Mit engelske jagteventyr

Uffe Lohmann Rasmussen har skrevet en fin bog med oplevelser fra sit jægerliv, som tog sin begyndelse midt i tresserne …

BOGANMELDELSE, af Redaktionen

Uffe Lohmann Rasmussen er vokset op med jagt, og debuterede allerede som 15-årig på Dianas stier, hvor han deltog i familiejagterne på Fyn.

Den engelske del af jagteventyrerne, som bogen primært omhandler, tager sin begyndelse i slutningen af halvfemserne.

Gennem årene i England fik Uffe Lohmann Rasmussen adgang til større og større arealer, tillige med fri afskydning, og har her igennem indhøstet en væld af oplevelser, som har givet stof til bogen.

Bogen er glimrende skrevet, og rigtig god underholdning, når man en aftenstund sidder og længes efter at komme på jagt.

Vi bringer her et uddrag fra bogen

“Vel vidende at tiden ville falde mig lang, havde jeg pakket min rygsæk med en rigelig forsyning af snacks og kaffe. Uden andet og bedre at tage sig til kastede jeg mig nu over forsyningerne, og i løbet af den næste halve time blev der gjort rent bord. Lidt utilpas og døsig efter at have proppet mig indledte jeg nu ved hjælp af kikkerten et detaljeret og totalt meningsløst studie af alt, hvad der var at se på fra den fjerneste skorsten til et par fluesvampe lige under tårnet. Langsomt men sikkert begyndte øjnene at falde i, og jeg sad nu sammensunket med halvt lukkede øjne balancerende på kanten af fuld bevisthed. Uden tvivl et sørgeligt syn langt fra det image af den snu og årvågne jæger, sådan som han ofte fremstilles på film og i literaturen.

Hvor længe jeg sad sådan, kan der af gode grunde ikke gøres rede for, men pludselig og brutalt blev jeg revet ud af døsen, da en gren tæt ved knækkede med et højt smæld. Jeg for op som trold af æske. Med små prikker dansende for øjnene forsøgte jeg desperat at stadfæste, hvilken retning lyden var kommet fra. Det tog kun et øjeblik. Inde i blindgyden stod en mægtig stor dåhind helt frit mindre end 60 meter ude. Stakåndet og med let rystede hænder fik jeg riflen op i skydestilling med anlæg på karmen og støtte til begge albuer. Det var som at sigte på en ladeport. Den relativt korte skydeafstand og hindens størrelse gjorde sit til, at sigtet hurtigt og roligt fandt sin plads på den store dyrekrop. Skuddet faldt næsten omgående. Kuglen traf med en underlig hul lyd, men hinden viste intet skudtegn. Hun vaklede et par skridt fremad stod et kort øjeblik dinglende fra side til side, inden hun væltede omkuld.

Jeg rejste mig forsigtigt med riflen i venstre hånd. Den højre var knyttet og travlt optaget af at bokse vildt ud i den blå luft. Mit løse habengut blev i huj og hast proppet i rygsækken, og så gik det, i halsbrækkende fart, ned ad stigen for hurtigst muligt at kunne besigtige mit bytte på nærmere hold. En stor flot hind med de for dåvildt så klassiske aftegninger i smukke farver. Det varede lidt, inden det gik op for mig, at der ikke var noget udgangshul. Jeg var sikker på, at hun var faldet på indskudssiden, men måske havde jeg taget fejl. Med en del besvær fik jeg vendt dyret. Et par fine bloddråber glimtede som små safirer i pelsen lige under indskudshullet …”