Bekostelig udryddelsesindsats mod lækatte skal genoprette øgruppes oprindelige fauna

 

Lækatte udryddes på Orkneyøerne

Mens lækat er fredet i Danmark, hvor den som truet dyr er på rødlisten, ses anderledes på lækat på Orkneyøerne. Hertil er lækat kommet fra Skotland omkring 2010, og den har bredt sig så meget, at der nu er iværksat en kampagne for at udrydde den. Den truer nemlig det oprindelige dyreliv, bl.a. havfugle, kærhøg, regnspove og orkneymus. Et fangsthold på 40 personer har siden 2019 fanget 6.300 lækatte, men med en ekstra bevilling på fem millioner dollars sættes nu hårdt ind for at fange resten af lækattene. Projektet vil så have kostet 15 millioner dollars

Tekst: Henning Kørvel

Lækat og herrmelin (Mustela e. erminea) er det samme dyr i mårfamilien, men betegnelsen hermelin er dog mere møntet på dyret i den hvide vinterdragt med sort halespids end i den rødbrune sommerpels.

I Danmark er lækat på den danske rødliste, og den betragtes som truet, men på Orkneyøerne, hvortil lækat kom fra Skotland omkring 2010, gør man sig store anstrengelser for at udrydde alle lækatte, fordi den som aggressivt rovdyr truer den oprindelige fauna på de vindomsuste øer i Atlanten, og den gerne tager dyr, der er større end den selv.

Ifølge Conservation Frontline er over 6.300 lækatte blevet fanget siden 2019. Fangsten har involveret 40 personer med hunde, og indtil skrivende stund har projektet kostet 10 millioner dollars (cirka 75 millioner DKK).

Selv om det er et anseeligt beløb, så har projektet netop fået yderligere fem millioner dollars for at der kan blive sat ekstra skub på projektet, der således nærmer sig sin afslutning.

Ifølge eksperter er en total udryddelse af lækatte på Orkneyøerne afgørende, hvis øerne skal forblive en højborg for indfødt skotsk dyreliv, herunder sjældne havfugle, kærhøge, regnspove og orkneymus.

I betragtning af, at lækat i Danmark ses sjældent, er det vildt, at den på Orkneyøerne har bredt sig så meget, at der indtil skrivende stund er blevet fanget over 6.300.

Hvor mange gange har du spottet lækat i Danmark? Jeg har set den i live en gang, men derimod flere gange i Polen og England, hvor jeg ydermere har spottet den endnu mere sjældne brud.

Historien melder desværre ikke noget om årsagen til, at lækat har kunnet brede sig så vildt på Orkneyøerne, og der fortælles heller ikke noget om bestandstætheden, men den må have været overordentlig tæt, når man har kunnet fange 6.300, hvilket siger noget om udbuddet af føde, og det vel også ventes, at der vil blive fanget yderligere lækatte i slutspurten.

Hvis det havde været 1. april, så ville man have henført historien til aprilsnar, men fordi Conservation Frontline kommunikerer budskabet ud, så må det tages for givet, at der er hold i budskabet, for mediet løber normalt ikke med halve vinde.

 

Lækat eller hermelin, der er kommet til Orkneyøerne fra Skotland omkring 2010, truer øgruppens originale dyreliv, og skal derfor udryddes, men billigt er det ikke. Kampagnen har indtil videre kostet 10 millioner dollars, og nu er der bevilget yderligere fem millioner dollars til slutspurten. 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version