E.A. Temple-Perkins ankom til Østafrika i 1919, hvor han over en periode nedlagde ikke mindre end 17 løver, der var mistænkt for at have dræbt cirka 125 mennesker
Af Henning Kørvel
E.A. Temple-Perkins, der var new Zealænder, ankom til Østafrika i 1919 og blev en af de mest berømte jægere, der i over 30 år var ansat den koloniale administration, som han udførte vildtkontrol for. I hans distrikt blev mindst 161 mennesker dræbt af løver, og han og fik ram på 17 af dem, der var mistænkt for at have dræbt cirka 125 mennesker.
Føde- og dødsdato foreligger ikke oplyst for E.A. Temple-Perkins i ”Legends of the African Frontier” (Safari Press, 2008), og dataene findes heller ikke i andre tilgængelige medier, fx Wikipedia.
Han var news zealænder, og i over 30 år var han ansat i ”the Colonial Administrative Services Department of East Africa”.
Han betegnes som en af de mest berømte jægere i Østafrika på den tid, og da han døde, havde han syv verdensrekorder i ”Rowland Ward’s Records of Big Game” fra Uganda, hvor han tilbragte størsteparten af sin karriere.
Han ankom til landet i 1919, og fik posten som kommissær for the Seto District i det nordøstlige Uganda umiddelbart syd for Karamojo.
Han beholdt denne stilling frem til 1923, hvor han blev nødt til at returnere til New Zealand for at blive behandlet for blackwater feber.
Han var distriktskommissær i Ankole fra 1924-1929 og tilbragte kort tid i den østlige provins og Lango.
I 1931 fik han igen blackwater feber og måtte atter rekonvalcere.
Fra 1931-1944 var han distriktskommissionær i Masaka distriktet på den vestlige bred af Lake Victoria.
Løver dræbte mindst 161 mennesker
Fra 1944-1945 var han britisk kommissær og således reelt britisk ambassadør i the Buganda Kingdom, der var et traditionelt afrikansk monarki, som var en slags skyggeregering for det meste af Uganda.
Herefter tilbragte han sit otium i et beskedent hus i midten af vildtreservatet.
En af hans pligter som distriktskommissær var at hjælpe den underbemandede vildtadministration med vildtkontrol.
Og der blev noget at se til, for i løbet af kun 16 uger i 1924 blev mindst 161 mennesker i Ankole-distriktet i Uganda dræbt af løver.
Temple-Perkins havde kun lige overtaget distriktskontoret, da løvedrabene begyndte i Sanga, der var en lokalitet, beboet af Bahima stammefolk kun 23 mil fra hans hovedkvarter.
Han indledte straks en energisk kampagne for at sætte en stopper for løvernes hærgen.
En del af hans plan var, at de lokale beboere – sideløbende med hans egne initiativer – skulle organisere deres egen jagt på de vandaliserende løver, men det gik galt.
På en jagt, hvor de lokale beboere jagede to løver, opgav de jagten, efter at to mænd var blevet dræbt og fire andre såret, heraf en dødeligt.
Ved en anden jagt blev fem mænd såret, og heraf igen en dødeligt, men i det mindste blev en løve dræbt.
Da Temple-Perkins revurderede forløbet, indså han, at han blev nødt til at bruge fælder, skydevåben og gift for at få sat marodørerne ud af spillet.
Og denne gang fik han ikke uventet større held med sit forehavende.
Han skød nemlig selv nogle af løverne, og hans afrikanske rangere skød et yderligere antal, og andre igen døde efter at have ædt af forgiftede baits.
Alt i alt blev der dræbt 17 løver, og en af dem var mistænkt for at have dræbt 84 mennesker og en anden over 40.
I 1930 sås fænomenet med maroderende løver igen, men det blev heldigvis kortvarigt.
Temple-Perkins havde ikke et specielt godt helbred. Flere gange var han syg af blackwater feber, og han led konstant af malaria og typhoid feber.
David Chandler undrer sig i ”Legends of the African Frontier”, når han på trods af sit skrantende helbred fik så lang en karriere, som rent faktisk blev ham forundt.
Han var ikke den typiske distriktskommissær, fordi han altid fandt på undskyldninger for at tage en riffel og tage ud for at passe sine pligter.
Han supplerede sin gage ved at skyde de to elefanter, som han fik licens til pr. år, og i sine memoirer ”Kingdom of the Elephant” (1955), der stadig er i handelen, fastslår han, at han under sine kontrolopgaver altid var klar til at skåne store elefanttyre, så han kunne komme tilbage og skyde den på licens, og han beholdt stødtænderne i stedet for straks at sælge dem.
Temple-Perkins skød altid farligt storvildt med kaliber .404, og havde et par .470 dobbeltrifler som back-up og brugte .318 til mindre vildt.
Da ammunitionen var relativ billig i 1930-erne, skød han oftere med sin .470 end senere, da den blev dyrere at anvende. Han var også en dedikeret sportsfisker.
E.A. Temple-Perkins (til højre) med nedlagt elefanttyr i Uganda, hvor han tilbragte størsteparten af sin tid i Afrika. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press).
Gradbøjede licensreglen til sin fordel
Da han blev ældre og blev blødere i forhold til vildtet, tog han næsten udelukkende på jagt med kamera.
Han har guidet mange kendte mennesker på fotosafari, for eksempel Cherry Kearton, Sir Geoffrey de Havilland og oberst Jim Corbett (25. juli 1875 – 19. april 1955), som flyttede til Kenya efter et langt liv i Indien, hvor han opsporede og dræbte menneskeædende tigre og pantere, som han har skrevet om i sine spændende bøger.
Selv om Temple-Perkins var regeringsembedsmand, var han ikke den, der altid fulgte lovens bogstav i videste forstand, viser en jagtoplevelse, som han delte med en klient på næsehornsjagt.
Tidligt i 1920-erne var sort næsehorn mere almindeligt i Uganda end hvidt næsehorn, der var temmelig sjældent.
E.A. Temple-Perkins med nedlagt bøffel. Da han døde, havde han syv verdensreklo0rder i ”Rowland Wards Records of Big Game”. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press).
I juli 1922 guidede Temple-Perkins Harrison Gibbs, en ugandisk kaffedyrker, på jagt efter sort næsehorn.
De var begge relativ uerfarne. Gibbs var ny i landet, og Temple-Perkins havde været der i tre år, og i den tid havde han kun skudt en elefanttyr og nogle få bøfler.
Mens de ventede på en damper (”Samuel Baker”) ved Lake Albert-havnen i Butiaba, brugte de ventetiden til at opspore en problemelefant nord for havnebyen, og Temple-Perkins skød den nogle få yards uden for vildtreservatet.
De to mænd tog herefter færgen op til Rhino Camp på den vestlige bred af Nilen.
Tidligt om morgenen 31. december kom de på skudhold af et hvidt næsehorn, og Temple-Perkins skød det med den ene af sine .470 Rigby dobbeltrifler.
Tyren havde excellente horn på 36 inch. (91,44 centimeter) i længden og fik en fremtrædende placering i ”Rowland Ward’s Records of Big Game”.
Den næste dag fulgte de to jægere en lille flok næsehorn, da Gibbs uheldigvis beskadigede sin ankel, og jagten måtte afbrydes.
Da de sejlede tilbage til Bitiaba ombord på damperen ”Lugard”, skød Temple-Perkins en 14-fods krokodille ved navn ”George”.
Den var en legendarisk kendt krokodille, som var lokalt berygtet for at have overfaldet og kvæstet mange storvildtjægere.
Over for guvernør Sir Geoffrey Archer prøvede Temple-Perkins at komme ud af ”næsehornsaffæren” ved at påpege, at licensloven i virkeligheden bestemte, at licensen var berettiget til afskydning af et næsehorn uden skelen til, om det var sort eller hvidt.
Selv om Archer mente, at det var uomtvisteligt, at licensen var til et sort næsehorn og ikke til et hvidt, som det, der var skudt, og som var sjældnere end det sorte ditto på det tidspunkt, så var bogstaverne umiddelbart på Temple-Perkins side.
Archer fik loven defineret efter et par dage, og Temple-Perkins fik lov til at beholde næsehornstrofæet uden sanktioner.
Der er efterfølgende blevet talt meget om ”næsehornssagen”, og David Chandler har nok ret, når han fastslår, at der var en vis enighed om, at Temple-Perkins udnyttelse af licensloven var lige lovlig smart.
Temple-Perkins memoirer fås stadig både antikvarisk og i ny udgave fra Safari Press i USA.
