne, men nu var jeg ligeglad, for inden middag ville Gamlebukkens pandeskal hænge på familievæggen i min stue. Den aften spiste vi bukkelever og drak rødvin til med gederams som æresblomst i den store vase under vinduet”.
Mesterligt. Kun Muus kunne fortælle sådan. Et andet eksempel, som jeg elsker at læse igen og igen er fra ”Nordenfjords”.
”Der er en ildevarslende undertone i vindens lyde før yderst voldsom vejrforandring. Den har intet navn og kan ikke henføres til noget instrument, for den kan være hvinende, tudende, fløjtende eller hvislende. Den høres sjældent, men jeg er sikker på, at alle fiskere og en del jægere husker den fra gang til gang til varsel for dem. Selv står jeg stille og lytter, når den lader sig høre. Den varsler nemlig ondt vejr og huer mig ikke. Jeg har hørt den tude fra min geværmunding, når jeg kantede den mod vinden i en bestemt vinkel, og jeg har hørt den fløjte i Atlanterhavsdamperens overbygning få timer før en jævndøgnsgalskab begyndte med isnende kulde med sne og bølger, hvis fus hvidtede med islag fra for til agter. Jeg har hørt den tude i en vindroses barduner før en natlig høsttorden med lyndræbt kvæg og gårdbrande i sit spor, og jeg har hørt den hult gjaldende fra en tom sæbebalje før en vestjysk sandstorm, hvor hav gjorde vold mod klit og blæretang og skum og sand gik i drift, mens sommerhuse smuldrede, og fiskere kom i havsnød”.
Lettende agerhøns. Muus tegnede fugle og pattedyr perfekt, fordi han kendte dem.
Muus leverede det ene ”masterpiece” efter det andet. Hans tre bøger er spækket med dem. Og de viser også den respekt, han havde for vildtet, der nok blev ”obduceret”, så han vidste, om brystbenet var konisk eller ikke, men det blev også brugt i husholdningen.
Hans specialiteter var dog ikke for sarte ganer, idet de for eksempel udgjordes af råsaltet gråand og råsaltet skalleslugerbryst. Begge skåret i tynde skiver og lagt på rugbrød med fedt. Velbekomme!
Staten var Muus specielle uven på linje med Hedeselskabet. Han afskyede Hedeselskabet af et godt hjerte, fordi han så, hvordan afvandingen af de lavereliggende jorder på hjemegnen forvandlede strandenge til golde ørkener, hvor spover på tørre sommerdage fik ligtorne af at spankulere rundt.
Hedeselskabet stod ofte for skud i Muus ugentlige klumme i Aarhuus Stiftstidende. Ikke derfor, men fordi Muus var virtuos, misundte skandinaviske aviser det århusianske dagblad dette enestående naturtalent, som uge efter uge tryllebandt læserne. Hans lige får vi aldrig at se igen. Så meget desto større trøst er det, at Muus har sat fingeraftryk i artikler og sine bøger, som ingen levende nogen sinde får bugt med.
Muus P. under ande- og vadefuglejagt på Hevring Flak i september 1976.
Foto: Henning Kørvel.
Muus P.
Muus P. (Just Christian Muus-Pedersen) 30. april 1908 – 27. januar 1978. Han var søn af landmand P.M. Pedersen. Uddannet ved jagtvæsen 1926. Efter ophold i USA uddannet som tegner på Kunsthåndværkerskolen i København 1937-1940.
- september 1944 blev han ansat som tegner ved Aarhuus Stiftstidende, og senere fik han til opgave at dække jagt-, fiskeri-og naturstoffet på avisen. Han var ansat på avisen, indtil han fyldte 67 år, og husreglen bød ham at gå på pension. Efter pensioneringen skrev han på freelancebasis sin klumme og leverede features til lørdagsudgaven. Efter nogen tids sygdom døde han 69 år gammel på Hørning Plejehjem 30. januar 1978.
Muus er forfatter til tre bøger, men selv oplevede han kun de to første udkomme: ”Vildt forude” og ”Nordenfjords”. Ved sin død efterlod han sig manuskript og tegninger til sin tredje bog ”Søndenfjords”, som Henning Kørvel var hans enke, Edith, behjælpelig med at få udgivet hos Wøldikes Forlag i 1980. Året efter genudgav Wøldike ”Nordenfjords”, og i 1989 kom ”Vildt forude” i genoptryk fra Forlaget Pinus med forord af Henning Kørvel.
Gennem tiden har Muus P. gæsteoptrådt i såvel ”Jagt & Fiskeri” som ”Strandjægeren” og ”Dansk Jagttidende (Dansk Jagt). Desuden fortæller Muus P. i ”Jægerbogen” (1956) om sæljagt ved Samsø og Tunø Knob. Sæljagt havde gennem en lang årrække Muus særlige bevågenhed, og han har skrevet en artikel om sæljægeren, Eivind Johansen, Samsø.
