Juletræer på mere end 40 år fra statens skove skal sprede bæredygtig julestemning på torvene i flere end 36 byer over hele landet
Af Miljø- og Fødevareministeriet
De leverede juletræer er typisk over 10 meter høje og mere end 40 år gamle. Nu forlader de statsskovene for at pryde torvene i byer over hele landet. Over 40 store juletræer bliver i disse dage fældet. Dermed kan de nå at blive sat op som torvejuletræer og pyntet, inden kalenderen skriver den 1. december.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen starter på mandag selv motorsaven for at fælde københavnernes juletræ. Det gør han sammen med Borgerrepræsentationens første næstformand Lars Weiss (S). Med sine 22 meter er hovedstadens juletræ blandt Danmarks største torvejuletræer.
Juletræer skal være bæredygtige
– Det er en smuk tradition, at mange byer markerer julen med et juletræ på torvet, der kan lyse op i en mørk tid. Julen minder os om, at vi skal passe på hinanden og på naturen. Træet kommer fra en af statens skove, der forvaltes bæredygtigt, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Københavnernes juletræ fældes i Gribskov i Nordsjælland, hvorfra der også bliver leveret juletræer til 18 andre kommuner på Sjælland. Størstedelen af de øvrige torvejuletræer fra statens skove er fældet i Thy. Begge steder er der nemlig både optimale forhold og tradition for at producere store torvetræer. Torvetræer skal have masser af plads omkring sig for at vokse sig store og flotte. Torvetræerne er typisk rødgraner.
– Når juletræerne fra statens skove finder vej til mange danske byer, er det et godt bevis på, at beskyttelse og benyttelse sagtens kan gå hånd i hånd. Skovproduktionen sker i balance med naturen. En del af træerne får lov til at vokse sig gamle, og der bliver ikke brugt sprøjtemidler. Desuden tages der hensyn til sjældne dyr og planter, siger Esben Lunde Larsen.
Alle træer i ministeriets skove er certificeret under de såkaldte PEFC- og FSC-ordninger. Dette er en garanti for bæredygtig skovdrift.
Følgende byer eller kommuner får i 2016 leveret et juletræ fra de af statens skove, som Naturstyrelsen forvalter:
Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Billund, Dragør Kommune, Fredensborg Kommune, Fredericia, Frederiksberg Kommune, Frederikssund Kommune, Frøstrup, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Halsnæs Kommune, Helsingør Kommune, Herlev Kommune, Hillerød Kommune, Hørsholm Kommune, Klitmøller, Københavns Kommune, Lemvig, Lyngby-Tårbæk Kommune, Nykøbing Mors, Rudersdal Kommune, Rødovre Kommune, Rønde, Skørping, Snedsted, Solbjerg, Stagstrup, Sundby, Sønderborg Kommune, Thisted, Tårnby Kommune, Vestervig, Vilsund, Aalborg. Listen er foreløbig. |
Nogle byer/kommuner modtager mere end et træ, og Naturstyrelsen kender ikke altid den nøjagtige placering af disse træer. Derudover sælger Naturstyrelsen juletræer til forpagtere/entreprenører, som står får videresalget af træerne til byer og kommuner.