Skov- og Naturstyrelsen i Andalusien erklærer mankefåret for uønsket i regionen, og for at understrege alvoren bag hensigtserklæringen har væddere, får og mankefårets afkom fået jagttid hele året …
Af Redaktionen
Der var ingen ende på lovprisningen, da mankefåret (Ammotragus lervia), på engelsk Barbary sheep, blev introduceret i de to spanske provinser, Andalusien og Murcia i 1970.
Både det offentlige og private interessenter stod bag udsætningen af det bjergvante får, der blandt andet har Marokko, Algier, Mauretanien, Chad og Sudan som sine oprindelige udbredelsesområder. Og fra det øjeblik jagtlig udnyttelse blev indledt, har bestandene i Spanien da også leveret et betydeligt antal store trofæer. Men nu er klokken faldet i slag for mankefåret, i det mindste i Andalusien.
Grønne organisationer, der markerer sig stærkt i blandt andet den sydspanske provins, har længe ønsket naturen i regionen renset for bjergfåret, som anses for en invasiv og dermed uønsket konkurrent til landets oprindelige ”bjergkonge” – spansk stenbuk, der stortrives i fire geografiske varianter på den iberiske halvø. Skov- og Naturstyrelsen i regionen – IARA – har derfor givet mankefåret i Andalusien jagttid hele året, og det gælder både for væddere, får og afkom.
Formålet med det drastiske skridt er ikke til at tage fejl af: Mankefåret ønskes fjernet fra den andalusiske natur, alternativt at bestanden reduceres så kraftigt, at den i fremtiden ikke står i vejen for landets oprindelige fauna. Mens de grønne jubler over endnu en sejr over jagtverdenen, modtages skov- og naturstyrelsens udspil med både en smule sympati og hovedrysten.
Nogle jægere kan sagtens følge de grønnes trend, der er blevet adopteret af skov- og naturstyrelsen, at en fremmed vildtart der er hjemmehørende på et andet kontinent, ikke bør findes i den spanske natur. Andre jægere er derimod af den opfattelse, at det er en vild overreaktion at tage så drastisk et skridt som et give mankefåret i Andalusien jagttid hele året, og de håber derfor heller ikke, at kampagnen lykkes, og mankefårets dage i den sydspanske provins er talte.
Men selv om det på den lange bane skulle lykkes at skyde mankefåret bort fra den andalusiske natur, så vil trofæjægere dog indtil videre kunne jage mankefår i Murcia. Her er vildfåret med den imponerende langhårede manke i det mindste endnu ikke erklæret for uønsket, men jægere med indsigt i forholdene mener, at det måske blot er et spørgsmål om tid, før det sker. Desuden vil de, der brændende ønsker sig at erhverve mankefårets skalp, have mulighed for det i USA. Mankefåret blev introduceret i New Mexico, Texas og Californien i 1975 og 1976.
Blandt danske jægere, det er kendt, har nedlagt mankefår på en amerikansk jagtfarm, var godsejer Børge Hinsch (død 1995), hvis fuldmonterede trofæ af mankefårsvædder indgår i samlingen på Valdemars Slot, Tåsinge, som en brik i trofæsamlingen, opkaldt efter ham. Mens han var i live, indviede han sine venner, herunder denne artikels forfatter i, at han af storvildtsjægeren Rudolf Sand (død 2002) blev drillet med at have skudt mankefåret på en hegnet jagtfarm i Texas, idet Sand mente, at han burde have fravalgt det, hvis han ikke kunne have erhvervet sig mankefårets skalp i et af artens naturlige udbredelsesområder på det afrikanske kontinent.
Mange danske trofæjægere vil utvivlsomt give Sand medhold, men sagt med den amerikanske storvildtsjæger Craig Boddington, kan uret ikke stilles tilbage.
Den enkelte jæger kan til enhver tid afstå fra at jage enten fremmede eller landets originale vildtarter i hegn. Men hegnene, eller jagtfarmene, består og vil utvivlsomt gøre det langt ud i fremtiden. På tilsvarende vis har jægere, herunder danske, mulighed for at fravælge at jage mankefår i Guds frie natur i Spanien. Men spørgsmålet er, hvor længe endnu der her kan vælges til og fra.
