Jagtsvindlere smitter trofæjagt som begreb. Konsekvenserne er uoverskuelige og vildtet kan blive den helt store taber.
Trofæjagt baseret på selektiv afskydning er et meget vigtigt middel i den globale naturbevarelse. Uden indtægterne fra trofæjagt ville alverdens vildbestande være langt mere trængte end tilfældet allerede er. Det er efterhånden alment accepteret, selv i de kredse, der normalvis ser kritisk på jagt. Derfor er det også meget uheldigt, at trofæjagtens skyggeside, nemlig trofæhysteriet, har medført, at svindlere tilsyneladende har haft held med at sælge jagtoplevelser på falske og uoplyste præmisser.
I de seneste uger har der her på sitet været skrevet meget om jagtsvindel. Om jægere, der i god tro, har erhvervet sig trofæer, der næppe tåler betegnelsen trofæer, såfremt et trofæ stadig skal betragtes som minde om en sejr. Man kan næppe besejre en bedøvet buk eller en lænket bjørn. Ja spørgsmålet er, om man i det hele taget kan besejre et stykke vildt, men det er en helt anden og mere vidtrækkende diskussion.
Heldigvis har branchen reageret kontant og både Nordisk Safariklub og jagtrejsebureauernes brancheforening(DJA) har taget afstand fra jagt på dåseløver, cirkusbjørne samt bedøvede og nyudsatte råbukke etc. Og hvordan kan man andet?
Men samtidig bevæger man sig ind i et moralsk minefelt, hvor det kan være vanskeligt at navigere. For hvem skal definere de moralske principper for jagt?
Når vi her på sitet har valgt at sætte fokus på især bedøvede bukke, er det ikke ud fra en moralsk motivation, men fordi de nævnte jagtoplevelser tilsyneladende er solgt under falsk varedeklaration.
Jagtturisterne er næppe blevet oplyst om præmisserne for jagten, ligesom det må formodes, at også danske jagtrejsebureauer er blevet ført bag lyset af deres udenlandske samarbejdspartnere, når de har formidlet jagt på eksempelvis nyudsat og bedøvet hjortevildt.
Der er, som jeg ser det, ikke noget anstødeligt ved jagt på opdrættet vildt eller jagt i hegnede områder. Problemet opstår, når vildtet transporteres fra hegnede områder og udsættes på den frie vildtbane og derefter markedsføres som fritlevende. Denne praksis er bestemt ikke hverdag i branchen, og kommer da også som et chok for de fleste.
Metoden har da heller ingen paralleller til andre former for jagt på vores breddegrader. Ingen fasanjæger gør sig illusioner om, at de fugle, der nedlægges på en stor klapjagt, er klækket under en rugende fasanhøne. Vi ved, de er opdrættet. Men bukkejægeren eller hjortejægeren på jagt under fremmede himmelstrøg ved ikke, at den store buk eller hjort, som blev nedlagt, er opdrættet og udsat. Jagtrejser er en tillidssag og forsvinder tilliden til oplevelsen kan konsekvenserne for alvor blive uoverskuelige. Ikke mindst for de mange nationale og internationale vildtområder, der ydes beskyttelse mod landbrug, industrialisering og en hastigt voksende befolkning, der kræver mere og mere. Kun så længe der er respekt om begrebet trofæjagt vil disse områder fortsat kunne sælge gamle, udlevede dyr til betalende trofæjægere.
Devalueres begrebet trofæjagt vil incitamentet for at erhverve sig disse i sagens natur falde og prisen følge med. Hvem ønsker at smykke sit hjem med nedlagte dyr, der mistænkes for at være opdrættede samt udsat for kasteration og andre former for manipulation med opsatsdannelsen?
Uskylden ved trofæjagt er i fare og allerede nu risikerer vi, at mange vil se på jagttrofæer med skeptiske øjne. Også inden for egne rækker. Iblandet lidt jantelov og misundelse kan holdningen til store jagttrofæer gå helt ud af hånd. Endda kan holdningen til egne trofæer tage en uheldig drejning. Gad vide om jeg også er blevet snydt et eller andet sted undervejs, er vi nok flere, der har spurgt os selv om den seneste tid.
Håber for jagtens og ikke mindst vildtets skyld, at problemet hurtigst muligt kan inddæmmes. Ellers risikerer vi, at få betændte hændelser smitter hele branchen. For jagten, trofæjagten og ikke mindst for vildtet vil dette være fatalt.
