Jagtlyst er hundens motor og som udgangspunkt gælder det om at holde begreberne terrændressur og motivation af jagtlyst adskilt
Af Michael Sand
Når hunden slippes i mark og skov, har det to formål. For det første er det hensigten at fremme hundens begær for vildt og jagt. Denne del kan kaldes jagtmotivation og kan næppe påbegyndes for tidligt.
Under jagtmotivationen skal man som hovedregel ikke forsøge at dressere hvalpen.
Højst kan man indirekte prøve at indarbejde hensigtsmæssige vaner. Selvstændighed og jagtlyst er det primære.
Alligevel vil turene i skov og mark ofte efterlade sig en række mindre brugbare uvaner.
Den del af arbejdet, som drejer sig om at bekæmpe disse uskikke og indarbejde en mere hensigtsmæssig adfærd, kaldes for terrændressur.
Som udgangspunkt gælder det således om at holde begreberne terrændressur og jagtmotivation adskilt.
Under selve terrændressuren må hunden lære at afsøge terrænet. Den må lære, hvordan vi ønsker, den skal opføre sig ved mødet med vildt, ligesom den må lære at udvise den fornødne respekt – både over for levende vildt, andre hunde og det, som måtte fældes under jagt. Som med så mange andre aspekter inden for hundedressuren, må det fremhæves, at terrændressur er de små slags strategi.
Inden man påbegynder den egentlige dressur i mark og skov, må man sikre sig, at unghunden vitterlig har det drive, der skal til.
Det er jo det, der i sidste ende skal bringe den for vildt. Heldigvis vil de fleste jagthunde hurtigt finde glæden ved at arbejde i terrænet. Nogle naturligvis mere end andre. Men hvis en hund ikke har denne medfødte jagtlyst, hævdes det, at det ofte hjælper på motivationen, når den oplever, at der fældes vildt.
Under alle omstændigheder må hunden have gnisten. Har den ikke denne gnist, kan man blot håbe, at hunden på et tidspunkt vil “vågne”.
Uanset race og type skal den færdigdresserede hund søge systematisk og lære at udnytte vind og terræn så godt som muligt. Uden at ødelægge det selvstændige i søget, skal den med jævne mellemrum holde sig i kontakt og lystre vink og fløjt.
Den hund, der har god jagtlyst, vil som regel hurtigt lære at tilrettelægge sit søg rigtigt i forhold til vind og terræn.
Til at begynde med må den derfor ikke føle sig alt for dressurbundet, når den skal forsøge sig som vildtfinder. Den skal have lov til at lære grundprincipperne, før man begynder at blande sig.
Hundens søgsoplæg kan finpudses hen ad vejen, og brug af grovfilen risikerer at ødelægge den selvstændighed, som hele terrændressuren bygger på.
Derfor er det vigtigt, at man går varsomt frem og ser gennem fingrene med mindre forseelser undervejs.
Naturligvis skal træningen indstilles, så snart hunden begynder at vise tegn på træthed, virker ulydig eller på anden måde afslører, at den ikke længere er koncentreret.
Når søget bærer frugt, og hunden bringer sig for vildt, er der naturligvis stor forskel på den ønskede opførsel, alt afhængig af om der er tale om en stående, stødende eller drivende hund etc.
I det store hele må unghunden nødvendigvis drage sine egne erfaringer, og så længe hunden har mod på at finde vildt, anbefales det, at man generelt væbner sig med tålmodighed.
Men igen beror det på en vurdering af den enkelte hunds potentiale.
Fornemmer man, at der er et stort jagtligt overskud i hunden, kan man kræve lidt mere, end hvis hundens motor er knap så kraftig.
Et af de krav, der stilles til jagthunde, er respekt i al almindelighed. For det første skal de stående og stødende hunde respektere det vildt, der bringes til flugt.
Når det drejer sig om de drivende hunde, skal de i sagens natur ikke respektere det vildt, de rejser under deres søg i såten. Tværtimod. De skal med højlydt hals sætte efter vildtet, og som et varmesøgende missil hægte sig fast i den varme vildtfod, som dyret efterlader.
Alligevel skal der indarbejdes en vis form for respekt i de drivende hunde. Det er ikke hensigten, at hunden skal forfølge vildtet over flere kirkesogne, og derfor tillægges samarbejdsvilje samt evnen til at slippe drevet på et passende tidspunkt i dag afgørende betydning.
Når man efterhånden har lært hunden at udvise den for typen nødvendige respekt, udsættes hunden for yderligere en stressfaktor.
Hunden skal lære at opføre sig korrekt over for lyden af skud. Såfremt hunden er vant til at forholde sig afslappet under skudafgivelse i forbindelse med prægningen og grunddressuren, burde det ikke volde de store problemer.
PS: Artiklen herover er en del af artikelserie baseret på
Jagthundens Træning
– en bog om træning af jagthundebøger,
der er udkommet i tre oplag på forlaget Gyldendal.
KLIK og se artikelserie på Netnatur.dk og bemærk venligst,
at serien vokser uge for uge
