Det er ikke altid, at det bliver drømmescenariet der udspiller sig, når den store keiler endelig viser sig på arenaen
Når jagten ender med en eftersøgning …
”Knas-knas” – en lyd, der ikke helt passer sammen den dryppende lyd af nedfalden tøsne fra træernes nøgne grene. Op med kikkerten. Hvad pokker – der står sgu’ en gris! Ned med håndkikkerten og op med riflen. Pokkers – rødpunktet står på fuld styrke, og jeg føler mig totalt blændet. Ned med riflen, finde knappen og få lyset justeret ned. Så sku da også! Mon grisen er der endnu ..?
Vi var tre jagtkammerater, som var taget afsted på jagt efter gris i Tyskland, nærmere bestemt i området syd for Kassel. Det er sidst i november, tæt på fuldmåne, og der er gode chancer for sne. Forventningerne er derfor også helt i top, og de bliver bestemt ikke mindre, efterhånden som vi nærmer os endestationen efter næsten syv timer i bilen.
Vel ankommet til jagthytten er det ud af bilen med grej og mad, hurtig omklædning, og så er det bare afsted til skoven.
Det er ikke oldenår, og det betyder, at der er begrænset med mad til de mange grise i skoven. Foderpladserne bliver derfor flittigt besøgt. Successen afhænger så i høj grad af, om vi kan være på den rette plads på det helt rigtige tidspunkt. Derfor vil vi heller ikke vente til efter solnedgang.
Da jeg kender området i forvejen, så har der forud været mange tanker omkring, hvilke tårne vi skal sætte os i. Mange kræver meget lys, men da der ikke er faldet rigtig sne endnu, må vi gå efter de mindre lyskrævende i aften.
Klokken er næsten 17, og alle mand er nu sat af – og minsanten om ikke heldet tilsmiler os en lille smule. Der kommer slud. Ikke voldsomt, men nok til at jeg vil kunne se grisene, der hvor jeg sidder, også selv om månen er bag et skydække.
Så er det bare at vente. Temperaturen er lige omkring frysepunktet, og tøsneen drypper taktfast med en sjaskende lyd ned fra tæerne.
En sms fra Johan var ret så opløftende: ”Der er grise over det hele”.
Pludseligt pusler det i skovbunden, og med kikkerten forsøger jeg at indkredse, hvad der er, som forårsager lyden. Desværre uden resultat. Men i næste øjblik lander et dyr på taget at hochsitzen, og så er jeg ikke længere så meget i tvivl: Vaskebjørn! Sådan én har længe stået på min ønskeseddel – men omvendt har jeg heller ikke den store lyst til at skræmme eventuelle grise væk med et skud, hvis ellers chancen skulle opstå med vaskebjørnen. Dilemmaet løser sig dog af sig selv. Vaskebjørnen forsvinder, uden at jeg så meget som ser et glimt af den.
Klokken har efterhånden bevæget sig hen til 18.30, og pludseligt kommer der en lyd, som slet ikke passer ind. Nærmest som om nogen knaser popkorn. Mystisk lyd, og selv om jeg ihærdigt kigger ud mod foderpladsen, kan jeg ikke se andet end den sne-omkransede sorte runde foderplads. Jeg tager håndkikkerten op igen, og kigger søgende omkring. Og dér – lige foran den sorte plet – står en gris – og så oven i købet en keiler!
Så stille som muligt stiller jeg håndkikkerten fra mig og forsigtigt tager jeg riflen op. I samme sekund jeg kigger ind i sigtet, er jeg totalt blændet. Rødpunktet er alt for kraftigt. Ned med riflen igen og jeg klikker og klikker på knappen, for at minimere lyset.
Riflen kommer op igen – og jo, grisen står stadigt ved pladsen. Men nu står den enten med fronten eller bagenden imod mig. Der er ikke andet at gøre, end at vente på, at situationen bliver mere gunstig.
To træer står lige til højre for keileren i skudlinien. Det ene træ er kun 20-30 cm fra den. Imellem træerne er der under en meter. Og nu begynder grisen tilsyneladende at bevæge sig mod højre. Pokkes også – er den nu på vej væk?
Jeg holder rødpunktet mellem de to træer, og beslutter mig for at lade skuddet gå, så snart keileren er rykket tilpas ind i mellemrummet.
NU!!! Jeg ånder ud og lader skuddet gå. Kan mærke, at det er et fint skud, og det burde efter placeringen være en god lungekugle.
I en fart stiller jeg riflen fra mig og tager håndkikkerten. Men der ligger ingen gris på stedet – men det tager jeg nu helt roligt. Med en 180 grain .30-06 kommer den ikke langt.
Nu er det bare at vente. Instruksen er helt klar: Ligger grisen ikke på stedet, så skal der ventes en time med eftersøg, og om natten foregår det aldrig alene. Så jeg ringer til Erhardt, en lokal jæger, som har en god hund. Og efter en kort snak er aftalen, at Erhardt dukker op i løbet af en halv times tid.
Der har lydt adskillige skud i løbet af de sidste par timer – men det er svært at stedfæste, hvorfra skuddene er afgivet. Men jeg håbede oprigtigt, at et par af dem stammede fra Johan og Frank. Jeg prøvede at sende en sms til dem med en situationsrapport, og efter fem forsøg gik den tilsyneladende også igennem.
Efter omkring tre kvarter kan jeg høre, at Erhardt er på vej gennem skoven. Jeg får mine ting pakket sammen og bevæger ned fra hochsitzen og ud på skovvejen.
Erhardt har formentligt nedlagt flere vildsvin, end både jeg og min familie tilsammen har spist ærter, så det er betryggende, at have en så erfaren herre med til eftersøgningen.
Erhardt spørger ind til både skuddet og størrelsen på grisen, og jeg mener bestemt at skuddet har ramt, og med hensyn til størrelsen, så tipper jeg den til omkring 70 kilo. Den så ikke voldsom stor ud i kikkerterten.
Vi går over til foderpladsen, som ligger på den anden side af en slugt. Der er faktisk længere over til den, end jeg lige umiddelbart kunne se fra tårnet. Hunden går straks igang med at snuse, men umiddelbart finder vi ikke schweiss på stedet. Hunden virker dog meget beslutsom, og ingen tvivl om, at den er på sporeret, da den bevæger sig væk fra foderpladsen. Og tyve meter fra pladsen finder Erhardt da også helt frisk schweiss. Så den er god nok, og vi fortsætter. Efter omkring 100 meter slipper Erhardt hunden, som forsvinder ud i mørket, og vi trasker bagefter – Erhardt med lygte, og jeg med min riffel.
Vi går igennem en masse tæt underskov af bøgepur og granner, og jeg taber totalt orienteringen. Har ingen som helst idé om, hvor vi efterhånden havde bevæget hos hen. Det skulle så vise sig, at det havde Erhardt heller ikke meget begreb om.
I den slags situationer er det godt at have en telefon med en god GPS-App. Vi fandt retningen, og efter omkring 20 minutter stod vi atter ude på skovvejen, blot et par hundrede meter fra bilerne.
Til eftersøgningen den følgende morgen ville Erhardt få fat i en hundefører med en specialhund, og så var han ret sikker på, at keileren nok skulle blive fundet.
Efter dette kørte Erhardt hjem for at få lidt nattesøvn, og jeg måtte også ud og hente Frank og Johan, som jo efterhånden havde fået sig ”lidt” tillægstid på deres pladser.
Frank havde tilbagt aftenen i selskab med en ræv – men desværre ingen grise. Johan derimod havde oplevet et festfyrværkeri af grise – men havde ikke kunnet se en klap for både sne og mørke. Men en oplevelse, det havde det til gengæld været.
Auto-pürch
Tidligt næste morgen var det i skoven igen. Ingen af os så imidlertid det mindste til grisebasserne, så vi besluttede os for at køre en lille tur rundt i skoven.
Vi havde ikke kørt i mere end 10 minutter, da vi kom ud af den tættere del af skoven og skulle passere et engstykke, da Johan råbte ”STOP!!!”. Midt ude på engen stod der en hel rotte vildsvin. Jeg stoppede bilen stille efter 20 meter, og lod motoren gå. Johan sprang ud af bilen alt imens han formåede at få høreværn på og klappet et magasin i riflen. I bakspejlet kunne jeg se ham hæve riflen – men der skete ingenting – han stod blot og sigtede. Og så kom der skud! Han hævede riflen igen – og så kom der sgu’ liv i Frank. Han styrtede ud af bilen og løb 30 meter længere frem – og så skød han også! Nu ville jeg også være med i festen, så ud af bilen og op med riflen. En überlaufter kom stormende gennem træerne, og efter to skud lå den stille.
Status efter denne lille herlige episode var en überlaufter til hver. Sikke da en morgen!
Og der skete mere
Tilbage ved jagthytten skulle grisene tages ud og hænges på køl. Vi var ikke mere end lige færdige, da Erhardt dukkede på. Han havde et meget mærkeligt smil på!
”70 kilo – du sagde 70 kilo, gjorde du ikke?” sagde han med et stort grin.
”Jo”, det kunne jeg da kun bekræfte. Selvfølgelig var det mørket, så plus minus 10 kilo var jo ikke til at sige … Men grisen var altså fundet.
”70 kilo!” gentog Erhardt – og nu lignede hans ansigt nærmest en flækket træsko.
”Den er over 120 kilo – ein Hauptschwein”, sagde han så endelig og klaskede sig på låret.
For én gangs skyld var jeg totalt mundlam, da Erhardt storsnakkende trak mig med ind i bilen.
Keileren var løbet omkring en kilometer, og havde så lagt sig under en kvasbunke tæt på en skovhytte. Hundeføreren havde ingen problemer haft med at følge sporet med sin dygtige Brandenbacher. Men da han nåede frem til grisen, var den i høj grad stadigvæk i live. Den gik øjeblikkeligt til angreb, og hundeføreren pumpede 5 skud i den fra sin 9,3×62’er, før han turde nærme sig.
Da vi ankom til pladsen, var keileren nydeligt arrangeret med grangrene, og efter det obligatoriske Weidmann’s Heil, var det også tid til at kigge nærmere på dyret, som syntes helt enorm ved siden af Brandenbacher’en, som poserede ved siden af den.
En bracke er en fantastisk hund til eftersøgning.
Nu skulle sandheden for dagen. Hvor sad mit skud placeret, siden den havde gået så langt? Det var i al fald ikke med en god lungekugle, så meget var jeg klar over.
Det viste sig, at kuglen var helt rigtig placeret til et lungeskud, hvis altså ellers grisen havde stået modsat. Kuglen sad med andre ord i den bageste del af keileren. Forklaringen må derfor være, at grisen har stået med front imod mig, da jeg lagde an til skud. Så har den drejet sig mod venstre, og det mørke område jeg har set mellem de to træer har således ikke været forenden. Virkelig en nedtur for stoltheden. Men når det er sagt, så er der selvfølgelig også stor glæde over, at keileren blev fundet og affanget.
Glæden var jeg bestemt ikke ene om. Erhardts begejstring ville ingen ende tage, og inden eftermiddagen var gået, så var han under sin fejring godt halvvejs gennem en kasse øl. Han kunne ikke huske, at der nogensinde var blevet nedlagt en keiler i denne kaliber i området, så fejres, det skulle det!
Vi andre tog til gengæld på en tur mere i skoven denne aften, hvilket resulterede i endnu en überlaufter til Johan og en rigtig fin 70 kilo gris til Frank. Så to grise til hver på sådan en jagttur – så bliver det altså bare ikke bedre.
