Hundens første jagtoplevelser skal ikke betragtes som jagt, men som jagtdressur. Denne forskel er helt afgørende for et godt og stabilt resultat
Af Redaktionen
Det er kun de færreste, som formår at skyde med den ene hånd og dressere hunden med den anden.
Derfor tilrådes det ofte at lade bøssen blive hjemme de første gange, hunden tages med på jagt. Dog bør de øvrige jagtdeltagere være indstillet på, at det gælder hunden og ikke fældning af vildt. Man bør kun skyde, såfremt hunden på tilfredsstillende vis bringer vildt for skytterne.
Hundens første jagtoplevelser skal ikke betragtes som jagt, men som jagtdressur. Denne forskel er helt afgørende for et godt og stabilt resultat.
Ved at arbejde med dressur, terrændressur og jagtdressur i den nævnte rækkefølge kan der opnås en form for sneboldeffekt. Både det positive og i særdeleshed det negative har det nemlig med at virke som et lavineskred, når man går fra en periode til en anden.
Har man eksempelvis tilsyneladende ubetydelige lydighedsproblemer, når man starter op på terrændressuren, vil disse med garanti vise sig yderst belastende, når først hunden for alvor får smag for at jage.
Tilsvarende kan små skønhedsfejl i forbindelse med terrændressuren udvikle sig og blive særdeles problematiske, når hundens jagtdressur påbegyndes. Man skal dog være klar over, at man aldrig helt kan slippe grebet. Under jagt, hvor der fældes vildt, må de fleste påregne problemer.
Derfor må man med mellemrum søge tilbage i terræn- og lydighedsdressuren og rette op på de problemer som opstår.
Om drømmen om en selvstændig, kontrolleret og samarbejdsvillig jagthund i sidste ende går i opfyldelse vil altid være et åbent spørgsmål.
Men ved at arbejde mere målrettet i henhold til hundens udvikling, er håbet, at den nye hundefører kan optimere sine muligheder for at rejse de rette spørgsmål på de rette tidspunkter.
Og netop evnen til at stille nye spørgsmål og søge ny information spiller en hel afgørende rolle, såfremt menneskets tusinde år gamle samarbejde med jagthunden stadig skal udvikle sig.