Formand for hjortevildtgruppe taler ud om hemmelige samtaler, skjulte agendaer og en handlingslammet DJ-ledelse

Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 134)

Af Redaktionen

Danmarks Jægerforbund har formandsposten i de regionale hjortevildtgrupper, men tirsdag d. 12. november meddelte Ole Holm og Jakob Boni – begge formænd for regionale hjortevildtgrupper i Sydjylland og Vestjylland, at de trækker sig fra deres poster.
Hvorfor det sker, kan læses i nedenstående interview med Jakob Boni, som undervejs også  kommenter nogle af de bespænd og rygter, som har fulgt ham siden han tiltrådte som formand for den regionale hjortevildtgruppe Vestjylland.  

 

Netnatur.dk:

Af Jeres fællesskrivelse til Danmarks Jægerforbund fremgår det, at DJ’s hjortevildtpolitik ikke har givet Jer – som formænd for hjortevildtgrupperne – et tilstrækkeligt mandat, som I kan arbejde med. Kan du forklare hvad du mener med dette?

Jakob Boni: 

Vi mener ikke vi har haft et reelt mandat til – med Jægerforbundet i ryggen – at gøre noget som helst. F.eks. mandat til at afkorte jagttiden eller ændre brunstjagten (kronvildt red.) for at nå den målsætning, som DJ selv har sagt ok til at vi skal nå.

Jeg mener det er tid til handling. Dialogmødernes tid er vi forbi.

Men for at få et “ok” for en ændring i den lokale jagttid, som DJ mener jeg skal, er jeg nød til at jeg kontakte 97 jagtforeninger. Og når otte parcelhusejere ikke kan blive enige om ret meget, kan man sige sig selv, hvor svært det er at opnå et “go” eller “no go” fra 97 jagtforeninger.

Derfor er man nød til at give et reelt mandat til en regional hjortevildtsformand, som vil og tør påtage sig det ansvar, der følger med. Og det tør jeg godt.

Det handler først og fremmest om hjortevildtet og at være formand for en hjortevildtgruppe er ikke en popularitets-konkurrence. Det er et spørgsmål om at gøre det rigtige.

Hvis jeg skal i mål med de formulerede mål, skal jeg være i stand til at forsvare beslutningerne fra en talerstol. Kan jeg det, er det nok ikke helt ved siden af. Og ja! Der vil altid være nogle, som mener, at beslutningerne ikke er til gavn for dem. Men sådan er det!  Man kan ikke gøre alle glade. Det vil være stupid at tro. 

Netnatur.dk:

Der har i den offenlige debat været forskellige vurderinger af DJ’s hjortevildtpolitik – bl.a. med hensyn til arealkrav, licencer og det lidt diffuse begreb “forpligtende samforvaltning” som DJ mener kan erstatte arealkrav og kortere jagttid på kronhjort. Kan du bringe læserne lidt nærmere en forståelse af hvad det er DJ egentlig vil med fremtidens jagt og vildtforvaltning?

Jakob Boni: 

Det korte svar er nej. 

Jeg ved – efter to år –  endnu ikke hvad DJ vil med hjortevildtforvaltningen. Jeg ved, hvad jeg vil, og det er forvaltningen, men min stemme og mit mandat er ikke tilstrækkeligt. 

Et er at DJ melder ud på et skriv, at man er i mod arealkrav. Men noget andet er at kæmpe for det. Det er en anden sag. DJ sover og vi lader os køre over af “de andre”. 

I maj måned havde vi det sidste hjortevildtmøde på Kalø. Her bliver vi enige om, at vi skal købe os mere tid så vi kan få styr på fagligheden, inden der træffes beslutninger. Claus Lind, (DJ-formand red.) melder efter mødet tilbage, at han har formået at købe os et halvt år.

Den beslutning glædede os.

Vi så herefter frem til, at der nu endelig skulle ske noget. Derfor meldte jeg også ud overfor min kone, at hun skulle indstille sig på en del mødeaktivitet i DJ-regi. Måske med et møde om måneden eller mere. 

Men faktum er, at der siden mødet på Kalø i maj 2019 er holdt 0 møder. Altså 0 som i nul. Dertil ingen mail-korrespondance. 

På Jægerforbundets repræsentantskabsmøde gjorde jeg det ellers fra talerstolen klart, at nu skulle der ske noget. Det udløste applaus fra de mange delegerede. Men her – et haft år efter – kan jeg konstatere, at der stadig ikke er sket noget. 

Jeg kan kun tolke det som tegn på, at det ikke har særlig stor prioritet at få afvist arealkravet og få et alternativ til dette kørt i stilling.  

Jakob Boni er ikke klar over hvad DJ vil med forvaltningen af hjortevildtet, selv om han er formand for en regional hjortevildtgruppe. DJ-begrebet “forpligtende samforvaltning”, som er kørt i stilling som alternativ til jagttider og arealkrav, står for ham uklart. Det forklarer han overfor Netnatur.dk, hvor han udtaler: – Det er fint, at man snakker sammen over skel. Det kan jeg kun bakke op om. Men folk skal selv kunne styre det, og DJ glemmer nok det vigtige ord “frivillighed”, når de markedsfører begrebet samforvaltning.   

Netnatur.dk:

Nogle vil måske mene du har været for hurtig til at trække dig som formand? Er det ikke en del af det politiske spil, at man ikke altid kan få det, som man gerne vil?

Jakob Boni: 

Jo. Det er der ingen tvivl om. Der er heller ikke tvivl om, at jeg ser den manglende aktivitet og handling som et personligt nederlag. Man skal også se ind ad.

Jeg medgiver, at det politiske i hjortevildtforvaltningen har overrasket mig. F.eks. har jeg kun modtaget fem mails i al den tid, jeg har siddet som formand. 

Alt korrspondance foregår over telefon og stort set alle telefonsamtaler slutter af med: Det her bliver mellem os.

Da jeg trådte til som formand for hjortevildtgruppen i Vestjylland, blev jeg  rådet til at skabe alliancer. Men det er min holdning, at det har jeg ikke brug for. 

Alligevel er det politiske kommet som et chok for mig. Det har jeg nok ikke kunne navigere i: Alt for mange ting, der ikke har noget med hjortevildt at gøre. 

Fokus på hvem man skal være venner med, og hvem man skal passe på ikke at træde over tæerne, fylder alt for meget. 

For mig handler det også om integritet og hvem jeg er som person. Jeg skal kunne se mig selv i det jeg gør. Ellers mister jeg mig selv. 

Der er næppe tvivl om, at jeg blev anset som gadedrengen, der kom ind fra siden. Og en som de nok ikke helt vidste, hvordan de skulle håndtere.

Jeg er ikke bange for at stille spørgsmål. Heller ikke de simpe. 

Desværre har jeg endnu til gode at rejse mig fra et møde, hvor vi er kommet frem til noget.

Man skal aldrig måles på det, som man siger fra talerstolen, men på de resultater, som man skaber. Og eftersom jeg ikke har været i stand til at levere resultater, har jeg taget konsekvensen heraf. 

Netnatur.dk 

Allerede fra starten af var der kræfter, der forsøgte at spænde ben for din jagtpolitiske karriere og det valg, som DJ-baglandet havde truffet. Hvad bunder denne manøvre, som du ser det, egentlig i ?

Jakob Boni:

Til at starte med kunne jeg ikke finde ud af det. Jeg så mig selv som den nye dreng i klassen. Ham med ideerne og som gerne ville hjortevildtforvaltningen. Derfor var slet ikke forberedt på den polemik. 

Jeg erfarer dog senere, at årsagen kan bunde i, at man mente man var tæt på at nå til enighed med den tidligere formand og min modkandidat til posten som hjortevildtformand. 

Jeg får således bekræftet, at den tidligere formand var til at snakke med omkring arealkrav. Derfor tror jeg de var trætte af mig. Det er, hvad jeg har fornemmet.

Men alt dette skete uden om mig, og det havde jeg ingen indflydelse på. Men jeg følte alligevel, at jeg i de første tre, fire måneder skulle forsvare mig selv. 

“Jeg mener, at jeg har været 100 procent loyal overfor DJ’s officielle politik, som er modstand mod arealkrav, men føler dog samtidig, at jeg ene mand har kæmpet den kamp.” Citat Jakob Boni.

 

Netnatur.dk

For noget tid siden kunne man her på siden læse, at din nedlæggelse af to kronhinder under en jagt, på kort tid blev til en fortælling om at du – som formand for hjortevildtgruppe – havde nedlagt 7 store hjorte på én og samme dag. Har den oplevelse haft indflydelse på din beslutning om at trække dig?

Jakob Boni:

Det har det overhovedet ikke. Der er ingen tivl om, at når man som jeg, gerne vil blande sig, så bliver man nød til at stikke hovedet frem. Det vidste jeg fra starten. 

Jeg mener man skal hoppe op og falde ned på rygter. Det skal man affinde sig med, selv om de kan løbe stærkt og gå helt ud af hånd.

På et tidpunkt hed det sig f.eks. at jeg på et bestemt sted og tidspunkt skulle have nedlagt en stor hjort. Men på det tidspunkt sad på Skejby Hospital. 

Jeg tror desværre den slags følger med posten. Alligevel tror jeg ikke det bliver noget problem at finde en afløser til mig. Som jeg kan se er der mindst 15-20 personer, der ved nøjagtig, hvordan kagen skal skæres. 

Kronvildtforvaltning er dog en holdsport. Det skal man huske. Ole Holm og jeg er da heller ikke enige. Men vi kan måske godt blive det …  Dog er vi 100% enige om, at det ikke kan lykkes at nå til enighed om noget som helst med den nuværende ledelse i Danmarks Jægerforbund.

Det har jeg taget konsekvensen af og derfor trækker jeg mig. 

Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 134)

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version