Jægernes indberetninger af nedlagt vildt viser, at 10 ud af 16 jagtbare pattedyr indikerer tegn på fremgang
Af Redaktionen
Forudsat der er sammenhæng mellem jægernes indberetninger og vildtbestandenes udvikling, kan der spores fremgang i en lang række jagtbare pattedyrarter.
“Det foreløbige udbytte for 2019/20 på 193.740 stykker nedlagt vildt indikerer et fald i udbyttet for rådyr og hare, og fremgang for krondyr, dådyr, vildkanin, ræv og mårhund.”
Det skriver DCE, Aarhus Universitet, som desuden nævner følgende:
“De små rovpattedyr viser en lille tilbagegang for ilder og svag fremgang for mink og husmår i 2019/20. Samlet ses en fremgang for 10 ud af 16 arter.”
Desværre ser det ud til, at bestanden af råvildt fortsætter udviklingen i den forkerte retning set i forhold til afskydningen i 2009, hvor den toppede med ikke færre end 132.000 nedlagte dyr.
I 2019 har udviklingen ramt 87.000 dyr.
I forhold til forrige sæson, har DCE beregnet denne nedgang til 3 procent. Denne tilbagegang er så lav, at den principielt kan forklares med sæsonmæssige udsving og ændret jægermæssig adfærd.
Men lineært ser det ikke godt ud. 2019 lægger sig desværre på linje med de øvrige år tilbage til 2014.
Dermed er afskydningen i forrige sæson på niveau med afskydningen i 1992.
Hvorvidt jægernes afskydning forstærker denne udvikling, er usikkert, men givet er det, at flere jægere bevist holder afskydningen tilbage, da de ikke ønsker at skubbe til en allerede negativ udvikling.
Der er mange teorier om bestandsudviklingen og den endnu ikke klarlagte råvildtsyge, bringes ofte ind i diskussionen.
Den faldende bestand af råvildt skal muligvis ses i lyset af en voksende bestand af råvildt og kronvildt.
I følge samme vildtudbytte statistik nedlægges der nu over 10.000 krondyr. DCE har beregnet væksten til omkring 5% set i forhold til forrige sæson.
Siden 2012 har afskydningen dog været temmelig stabil med omkring 9.400 til 10.200 dyr
Dåvildt
Bestanden af dådyr viser en helt anden udvikling
I samme periode er afskydningen steget fra 7.400 til 9.800 dyr.
Statistik er dog kun et hjælpeværktøj i den samlede forståelse for bestandens udvikling og med til fortællingen om dåvildtets afskydning er at det stadig er en nyetableret bestand mange steder.
I nogle områder er afskydningen relativ moderat i forhold til bestanden, andre steder er man først indenfor de seneste år begyndt at få erfaring med jagt på dåvildt, som er en vildtart, der – sikkert overraskende for flere – kan være temmelig vanskelig at jage.
Jæger og jæger imellem debatteres det ofte, hvordan de tre arter påvirker hinandens trivsel.
Hvad sker der med råvildtet, når dåvildtet rykker ind i et nyt område? Hvordan reagerer råvildtet på den korte bane. Og hvordan reagerer de på den lidt længere.
Æder dåvildtet de to hjemmehørende arter “ud af huset” eller udfylder de i væsentligt omfang de områder, som ikke har nævneværdig betydning for kronvildtet og råvildtet?
Spørgsmålene er mange, men naturligvis kan man ikke både blæse og have mel i munden.
Konkurrence mellem de tre arter vil der på et og flere niveauer altid være og praktiske erfaringer viser, at råvildtet ofte bliver taberen, når bestanden af de store hjortedyr bliver for tæt.
