Indbetaling af depositum til jagtrejsebureauer, konservatorer og speditører er et fokusområde på næste generalforsamling hos danske jagtrejsearrangører, som oplever at jægerne er blevet mere forsigtige mht forudbetaling. 

Af Redaktionen

Hvor meget skal indbetales forud for en jagtrejse? Og hvor meget bør man betale forlods til konservator og speditør?

Disse spørgsmål rejses ofte jæger og jæger imellem.

Skal man betale 20, 30 eller 50 procent af rejsens pris forud.

Og endelige: Hvor lang tid før afrejse skal og bør man indbetale det opkrævede beløbe?

Af og til dukker disse spørgsmål også op i redaktionens mailboks. Netnatur.dk har derfor spurgt Danske Jagtrejse Arrangører (DJA) om de har et råd til vores læsere.

DJA fungerer som jagtrejse-branchens mere eller mindre samlede talerør og foreningen blev stiftet i juni måned 2010, da stifterne ønskede, at branchen skulle være i stand til at tale med samme tunge i vigtige sager.

Carstens Ottesen, Matswani Safaris er formand for DJA og på spørgsmålet om hvormeget der bør opkræves i depositum forud for en jagtrejse svarer han:

– DJA’s medlemmer har varierende procedurer for opkrævning af depositum. Hvis der sælges en pakkerejse, hvori der indgår forudbetalinger, som bureauret skal afregne med f.eks. flyselskaber, hoteller eller outfittere, så bliver det opkrævede depositum ofte afstemt med bureauets forudbetalinger og de pågældende underleverandørers annulleringspolitik, forklarer Carsten Ottesen.

Branchen har altså (endnu) ingen klokkeklar standardisering, som de rejsende kan tage udgangspunkt i, næste gang de skal vurdere de økonomiske vilkår for en jagtrejse.

Men er det væsentligt, om man skal betale 20, 30 eller 50 procent forud? Pengene skal jo betales uanset og hvornår de forfalder til betaling spiller måske ikke den helt store rolle. .

Drejer det sig om køb af en såkaldt pakkerejse, der inkluderer fly og hoteller, er diskussionen da også knap så vigtig, da man er sikret, hvis fx. udbyderen går konkurs inden rejsen er realiseret.

Dette er dog forudsat, at man køber pakkerejsen gennem et bureau, som er medlem af Rejsegarantifonden.

Køber man pakkerejsen hos et bureau, som ikke er medlem, kan man være væsenligt dårlige stillet, hvis bureauet må dreje nøglen inden rejsen er afviklet.

DJA har derfor arbejdet ihærdigt på at alle, der udbyder pakkerejser, skal være medlem af Rejsegarantifonden. På foreningens hjemmeside kan man bl.a. læse følgende:

“DJA arbejder for, at alle jagtrejseudbydere i Danmark, som udbyder pakkerejser, skal være medlem af Rejsegarantifonden. Det er således en betingelse for et medlemskab af DJA, at jagtrejseudbyderne er medlem af Rejsegarantifonden og på den måde udviser og dokumentere en vis økonomisk soliditet og sikkerhed for kunden.”

_MG_7049
Dyret er nedlagt og hvad gør man så? Jagtrejsebureauet har leveret sin del af rejsen. Men der er endnu lang tid til, at dyret hænger som monteret trofæ i jagtstuen. Og hvem påtager sig den sidste del? Hvem er ansvarlig for, at skind og horn ankommer sikkert til konservator og for at trofæet ankommer til jægerens hjemland som skind og horn eller som færdigmonteret trofæ?  Og sidst, men ikke mindst: Hvem skal man betale depositum til? Og i denne sammenhæng – hvormeget og hvornår? 

Betaling af depositum til selve jagtrejsen, er dog ikke det eneste, som den rejsende skal tage stilling til.

I mange tilfælde følger der også forudbetaling til konservator samt hjemsendelse af trofæer umiddelbart efter jagten er afsluttet.

Også her rejser spørgsmålene sig: Hvor meget skal man betale forlods og hvornår skal og bør man betale?

– De af vores medlemmer, som har en ”servicepakke” som inkluderer styring af konservator samt valg af trofæ-transportør yder naturligt nok rådgivning og dermed et udvidet ansvar lyder det fra DJA-formand Carsten Ottesen.

Men ikke alle bureauer yder udvidet ansvar. De påtager sig ikke noget ansvar.

Som rejsende bør man derfor undersøge om rådgivning i valg af konservator og trofæ-speditør blot er en anbefaling eller om der reelt er tale om en “servicepakke” med dertil knyttede ansvar overfor kunden.

Hvis trofæerne er for længe undervejs eller hvis de ikke lever op til det aftalte, når de ankommer til landet som skind og horn eller som færdigmonterede trofæer, er det væsentlig, at man med sikkerhed ved hvortil man skal rette sin anke. I modsat fald risikerer man at løbe spidsrod mellem bureau, outfitter, konservator og speditør.

Især førstegangsrejsende kan have svært ved at gennemskue den proces, der starter efter dyret er nedlagt. Mange har den oplevelse at det stadig er rejsebureauet, der så at sige er øverste myndighed i den proces. Men det er ikke altid tilfældet.

– Langt de fleste Jagtrejsebureauer og deres lokale outfittere anbefaler ofte valg af konservator og dermed er det ofte konservatoren, som vælger trofætransportør i det pågældende land og den lokale speditør har ofte en fast speditør-partner i modtagerlandet.

Sådan lyder det fra DJA formanden, der oplyser, at der er blevet mere almindeligt, at jægerne selv involverer sig i alle led i processen.

– Det er blevet mere og mere udbredt, at de danske speditører sælger deres ydelser direkte til den jagtrejsende, som afgiver en såkaldt routingordre, hvorefter kontraktforholdet er direkte mellem kunde og speditør, forklarer DJA-formanden, som oplever, at jægerne er blevet mere forsigtige forud for køb af rejse og tilknyttede ydelser.

” I dønningerne efter STT’s (Scandinavia Trophy Transport red.) konkurs er det DJAs indtryk, at den jagtrejsende er begyndt at sikre sig rådgivning i betydeligt større omfang end tidligere” slutter Carsten Ottesen, som tilføjer at DJAs bestyrelse har emnet depositum til behandling på det ordinære DJA-møde i august 2016.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version