Gennem de seneste årtier har et større antal danskere haft oplevelsen at tage på jagt i Afrika. Rejsen er i de fleste tilfælde gået til Sydafrika, Zimbabwe og Namibia. Men hvad siger de lokale love mht minimumskalibre til jagt?

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

Følelsen af at træde i Robert Ruarks, Hemmingways og Teddy Roosevelts fodspor og opleve en moderne afrikansk safari, står højt på mange danske jægeres ønskeliste. Men da det nok er de færreste, der har planer om at skyde elefanter, bøfler og løver på deres første tur, er der ikke behov for de store kæberystende kalibre.

Listen over ønskede trofæer vil typisk omfatte Kudu, Wildebeest (gnu), Oryx, Zebra, Nyala, Water Buck, Impala og Vortesvin.

Da rigtig mange jægere, med succes, anvender deres 6,5×55 til alt fra ræv til elg, vælger de naturligvis ofte, at medbringe den riffel de kender og stoler på. Men dette valg er ikke altid hverken klogt eller lovligt.

De lande i Afrika hvor de fleste danskere oplever deres første safari er først og fremmest Sydafrika, Namibia og Zimbabwe. Disse tre lande har en jagtlovgivning der, takket være deres fælles kolonifortid, minder en hel del om hinanden og alligevel er der markante forskelle.

I Sydafrika er der endda store forskelle fra landsdel til landsdel, da landet efter afskaffelsen af Apartheid i 1994 udvidede sin administration fra fire til ni provinser.

Men lad os tage et kig på lovgivningen for minimumskalibre til jagt i Afrika i de tre lande hver for sig:

Lovgivningen

Namibia

Især siden de opnåede deres uafhængighed fra Sydafrika i 1990, har Namibia været et meget populært mål for jagtturister. Diverse små og store jagtrejsefirmaer har sendt danskere af sted til deres livs oplevelse i landet med det behagelige klima og den store vildtmængde.

Mange af disse har medbragt deres trofaste 6,5’er og nedlagt alt fra Steenbok (14 kg) til Elan (900 kg), men hvad siger den lokale lovgivning om kalibervalg til jagt i Namibia:

Mindste tilladte kaliber: 7 mm

Eo: 1.350 Joule. Impala, vortesvin etc.

Eo: 2.700 Joule. Kudu, wildebeest, oryx, eland etc.

Eo: 5.400 Joule. Bøffel, elefant, næsehorn etc.

Konklusion: 6,5×55 – totalt forbudt.

Zimbabwe

Dette land blev et eftertragtet jagtland efter deres uafhængighed i 1980, både på grund af en fantastisk vildtbestand såvel som en meget velorganiseret jagtindustri, drevet af hvide farmere og PH’er.

På grund af dårlig ledelse fra regeringens side, er landet kørt ud på et sidespor. Også i dette land ses de gamle engelske krav, hvor 7 mm optræder som minimumskaliber i forbindelse med mange vildttyper.

Mindste tilladte kaliber: 5,6 mm og 7 mm.

Eo: 700 Joule og 5,6 mm (.223). Impala, vortesvin etc.

Eo: 3.000 Joule og 7 mm: Kudu, wildebeest, nyala, zebra etc.

Eo: 4.300 Joule og 7 mm: Elan, giraf, løve etc.

Eo: 5.300 Joule og 9,2 mm: Bøffel, elefant, flodhest etc.

Konklusion: 6,5×55 er tilladt i småtingsafdelingen svarende til det danske rådyr, men forbudt til alt andet.

Sydafrika

Her er vel nok den mest populære destination for danske jægere, og rejser hertil er nærmest eksploderet side 1994. Jagtmulighederne er vidtspændende og går lige fra krævende dagslange jagter til fods til unævnelige ”hegnsjagter fra bil”.

Hvad angår de legale krav til våben og ammunition, ser man med jævne mellemrum danske jagtrapporter fra Sydafrika, hvor det nævnes at .222 er tilladt til alt mellem himmel og jord. Det vil nok forbløffe mange, at der kan være noget om påstanden.

KLIK og læs stort ONLINE MAGASIN KUN OM JAGTREJSER

Minimumskalibre til jagt i Afrika svinger fra land til land og f.eks. er Sydafrika i dag opdelt i ni individuelle provinser, hver med deres egne regler:

Limpopo, Gauteng, Mpumalanga og Orange Free State: Mindste tilladte kaliber. 5,6 mm. Kaliber .22 randaffyring forbudt. Halv- og helautomatiske våben forbudt.

Natal: Mindste tilladte kaliber: 5,6 mm. Kaliber .22 randaffyring forbudt. Minimumkaliber til farligt vildt (dangeous game) : .375HH Magnum. Halv- og helautomatiske våben er forbudt.

Northern Cape, Western Cape, Eastern Cape og North West: (Dette område dækker ca. 60% af Sydafrikas landområde).

Mindste tilladte kaliber: 5,6 mm: Impala, Springbook etc.

Rifler med en løbskaliber på 6,5 mm (0,256, svarende til kugle diameter på .264) eller mindre må ikke anvendes til jagt på Kudu, Wildebeest, Nyala, Zebra, Elan etc., hvilket gør 7 mm til mindste tilladte kaliber i denne klasse.

Minimumskaliber til elefant, bøffel, løve, leopard, næsehorn og flodhest er 9,5 mm (.375). .22 randaffyring forbudt. Halv- og helautomatiske våben forbudt.

“På trods af, eller måske netop på grund af den ret afslappede lovgivning med hensyn til våbenkrav i nogle dele af Sydafrika, stiller individuelle lokale jagtfirmaer og PH’er deres egne minimumskrav.”

For eksempel anbefaler hovedbestyrelsesmedlem fra SAPHA (Foreningen af professionelle jægere i Sydafrika): Melville du Plessis, at der som minimum anvendes 5,6 mm (.223) til småvildt, 7 mm til mellemstort vildt, 7,62 mm (kal  .30) til Kudu-størrelse og .375HH til farligt vildt.

Konklusion

Som det fremgår af ovenstående er 6,5×55 total forbudt i Namibia og kun anvendelig til mindre arter som Impala i Zimbabwe og godt 60% af Sydafrika.

Kun i små 40% af Sydafrika er den tilladt til populære trofæer som Kudu, Wildebeest, Zebra og tilsvarende.

Det bør måske i denne forbindelse også bemærkes, at 9,3×62 ikke må bruges til bøffel i Namibia, Zimbabwe og mere end halvdelen af Sydafrika. Denne kaliber er enten for lille eller ingen af de fabriksladede patroner på markedet opfylder kravene til Eo.

PS. Det undertreges, at lovgivningen i et flere af de nævnte lande kan være ændret efter at denne artikel blev udgivet. 

KLIK og læs om en jagt på Bushbuck – også kaldet Afrikas råbuk – 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version