Lyden af skudt fuglevildt, der rammer jorden eller vandspejlet, kan hjælpe hunden frem mod det nedlagte og derfor bør markering på lyd også indgå i hundens apportdressur
Af Michel Sand
Den del af træningen, som kræver mindst opmærksomhed, er markering, selv om evnen til at markere og huske, hvor vildtet faldt i langt de fleste tilfælde er det, der gør forskellen mellem succes og fiasko.
De fleste hunde udvikler hurtigt en forbavsende god evne til at bemærke, hvor dummyen eller vildtet tog jorden. Og har hunden set, hvor vildtet faldt, er det sjældent nødvendigt at støtte den undervejs mod målet.
Derimod skal man være særlig opmærksom på at holde hunden i ro, når den oplever, at der falder noget ned fra himlen. Faren for knaldapport lurer altid og må for enhver pris holdes nede.
Markering på lyd kan være nyttig at indlægge i den daglige træning. I mange situationer har hunden ikke mulighed for at se fuglen falde mod jorden. Men kan den på lyden retningsbestemme nedfaldsstedet, er den halve sejr allerede vundet. Under ande- og duejagt sidder hunden ofte gemt bag sløringsnet eller høj vegetation og er derfor forhindret i at følge slagets gang med øjnene.
Men lyden af fuglevildt, der rammer jorden eller vandspejlet, er nyttige informationer, som betyder, at hunden i reglen selv finder frem til vildtet uden retningsanvisninger fra føreren.
Under jagt sker det ofte, at der falder flere stykker vildt mod jorden inden for samme korte tidsperiode. Ofte har man et ønske om at få de nedlagte fugle bragt hjem i en bestemt rækkefølge.
Det vil typisk være i de situationer, hvor en fugl tegnede for et ikke dødeligt skud. Også i de situationer, hvor vildt falder på vand, kan det være en fordel at få hunden ud efter en fugl, som vind og strøm truer med at føre bort.
I sådanne og lignede situationer er det derfor en fordel, at hunden husker de enkelte markeringer og accepterer, at det er føreren, der bestemmer, hvornår de nedlagte fugle skal hentes.
Overlades denne beslutning til hunden, vil den typisk gå efter den fugl, som den så falde mod jorden sidst. Evnen til at markere og huske de enkelte fugle er derfor også en del af den mere avancerede træning af apportøren.
Apporteringskommando
De fleste jægere anvender ordet apport, når de sender hunden ud mod en apportgenstand, som hunden har set falde mod jorden. Har man flere hunde, er det en fordel, at hunden trænes til at apportere på navn. Anvendes ordet apport, vil alle hunde ved ens side stryge af sted i samme øjeblik, kommandoen falder.
Drejer det sig om en blindapportering, altså apportering af vildt eller dummy, som hunden ikke har set falde i området, anvendes ofte udtrykket søg apport. Hunden skal herefter anlægge et frit søg, hvor den udnytter vind og terræn så godt som muligt.
Ved man præcis hvor fuglen er faldet, kan det være en fordel at dirigere hunden frem til området. Her anvendes ofte udtrykket ud eller bach, når man sender hunden frem mod det sted. I den forbindelse er det vigtigt at koble håndsignaler til kommandoerne. Og husk at overdrive retningsangivelserne under indøvning af dirigering.
Skal hunden søge til venstre for føreren, peges der med venstre arm og hånd mod målet, og skal hunden søge mod højre, kastes højre arm og hånd i den ønskede retning. Af og til ses et områdefløjt tilknyttet, når hunden er fremme i det område, hvor den skal slå sanserne til og begynde at søge.
