Skaffefrit personalegode – eller nødvendig jagtlig efteruddannelse af statsansatte? Dette og mange andre spørgsmål rejses i læserbrev, som rusker op i debat om jagt på fællesejede offentlige arealer
Læserbrev af Henrik Rask ( Se svar fra svar Naturstyrelsens pressechef nederst i dette læserbrev)
Naturstyrelsens forvaltning af fællesejet – og dertil hørende jagtprivilegier
Jeg har med stor undren og stærk beklagelse konstateret, at Naturstyrelsen (NST) med tiltagende iver ”forvalter” et af klenodierne i fællesejet, nemlig de danske statsskove, ud fra nogle særegne økonomiske principper.
De store, gamle og majestætiske træer, der er med til at give vores fælles skove en særlig herlighedsværdi, skoves i hobetal. I naboplantagen til vores ejendom er de mange gamle kæmpegraner med mange årtier på bagen stort set udryddet. I de vidtstrakte bøgeskove på nordsiden af Vejle Fjord er hovedparten af kæmpebøgene faldet.
Dette er blot et par eksempler, men desværre findes der utallige lignende eksempler landet over. Det er simpelthen for fattigt!
NST’s omfattende attentater på fællesejet har afsæt i principperne for ”naturnær skovdrift”, et landsdækkende paradigme for skovdrift, der blev besluttet i 2002.
Tilsvarende undrede det mig, at NST havde kørt med en grenknuser langs de mange grusveje i naboplantagen, måske for at skabe bredere rabatter? Og at man også havde hugget, grenknust og fræset nye små stier ind gennem tætte skovparter, bl.a. frem til skjulte eller ret afsides liggende lysninger.
Min ærgrelse, undren og nysgerrighed drev mig til at rette henvendelse til det lokale skovdistrikt, for at få principperne bag denne besynderlige adfærd belyst. Så af sted pr. mail fremsendtes, hvad jeg selv anså for 5 enkle spørgsmål.
Økonomisk effektivitet?
Den ansvarlige skovfoged for driften af naboplantagen ringede, hvilket han åbenbart havde gjort nogle gange. I hvert fald indledte han telefonsamtalen med at beklage sig over, at jeg aldrig var til at træffe (i dagtimerne, hvor han havde ringet).
Argumentet om, at jeg jo har for vane at være på arbejde, var ikke helt nok til at mildne den lettere opildnede og ganske forsvarsberedte skovfoged. Således måtte jeg, som svar på mine spørgsmål, lægge ører til en redegørelse, der havde et ret usædvanligt, subjektivt afsæt i holdninger som ”vi i NST er under stærkt pres fra Finansministeriet” og ”folk vil jo ikke betale mere i skat” etc. Ergo: Den efter egen opfattelse politisk og økonomisk hårdt pressede styrelse er drevet ud i en omfattende forstlig afdrift – måtte man forstå. Den debat følte jeg ikke for at gå ind i.
”Naturnær skovdrift” synes i NST’s perspektiv at være et alibi for at gennemføre en landsækkende kannibalisering på statsskovenes herlighedsværdier, drevet af ønsket om kortsigtede økonomiske gevinster. Så selvom det vil tage nogle årtier at komme over, er det ikke for sent at stoppe den omfattende hugst – der ellers givetvis vil fortsætte!
Men: Hvorfor så bruge ressourcer på at grenknuse rabatterne? Jo, sagde skovfogden, det skyldes, at ”vi er under pres” (!) fra ornitologerne for at skabe en mere lysåben og dermed varmere skov – til gavn for insekterne, og dermed fuglelivet. Altså biodiversiteten. Der lærte jeg igen noget nyt….
Nu er jeg jo godt nok stor tilhænger af at hjælpe fuglene og ikke mindst insekterne, der som bekendt er stærkt truet af udryddelse, med deraf følgende uoprettelige skader for naturen.
Men: Der var dog noget, der ikke stemte! Hovedparten af fræsearbejdet er foregået langs grusveje i store lysninger, eller langs brede skovveje, hvor der i forvejen var dagslys i rigelige mængder. I øvrigt i rabatter hvor bevoksningen kun var sporadisk. De nyanlagte stier ind gennem skovtykningerne er så smalle, at det er så som så med sollys.
Så det med flere insekter og mere varme til fuglene er næppe hele forklaringen, hvilket NST dog fastholdte. Derfor bad jeg skovfogeden om at vende tilbage skriftligt, gerne med nogle mere objektive svar på mine spørgsmål.
I øvrigt forhørte jeg mig efterfølgende hos en meget erfaren forstkandidat med omfattende indsigt i skovdrift, vedrørende den omfattende rabatfræsning og rydning af stier. Responsen var klar: ”Jeg fatter ikke pind af meningen med dette pengespild”.
Nu meldte så selveste skovrideren sig på banen pr. mail, med link til en omfattende driftsplan med ulæselige kort over plantagen, og en dertil hørende orientering om, at der da både havde været offentligt møde og høringsperiode om driftsplanen. Javel, men det gik mine spørgsmål jo ikke på – og hverken den ca. 20 sider lange driftsplan eller de eftersendte kort i høj opløsning gav svar heller, på tilbøjelighederne med at fælde kæmpetræer m.m.
Jeg fik en oplevelse af, at jeg blot at skulle passiveres, og påpegede desuden, at skovriderens svar ikke var fyldestgørende, og efter min opfattelse heller ikke levede op til lovens krav om aktindsigt. Skovriderens svar var kort og lakonisk, med diverse henvisninger til love og paragraffer og klagemuligheder – og dertil en afvisning af at oplyse indtægterne fra den omfattende skovning.
Det økonomiske rationale bag adfærden kunne således ikke afæskes den ikke helt samarbejdsvillige Styrelse. Og responsens karakter af modvilje og røgslør gav klart en oplevelse af, at her ønskede man så absolut ikke at blive kigget i kortene!
Jeg følte mig derfor kaldet til at anmode NST om yderligere informationer, relateret til den jagtlige anvendelse af naboplantagen med tilhørende fantastisk flotte hedeområder. Vi er her i et af kerneområderne for egnens store bestande af kronvildt.
Forvaltning af vildtet og jagten – til glæde for de mange?
Min interesse for det jagtlige perspektiv skyldes, at ser man ovennævnte aktiviteter i relation til udvikling og forbedring af jagten i plantagen, så begynder aktiviteterne at give langt mere mening!
Fræsning af rabatterne øger fremkomsten af spiselige vækster for især hjortevildtet (hvilket man i øvrigt kun kan billige). Sammen med anlæg af de nye stier, strategisk anlagte med henblik på at udgøre nye gode pürschruter, samt betydelig lettere adgang til lysninger og afdriftsområder fra flere sider, forbedres plantagens jagtmuligheder markant.
Dette skal sammenholdes med, at NST igennem de senere år også har igangsat andre omkostningsgivende aktiviteter, der ligeledes forbedrer jagten betragteligt:
- I sommerhalvåret holdes græsset fint nyslået på brandbælter, som udgør gode pürsch-stier, fordi især råvildtet holder af at fouragere her.
- Der er i 2017 og 2018 opsat 50 nye hochstande, i fineste kvalitet, til en indkøbspris på kr. 1.500 pr. stk. Sammen med de mange omkostninger til udkørsel og opstilling, herunder brug af kørende materiel, hjælpematerialer (bl.a. fliser til at stå på, og fine metalskilte med numre!) og timeløn til de udførende (formentlig NST ansatte), så er stykprisen pr. hochstand næppe under 4-5.000 kroner.
- Rydning af skydefelter omkring de opstillede hochstande.
NST har meddelt, at de ikke ser sig i stand til at skønne de samlede udgifter til disse jagtforbedrende aktiviteter. Tilsvarende kan (eller vil) man ikke redegøre for, hvor pengene nærmere geografisk bestemt er anvendt. Man har heller ikke villet udlevere indsigt i driftsøkonomien via det, der må vurderes at være simple udtræk fra et blot nogenlunde moderne økonomisystem. Men det er hævet over enhver tvivl, at de samlede udgifter – til de ovenfor nævnte aktiviteter alene – løber op i nogle hundrede tusinde gode danske kroner, blot de seneste 2 kalenderår.
Hvilket vel i sig selv er meget tankevækkende, henset til at NST drives for skatteydernes penge, med henblik på at forvalte fællesejet på gavnlig og fremtidsorienteret vis. I det perspektiv er jeg stærk fortaler for at holde op med at bruge så mange penge på udvikling og drift af jagten, og samtidig ophøre med ”naturnær skovdrift”, og den deraf følgende massakre på skovens gamle, kæmpetræer.
Pengene ville selvfølgelig være godt givet ud, hvis de blot kom almenvellet til gavn og glæde, ligesom hochstande som bekendt giver større sikkerhed under jagt. Men, jagtretten i plantagen tilhører Kongehuset, og kan derfor ikke udlejes – uagtet at Kongehuset så vidt vides ikke har afholdt jagt der i årtier, måske nogensinde? Der afholdes heller ikke betalingsjagter, da der ”ikke er en fast bestand af stort hjortevildt”.
I stedet for drives jagten af NST lokalt. Det er til særlig glæde for NST ansatte og forskellige ”venner af huset” – bl.a. naboer, som man ønsker at pleje særligt godt, og NST forretningsforbindelser – i forbindelse med invitationsjagterne. Pudsigt nok går ansatte fra andre NST distrikter øjensynligt også ind under kategorien gæster og forretningsforbindelser. Jeg gætter på, at kategorien også rummer offentlige ansatte fra andre instanser, som NST har et naturligt arbejdsfællesskab med. De lokale NST ansatte nyder dertil formentlig stor glæde af den gratis bukkejagt, hvor der er fri adgang til et rigtig dejligt og meget stort terræn – og i øvrigt ingen kontrol med brugen, måske ud over en pligt (?) til at rapportere nedlagte bukke.
Lidt sjældnere inviteres de lokale jagtforeninger til at bidrage med et antal deltagere. Omfanget er nemlig yderst sporadisk. Aktindsigten viser således, at der i den 3-årige periode 2016-2018 kun er afholdt 4 invitationsjagter i naboplantage, med i alt 57 deltagere, hvoraf knapt 30 var fra jagtforeningerne. Kvaliteten af den fremlagte dokumentation (i aktindsigten) har ikke en karakter, der gør, at jeg anser materialet for særdeles troværdigt. Der er nemlig blot tale om en tekstmæssig opremsning i en mail, og ikke en kopi af jagtjournaler med angivelse af datoer, formål, nedlagt og anskudt vildt, behørig underskrift fra den ansvarlige m.m. Der er heller ikke fremlagt dokumentation for udsendte invitationer til jagtforeningerne m.fl.
Her er det ganske interessant at konstatere, at jagtforeningerne ifølge det oplyste først er med på de to jagter i 2018 – og altså slet ikke repræsenteret på jagterne i 2016 og 2017. Det er tilsvarende værd at hæfte sig ved, at NST ikke kan finde optegnelser om, at der skulle have deltaget ”nyjægere” i de 4 jagter. Og bekvemt nok for NST, og i øvrigt stærkt kritisabelt, er alt materiale om den jagtlige udøvelse før 2016 forsvundet – så her fortaber alt sig i historien.
Mon NST’s gæstfrihed i 2018 over for jagtforeningerne mon skyldes fremsendte spørgsmål i 2017 om forvaltningen af jagten i plantagen?
Summa summarum: Således har man altså i NST god adgang til meget attraktive jagtmuligheder, oven i købet selvbestaltet og med rigtig gode muligheder for at forbedre det jagtlige potentiale – alt sammen for skatteydernes penge. Og endda uanset at NST efter egen opfattelse er hårdt presset politisk og økonomisk.
Skattefrie personalegoder?
Direkte adspurgt oplyser NST, at der så absolut ikke er tale om et personalegode – med gratis adgang til så gode jagtlige muligheder. For – givetvis foranlediget af debatten om netop dette tema for nogle år siden – har man nemlig med stor politisk tæft udfærdiget en jagtpolitik for NST ansatte1).
Jagtpolitikken fastlægger, hvilke NST medarbejdere, der kan deltage i jagterne (for mig at se er det alle ansatte!). Derudover fastslår politikken, at der er behov for medarbejdere med jagtfaglige kompetencer, for at NST er klædt på til at løse de jagtligt relaterede opgaver. Som skovrideren slutter med at fastslå: ”Dvs. medarbejdere er med til at sikre en forsvarlig afholdelse af jagterne. Det er arbejde, og ikke noget personalegode. Evt. enkeltmandsjagt udenfor arbejdstid sker for at vedligeholde og udbygge deres kompetencer.”.
Og det er jo interessant! For er der egentlig nogen forskel mellem NST ansattes selvbestaltede, skattefrie jagtlige personalegoder og for eksempel følgende forhold:
- Påtvunget beskatning af arbejdsgiverbetalt telefon og internet m.m., uanset at sådant ofte er et arbejdsgiverkrav og en forudsætning for arbejdets udførelse?
- Arbejdsgiveres krav om, at ansatte skal stille bil til rådighed for kørsel i tjenstligt ærinde, og altså råde over et kørekort, for at opretholde ansættelsen?
- Skattepligt af personalegoder i al almindelighed?
- Hovedaktionærers skattepligt af jagten på ejendomme ejet i selskabsregi, blot man har jagttegn – og uanset om der drives jagt eller ej?
- Skattepligt på jagt og jagtrejser i repræsentationsøjemed, uanset at dette måtte være til gavn for vækst i eksport og arbejdspladser?
- etc.
Det fremstår næsten som om, at NST kun nødtvunget er begyndt at invitere jagtforeningerne, ligesom det er uklart, hvor aktiv man reelt har været for at få nyjægere med. Det efterlader flere spørgsmål:
- Hvorfor sikrer man ikke, at de jagtlige herligheder kommer almenvellet til gode?
- Og hvad med at invitere alle naboerne; også dem, der ikke er ”venner af huset”?
- Hvor svært er det at tilbyde interesserede jægere – måske især dem uden store jagtlige muligheder – en adgang til at købe sig til en billig pürschjagt, ledsaget af en stedkendt NST ansat?
- etc.
Henrik Rask sætter i dette læserbrev fokus på bl.a. jagten på offentlige arealer, som man kan læse mere om ved at klikke på dette link: Jagt på offentlige arealer
Et lille kuriosum at slutte på …
En meget stor midtjysk plantage var indtil for nogle år siden opdelt i to jagtområder, hvoraf det ene var lejet ud til et jagtkonsortium, og den anden halvdel var forbeholdt NST til brug for invitationsjagter.
Konsortiet betalte en årlig jagtleje i underkanten af ½ mio. kroner, og var jf. sædvanlig praksis for jagtleje på offentlige arealer underlagt en meget restriktiv og detaljeret kontrakt, der bl.a. fastlagde en kvote på 3 hjorte og 20 hinder/kalve.
NST’s areal var af nogenlunde samme størrelse som jagtkonsortiets areal. Men på NST arealet var der ingen kvoter på hjorte, blot de var 10 ender eller større, hvilket man som inviteret (og privilegeret) gæst jo kunne glæde sig ganske meget over. Dels var jagterne jo skattefrie, dels var der bl.a. en bestemt jagt, hvor en del af gæsterne tog glade hjem, med hver sin nedlagte frilandshjort i frisk erindring. Og det var sikkert også ganske befriende, at man heller ikke behøvede at tænke så nøje over, om der blev nedlagt en lille hjort eller to for meget, til skade for fx en kvote på tre hjorte.
Vedholdende rygter fra mennesker med nært kendskab til NST ville for indtil for få år siden vide, at man som NST ansat en gang i sit ansættelsesforhold kunne få lov til gratis og skattefrit at nedlægge en stor frilandskronhjort. Gad vide om det har været kompetencegivende? Det er nok de færreste danske jægere, som har økonomiske forudsætninger for at give sig selv en så attraktiv mulighed. Markedsprisen herfor løber som bekendt let op i 40-50.000 kroner. Mon der stadig eksisterer sådanne muligheder?
Mit gæt er, at de fleste danske jægere har svært ved at se en reel begrundelse for at lade NST ansatte og ”venner af huset” have skattefri adgang til så lukrative personalegoder, som dyr og svært opnåelig jagt er i dag – og endda med meget stort råderum, også økonomisk, for at forvalte disse jagtlige privilegier.
Og tilsvarende, at mange danske skatteydere og majoritetsaktionærer i selskaber med ejerskab af ejendomme med jagtmuligheder næppe kan se, hvorfor de skal betale skat af goder, de måske ikke engang benytter. Det er på tide at skabe en fair balance i tingene, og dertil lade de jagtlige muligheder i fællesejet komme almenvellet til gavn.
SVAR fra Naturstyrelsens Pressechef
Hermed en kort kommentar fra Naturstyrelsen til læserbrevet:
“Naturstyrelsen oplyser, at de har haft en længere dialog med Henrik Rask og har svaret på alle spørgsmål i det omfang, hvor der har været tilgængelige oplysninger. Naturstyrelsen overholder driftsplanen for det pågældende areal og følger i øvrigt Naturstyrelsens jagtpolitik.”
Med venlig hilsen
Malene Kristensen, Pressechef
