Af Redaktionen
Når man udøver trofæjagt i lande uden for EU, er det normalt sådan, at jagttrofæer afsendes som luftfragt adskillige måneder senere. Bortset fra, at trofæer først tjekkes af jagtlandets myndigheder, der også udsteder eksporttilladelse, og – i de tilfælde, hvor det er nødvendigt – CITES-dokument for arter, omfattet af Washington-Konventionen, så er der normalt ikke det store hokus-pokus i trofæforsendelser.
Men sådan skal det åbenbart ikke blive ved med at være. I hvert fald råder The International Counseil for Game and Wildlife Conservation – CIC – nu outfitters, konserveringsfirmaer og andre eksportører af jagttrofæer uden for EU til at lade sig registrere hos EU-myndigheder i Bruxelles, hvis de i fremtiden har planer om at eksportere jagttrofæer til modtagere i EU.
Anbefalingen tager afsæt i nye regler på området (142/2011), vedtaget af EU-Kommissionen. Reglen omfatter alle trofæbærende dyr samt fjervildt, men derimod ikke jagttrofæer fra elefant, større kødædere og krokodiller, fordi disse i forvejen – uden undtagelse – er omfattet af CITES, og eksport af trofæer fra disse ikke kan ske uden behørige eksportdokumenter, udstedt i henhold til Washington-Konventionen.
Reglen trådte i kraft 1. maj i år. Men på trods heraf, så har trofæeksportører i mange vigtige jagttrofælande uden for EU endnu ikke fremsat ønske om registrering hos myndighederne i EU. Det kan betyde, at jægere fra lande i EU ikke skal regne med at kunne modtage deres jagttrofæer, i hvert fald ikke før, eksportørerne i jagtlandet har ladet sig registrere som jagttrofæeksportører hos myndigheder i EU.
Systemet er skruet sådan sammen, at den enkelte trofæeksportør ved registreringen i EU får et registreringsnummer af EU-Kommissionen. Den højeste, kompetente veterinærmyndighed i lande uden for EU, der eksporterer jagttrofæer til Europa, skal give indretning om trofæeksporterende firmaer til EU-myndigheder i Bruxelles. Herefter får de udleveret registreringsnumre til de respektive trofæeksporterende virksomheder, som udover outfitters og konserveringsfirmaer kan være jagtoperatører og specialiserede speditionsfirmaer. Med den nye regel vil det for jægere i EU være umuligt at få jagttrofæer hjem fra lande uden for EU, hvis eksportørerne ikke er registreret i EU-apparatet i Bruxelles.
CIC understreger, at adgangen til eksport af jagttrofæer fra lande uden for EU alene er spørgsmålet om registrering hos Directorate-General SANCO i Bruxelles, og registreringen ikke har noget med autorisation at gøre.
CIC er dog alligevel af den opfattelse, at reglen er udtryk for overbureaukrati, al den stund der i modsætning til inden for fødevarer aldrig har været så store veterinære problemer med jagttrofæer, at det retfærdiggør et så bureaukratisk regelsæt som det, EU-Kommissionen har trukket ned over ørerne på europæiske jægere, uden andre organisationer end CIC har været vågen og set, hvad der sker.
Bernard Lozé, CIC’s præsident, anbefaler, at europæiske jægere der allerede har booket jagtrejser til lande uden for EU, sikrer sig, at jagtoperatøren eller konserveringsfirmaet, der efterfølgende skal forestå behandlingen og eksporten af vedkommendes jagttrofæer, er registreret som trofæeksportør hos EU-myndighederne i Bruxelles.
“Heldigvis har så vigtige jagtlande som Sydafrika og Namibia foretaget deres registrering for lang tid siden”, fastslår Bernard Lozé, og andre vigtige jagtlande bør følge eksemplet hurtigt muligt.
CIC er af den klare opfattelse, at trofæeksporterende landes pligt til at blive registreret i EU-apparatet i Bruxelles vil komplicere den fremtidige import af jagttrofæer i lande i EU, uden det er forbundet med nogen som helst fordele for biodiversiteten og trofæbærende vildtarter i lande uden for EU, der søges af internationale trofæjægere.
Carl Hjort Bækby fra speditørfirmaet Trophy Transport, der som firmanavnet antyder, har specialiseret sig i hjembringelse af jagttrofæer fra hele verden, har siden slutningen af april forsøgt at implementere de nye EU regler i den daglige forretningsgang. Han siger til Netnatur.dk:
– Man kan blot ikke få udstedet import-veterinærdokumentation uden at afsender på sundhedscertifikaterne er godkendt og at deres tilladelsesnummer tydeligt fremgår af forelagte dokumentation.
– Det vil sige, at jagttrofæer som IKKE er færdigmonterede kun kan importeres, hvis afsender på sundhedscertifikatet er godkendt af EU. Men ikke alle EU lande har, ligesom Danmark, indført de nye regler, oplyser Carl Hjort Bækby, der tilbyder, at være behjælpelig med eventuelle spørgsmål eller uklarheder, der måtte opstå i forbindelse med hjembringelse af trofæer. På firmaets hjemmeside har han tillige udarbejdet en liste over de lande, som allerede har godkendte afsendere.
Se liste over godkendte afsendere på www.scantrophytrans.com/