Bør det være tilladt at bruge lyddæmper til jagt, spurgte vi Netnatur.dk brugerne om? Ja, svarede 61,5% mens 38,5% mente det modsatte (arkiv-artikel)

Lyddæmper til jagt, tak!

Feb. 26. 2009 

Af Redaktionen + svar fra Ib Nordentoft Andersen (Arkiv)

Når det ikke er tilladt at anvende lyddæmpede våben i Danmark, er det naturligvis en bestemmelse indført i kamp mod krybskytteri og ulovlig jagt. Alt andet lige er det indlysende nemmere at liste et riffelskud af sted før solopgang med et lyddæmpet våben, end det er med en ikke dæmpet riffel.

Samtidig er det nemmere at bekæmpe krybskytteri, altså ulovlig jagt på anden mands grund, hvis krybskytten med sin gerning tydeligt tilkendegiver, hvor han eller hun skyder.

Alligevel mener et flertalt af Netnatur.dk brugerne, at man bør revurdere situationen og tillade, at moderne jagt også kan basere sig på mere støjsvage våben.

Bør det være tilladt at bruge lyddæmper til jagt, spurgte vi Netnatur.dk brugerne om? Ja, svarede 61,5% mens 38,5% mente det modsatte

 

Eftersom vi ikke bad brugerne kommentere på hvorfor de mente, som de gjorde, giver vi et forsigtigt bud.

Et af de væsentligste argumenter for at fjerne forbuddet, er, at det er så godt som virkningsløst. Krybskytten anskaffer sig uanset et lyddæmpet våben, hvis det er det, der skal til. Naturligvis vil vedkomne kunne idømmes en bøde for at bruge dæmper på riflen, men skal der falde en dom i krybskytteri, er bevisbyrden noget vanskeligere at løfte. Et ulovligt, lyddæmpet våben er ikke i sig selv et bevis.

Hvad jagt før solopgang angår – eller efter solnedgang – for den sags skyld, bør man tænke på, at et lyddæmpet våben jo ikke er lydløst. Vel bliver det nemmere at skyde i lukketiden, men da landet er kendetegnet ved små parceller, vil det kun de færreste steder være muligt at skyde, uden at det bliver opdaget.

Den som vil skyde om natten, altså lang tid efter de andre jægere har forladt terrænet, er alligevel af en sådan støbning, at han givetvis også vil være motiveret for at skaffe sig et ulovligt lyddæmpet våben.

I takt med at landet bliver mere og mere urbaniseret eftersom vi bliver flere og flere, er spørgsmålet, om ubehaget ved jagt ikke kan reduceres, hvis vi dæmper støjen ved skud de steder, hvor det er muligt. P.t. vil det især være ved riffeljagt.

Hvem kender ikke chokket ved et pludselig og uventet riffelskud afgivet på forholdsvis kort hold? Hvorfor udsætte skovgæsten for den slags oplevelser, når det er teknisk muligt at undgå eller i det mindst reducere ubehaget ved skudstøj væsentligt.

Sektion kun med artikler af den populære, men nu afdøde våbenjournalist Ib Nordentoft Andersen

 

Netnatur.dks (nu afdøde red.) våben-journalist Ib Nordentoft Andersen siger desuden:

– Et faktum, der bør fremhæves, er kuglens overlydsbrag, der jo under ingen omstændigheder kan dæmpes uden at kuglens hastighed reduceres til underlydshastigheder og dermed følgende nedsættelse i effektivitet, så der er jo stadig en beskyttelse mod krybskytteri, også hvis der anvendes lyddæmper.

– To kraftige argumenter der taler for brugen af lyddæmpere, udover hensynet til naboerne, er en øget beskyttelse af jægerens og tilskueres hørelse, samt formodentligt bedre træfevne, da rekylen nedsættes ved brug af lyddæmper, slutter Ib Nordentoft Andersen.

Når ideen om at tillade lyddæmpede våben alligevel møder modstand blandt Netnatur.dk brugerne, hænger det givetvis sammen med de oprindelige argumenter for indførslen af forbuddet. Altså at det gør det nemmere at bekæmpe krybskytteri og ulovlig jagt. Ikke mindst lyddæmpede salonrifler har nok i tidernes morgen været en torn i øjet på godserne og deres udsætning af fasaner.

Et velbeliggende naboterræn kan på godsejerens regning skaffe sig et ikke uvæsentligt bidrag til husholdningsbudgettet. Men hvor aktuel det er i dag, kan nok diskuteres. Og det håber vi læserne vil. Altså diskuterer afstemningen og forsøget på at gengive argumenterne for de to svarmuligheder. Skriv derfor en kommentar og lad os få belyst alle aspekter ved brug af lyddæmper til jagt så godt som muligt.


Sektion med artikler om jagtvåben

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version