”Hold da k… der står en gemse deroppe Louise!”. Knap var r…. ude af teltet, før jeg havde spottet en flot buk 420 yards fra teltåbningen
Af Per Jacobsen
Det der med almindelige skud ud til 2-300 yards er efterhånden ikke den store hurdle. Monoklet der er monteret på min Tikka hedder noget som voldsomt som Nightforce Optics, og altså en 5.5-22×56 og ballstiktårne overalt på fætteren, oplyst sigte, og parralaxe justering.
Den er vandtæt, støvtæt, stødsikker, og nærmest skudsikker, og kan garanteret også punktsvejse på bunden af havet efter den har gået på vandet! Den er forholdsvis nøjagtig – til det punkt, at jeg nok ikke ville kunne blæse tissetrolden af en flue ude på 100 yards – men nærmere blæse fluen til atomer! Jeg har en ballistisk tabel hvor 0 grader, 20 grader, og 40 grader frekventerer på. Et skud på denne afstand var en god måde at se om monoklet var sine penge værd. Jeg linede op med halvdelen af kroppen indenfor i teltet, fandt gemsen i krydshårene og trykkede. Gemsen faldt pladask ned gennem stenene. H… k…! Mit nye legetøj virker!
Vi hankede hurtigt op i stumperne, og kravlede derop. Foran os lå en fin buk, lige knap 9 tommer. Indgangshullet var indenfor ca. 5 cm af hvor jeg sigtede! Igen gik vi og kiggede på 3 gemser, der legede en 150 meter væk, mens vi var på vej op af bjerget. Kød, horn, og billeder og så var vi ellers på vej igen.
Knap var vi gået 50 meter før Louise placerer en hånd på min skulder og hvisker: Buk dig, jeg kan se 6 gemser! Der er altså et eller andet over en pige, der hvisker til en, at der er dyr i sigte, kender I ikk det? Anyway, vi fik kigget dem ud og én af dem var en stor buk, og én havde et flot skind, og én af dem var allerede i komplet vinterdragt på trods af vi kun var i februar. Inden vi nåede at få lagt slagplan kastede Huey himself et tykt lag tåge, en sky, og et skybrud foran os og ovenover os. Forbistrede Huey.
Huey er vores vejrgud hernede, og står som regel ikke alene i omtale. Hans navn har som regel følgeskab af forbistret, forbandede eller det der er værre! Vi rockede tilbage til lejren i tåge, og fik brygget en varm Cuppa. Fantastisk med en gps i sådanne situationer. Den eftermiddag stod teltet i den grad sin prøve, da Huey prøvede sit bedste.
Vandsøjletrykket som er omkring de 1000 mm på teltdugen, og er stort set designet til den slags regnskyl, samt rigeligt med ventilation i teltet uden at være en kold fornøjelse. Teltet har også 2 apsisér, som virkelig kommer til gavn når madlavningen går i gang – eller når en gemse skal skydes fra teltet. Eneste minus jeg senere har fundet med teltet, er, at det ikke er så varmt hvis man har glemt sin oppustelige liggemadras!
Men det er nok mere ejeren der er et kvaj, end noget andet. Men alt i alt, blev vi positivt overrasket ved teltet, og der blev afholdt kortspils-turnering i ”tørre lokaler”, en ny oplevelse for mig. Vejret klarede op henad aftenen, og det gav mig en pyrsh alene op et sted vi ikke havde været før. Jeg så 5 gemser, men ikke noget værd at gå efter. Alt imens jeg sidder i min egen lille boble af tilfredshed, og taknemmelighed, bliver stilheden brudt – en Kea landede et par meter væk fra mig.
Keaén er sådan en slags papegøjeart der kun lever i højderne. Når det er sagt vil mange turister, der har besøgt NZ nok springe frem og sige: Arh, så hører man lige ham danskeren Per der, han siger højderne – og ja, I har også ret. Keaérne har nemlig også fundet ud af hvad turister er for et folkefærd, og en del af dem er derfor gået på kompromis med deres naturlige forkærlighed for højderne. Keaén er en vældig klog dyreart, og er derfor hoppet eller fløjet, hvad ved jeg, ned til byerne, hvor turisterne så står ved siden af ”dont feed the Kea-skiltet,” og kaster mad efter dem. Men denne Kea var altså stadig ikk til at købe for brødkrummer, og så åbenbart en ufattelig fristelse i at komme hen og tjekke mig ud. Uden antegn til noget som helst sprang kræet pludselig op ved siden af mig, kiggede mig ud og hoppede derefter op på geværløbet! Bagefter havde jeg en lille filmsession med den, hvor den begyndte at udforske mit ben og sko. Fantastisk sjov oplevelse!
Mandag, morgenen efter så os i friskt tempo på vej op ad bjerget hen til vores 6 gemser. Ganske hurtigt fik vi også kontakt med dem. Dog havde vi kun 2 i kikkerten, én var en flot Gemsebuk, og én bar et flot skind. Vi besluttede os for det var dem Louise skulle have. Næste problem var at de befandt sig ved foden af en bjergsiden, og vi var på toppen af bjergsiden knap yards 500 yards væk, en pyrsh dette sted ville blive voldsomt krævende. Den mindste mistanke gemserne får og de er pist væk, og i dette tilfælde kunne det blive ganske nemt for dem, da vi var totalt synlige for dem det meste af pyrshruten.
Det blev til det gode gamle kryds 3 militær system. Los’en sniger, jeg sikrer, og Los’en sikrer, jeg sniger. Det stod på i godt og vel en halv times tid, gennem stejle skrænter, kæmpe Spaniardgrass planter, og kravlen på maven. Ikk desto mindre kom vi ind på godt 230 yards. På dette tidspunkt var den ene gemse så småt ved at lugte bomben i bageriet. Los var frisk på at skyde derfra så vi satte en skydestilling op liggende 45 grader ned af bjerget. Jeg mener Got Damn – det så vildt ud! Her ligger hun med 270éren i en 45 graders skydestilling, sigter på Gemsebukken 230 yards ude – Bumfer! Gemsen så det ikk engang komme! Hr. jubelidiot her sætter den sædvanlige jubelsirene i gang, da den anden stille rejser sig op og kigger rundt. ”Jeg vil gerne ha det skind der Per” hviskede hun mens hun lå og sigtede. Jubelidioten knyttede sylten ret hurtigt så Los kunne koncentrere sig om andenskuddet. Op og bum, og dyret faldt sammen. Så var der jubel og glæde.
Vejen derover troede vi var så nemt som at klø sig i r… , men endte med at blive heftig bushbashing gennem krat og Spaniardgrass i en go ½ time, sløjhed! Gemsebukken lå hvor skuddet havde truffet den, men der var umiddelbart ingenting at se efter den anden gemse. Da vi havde lidt travlt gir Louise sig i kast med at skinne, og skære kød af, og jeg prøver at tracke dyret ned. Pludselig hører jeg en svag stønnen omkring 7 meter væk oppe i et krat. Jeg sniger mig derop med kniven, kravler mig frem, kigger til venstre og glor ind i hovedet på en gemse! Den springer ud over mig, jeg vender mig om og kaster mig efter den, får knap fat i ryggen på den, men som den fortsætter kan jeg ikke længere holde fast. Den løber 10 meter, Louise har set det hele, kaster geværet til mig og i løbet af et øjeblik får jeg sendt en kugle får gjort en ende på dens lidelse. Grunden til den ikke døde øjeblikkeligt var at skudvinklen var så ekstrem skrå. Da Louise rammer bladdet på gemsen ryger kuglen direkte igennem dyret, og har udgangs hul længere nede, stort set på samme side som indgangshullet. En god, og vigtig lektion for os begge.
Vi havde i øvrigt lidt travlt, da vi havde en aftale med Jamie Scott om at være tilbage til lejren ved 4 tiden såfremt Huey havde tænkt sig at sætte ind med dårligt vejr. Vi havde i alt halvanden time til at nå tilbage. Det endte med jeg ”rutsjede” ned af bjerget bogstaveligt talt. Jamie kom ikke så vi havde en fed eftermiddag, tog på aftenjagt, så et monster af en gemse, Jeg havde et skud til den, men missede totalt… Vi så omkring 12 andre gemser den aften. Aftenen blev tilbragt foran lejrbålet, hvor vi sad med et glas rødvin, og priste os lykkelige over at kunne være i stand til at opleve et af jordens vidundere, New Zealand! Jamie kom som sædvanlig en 3 kvarter for tidlig.
Vi fik i alt skudt 8 gemser, så 47 gemser på 3 en halv dages jagt på vestkysten vel at mærke! Efterhistorien til turen her var at vi fortsatte ned langs vestkysten, og over til Queenstown for at holde en uges ferie. Da vi kommer op til skranken ved hotellet, spørger jeg om de har en fryser. ” Til hvad”, spørger de. ” Årh, vi er jægere og har noget bytte med os”. Jeg kom i audiens med chefkokken, som kiggede noget på mig, og sagde derpå: ”Er i rigtig kloge? Ja ja, svarede jeg, vi er bare jægere”. Han grinte og sagde så: ”Så længe det er bundet godt op, og ikke lugter så gir i den bare gas”. Med disse ord lagde vi pænt den sorte sæk ved siden af alle T-bonesteaks´ne!
