Kenya går nu for alvor ind i kampen mod krybskytteriet – Danmark bør også komme ind i kampen nu …
Af WWF generalsekretær Gitte Seeberg
Det er fantastisk glædeligt, at Kenya nu går offensivt ind i kampen mod krybskytteriet. Jeg håber Kenyas initiativer bliver startskuddet til at flere afrikanske lande følger trop. Elefantbestandene i Afrika rasler ned. Kampen mod det stigende krybskytteri er en hastesag. Danmark bør også ruste op.
Kenya går nu i for alvor ind i kampen mod krybskytteriet og den illegale handel med truede dyr.
Kenya vil afbrænde 120 tons konfiskerede elfenben – svarende til elfenben fra ikke mindre end 4.000 krybskyttedræbte elefanter!
Aldrig tidligere har nogen regering destrueret så store mængder elfenben. Samtidig indkalder Kenya statsledere og globale kendisser som Leonardo DiCaprio til internationalt stormøde om kampen mod krybskytteri og andre former for wildlife-kriminalitet.
Det er fantastisk glædeligt, at Kenya nu går offensivt ind i kampen. Jeg håber det her bliver startskuddet til at flere afrikanske lande følger Kenyas gode eksempel. Elefantbestandene i Afrika rasler ned. Så kampen mod det stigende krybskytteri er en hastesag.
Lad os få elfenbens-sporhunde
Danmark bør også gå langt mere aktivt ind i kampen mod krybskytteri og illegal handel med truede dyr og planter.
Det kan ske på flere måder.
Andre lande, som f.eks. England har stor succes med at anvende hunde i told-kontrollen, der kan opsnuse elfenben og horn fra f.eks. næsehorn.
Men Danmark har ingen elfenbens-sporhunde. Det på trods af, at vi ved, at danske og europæiske lufthavne fungerer som transit for bl.a. elfenben fra Afrika. For få måneder siden konfiskerede toldere i Zürichs internationale lufthavn således omkring 270 kilo elfenben fra Afrika, som skulle have været videre til Asien.
En sporhund – eller to – trænet til at opsnuse elfenben, horn fra næsehorn m.m. ville gøre det sværere for de internationale kriminelle netværk at operere i Danmark.
De 270 kilo elfenben blev snuppet i tolden i Zürich i august sidste år. Wildlife-eksperter vurderer, at de konfiskerede 270 kilo elfenben betyder, at 40-50 elefanter har måttet lade livet – herunder en række elefantunger.
Hæv strafferammen
I Schweiz risikerer kriminelle, der overtræder CITES-bestemmelserne – den internationale konvention om handel med truede dyr og planter – op til tre års fængsel – og bøde på helt op til syv millioner kroner.
Strafferammen i Danmark for den slags forbrydelser er maksimalt et års fængsel. Det gør det desværre endnu mere oplagt for smuglerne at benytte København som transit-rute. Derfor er det bydende nødvendigt, at tolderne får elfenbens-sporhunde til rådighed.
Den danske strafferamme for overtrædelse af CITES-bestemmelserne (CITES er den internationale konvention om handel med truede dyr og planter) kunne – til en begyndelse – hæves til to års fængsel.
En to-årig strafferamme vil samtidig give politiet meget bedre arbejdsbetingelser. Det vil give politiet adgang til elektronisk post og telefonaflytning i deres efterforskning. Det vil ofte være helt afgørende ved denne her type af kriminalitet, der jo typisk foregår hen over grænserne – og hen over kontinenterne.