Finn Watson tvivler på at arealkrav strider med Grundloven og hævder, at Lov om jagt- og vildtforvaltning er baseret på bekendtgørelser, som intet har med Grundloven at gøre
Af Finn Watson, formand/Karrebæksminde Strandjagtforening
Jeg kan i dag (7.maj. red) på Netnatur læse, at Dansk Land og Strandjagt sammen med Bæredygtigt Landbrug har samlet penge ind til en advokatundersøgelse om forholdet mellem ejendommens ukrænkelighed (Grundloven) og arealkrav i forbindelse med jagt.
LÆS OGSÅ:
DLS: BELØB INDSAMLET PÅ KUN 10 DAGE
Folk må selvfølgelig selv bestemme, hvad de vil bruge deres penge til – i dette tilfælde tror jeg dog, at kun advokatfirmaet får glæde af bevillingerne. Uden at være jurist, men blot almindelig læser af love og regler vil jeg mene:
Lov om jagt- og vildtforvaltning er en rammelov, i dette tilfælde formelt en bekendtgørelse, der igen skal udfyldes af en række bekendtgørelser om jagttider, jagtformer, jagtvåben mv. Sådanne bekendtgørelser er rent poltiske afgørelser og har intet med Grundloven at gøre.
I princippet kan Folketinget vedtage en bekendtgørelse om 3-årige jagttider, hvor alle jagtbare arter ikke tildeles jagttid. Dette er selvfølgelig et tænkt eksempel, men viser at alle spørgmål om jagt, jagtformer, arealbegrænsninger, jagtvåben mv. er spørgmål, der afgøres af Folketinget.
Når der så megen uklarhed om sammenhængen mellem ejendomsret og jagtret, er det måske fordi der i lang tid ikke har været anledning til debat om ‘sammenhængen’ – der jo heller ikke findes. Men jeg kan nu godt huske, at det afstedkom nogen furore, da der blev indført arealkrav for udlejning af jagtret. Det blev også dengang fejlagtigt betegnet som et overgreb på ejendomsretten.
Men jeg er lige så spændt på udfaldet af advokatundersøgelsen som alle andre.
Finn Watson om EU og jagtlovgivning
I forbindelse med EU-kommissionens nylige tanker om at ”forbyde” fiskeri og jagt i visse typer naturområder forekommer det mig, at der florerer nogle misforståelser i både jægerkredse og medier.
For det første er det en udbredt opfattelse, at jagtretten er grundlovssikret, og at det derfor skulle være grundlovsstridigt at forbyde jagt.
Det er vel sådan, at jagt- og ejendomsret er knyttet sammen i lov om jagt-og vildtforvaltning (§14), og at Grundloven sikrer ejendomsrettens ukrænkelighed (§73).
Lov om jagt- og vildtforvaltning er et anliggende for Folketinget, og jagtretten er derfor afhængig af den til enhver tid politiske vilje til, at der må drives jagt i Danmark – det er, som så meget andet i politik, et spørgsmål om 90 mandater.
For det andet har jeg svært ved at se, at EU har kompetence til at diktere de enkelte medlemslandes lovgivning om jagt. EU-kommissionen kan vedtage retsakter, eksempelvis om beskyttelse af natur, men disse har næppe bindende karakter for medlemslandene.
Den største trussel i EU-kommissionens tanker retter sig formentlig mod den frie jagtret på fiskeriterritoriet.
Denne kan nemlig uden økonomisk erstatning fjernes med et pennestrøg via en politisk vedtagelse i Folketinget, og her kan EU-kommissionens eventuelle forslag være benzin på den motor.
Sandsynligvis vil vi desværre nok se DOF og DN vælge netop den strategi i deres bestræbelser på at udfase nogle jagtformer. Her bør vores respons være, at Danmark med etableringen af det store reservatnetværk i 1990’erne påtog sig et meget stort ansvar for fuglebeskyttelsen.
Strand- og havjagten er, hvis den forvaltes og drives rigtigt, en fornem kulturarv, der til og med er fri for den kommercialisering, der i stigende grad præger megen anden jagt.
