“Sensationelt hvalfund” skriver Naturstyrelsen om en næbhval, der er strandet ved Thyborøn
Tekst og foto: Naturstyrelsen
Det er første gang i 24 år, at der strander en næbhval i Danmark, og den skal nu undersøges af forskere.
Naturstyrelsen og Statens Naturhistoriske Museum har bjærget en næsten tre meter lang næbhval fra stranden ved Vestkysten nær Ferring Sø. Det er 24 år siden, der sidst strandede en næbhval i Danmark, og man ved kun lidt om næbhvalens levevis. Nu skal hvalen undersøges nærmere.
– Jeg blev noget overrasket, da jeg så hvalen. Det er oftest marsvin, der strander på vores kyster. Men denne hval var større og lignede mere en delfin, men den havde ingen synlige tænder, som for eksempel delfinarten hvidnæse har, siger vildkonsulent Jens Henrik Jakobsen fra Naturstyrelsen i Vestjylland.
Næbhvalen blev mandag fundet af en hundelufter, der underrettede Statens Naturhistoriske Museum. Hvalen blev efterfølgende bjærget af Naturstyrelsen efter aftale med JyllandsAkvariet og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Deltag under obduktionen
Næbhvalen skal nu undersøges nærmere af Statens Naturhistoriske Museum for blandt andet at fastslå, hvilken art af næbhval der er tale om, ligesom man vil prøve at finde dødsårsagen. Næbhvaler lever normalt langt ude havet, hvor de blandt andet jager blæksprutter på dybt vand.
– Det er altid meget interessant, når et sjældent dyr skyller i land. Denne gang er det ekstra interessant, fordi hvalen stadig er helt frisk. Det betyder, at vi kan lave flere videnskabelige undersøgelser og måske få svar på nogle af de mange uafklarede spørgsmål om næbhvalens liv, biologi og slægtskab, siger adjunkt Morten Tange Olsen fra Statens Naturhistoriske Museum.
Dissektionen af næbhvalen er åben for publikum og finder sted på Zoologisk Museum i København lørdag 12. november kl. 10:00 til 15:00.
Læs mere om obduktionen på museets hjemmeside
Fakta hvis man finder en strandet hval
Hvis man finder en død hval på stranden, bør man kontakte Naturstyrelsen. Her vil vildkonsulenten vurdere, om hvalen skal undersøges nærmere, og om Statens Naturhistoriske Museum skal kontaktes. Store hvaler bliver ofte fjernet for at blive undersøgt og for at bevare skelettet. Fordærvede kadavere bliver mange gange fjernet, da de kan lugte voldsomt og tit er fulde af sundhedsfarlige bakterier. |