Andejagt med storkalibrede haglkanoner, der vejer op mod 50 kilo, hører fortiden til, men for traditionens skyld holder en håndfuld entusiaster i England fast ved punt-gunning
Punt-gunning på vågeblus
Tekst: Henning Kørvel
For traditionens skyld holder en håndfuld entusiaster i England i dag fast ved punt-gunning med storkalibrede haglkanoner. Men i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet var punt-gunning et bierhverv for mindrebemidlede mennesker, der ved at skyde ind i flokke sommetider fik 50 fugle i et skud og en pæn skilling, når udbyttet blev solgt. I USA gik punt-gunning grassat, og fordi andebestandene gik i bund, blev erhvervsbetonet jagt forbudt i 1917, og det samme gjaldt større kalibre end 10. Velhavere i UK tog også jagtformen til sig, og sammen med Holland & Holland udviklede de specielle punt-gun’s.
De mest almindelige vejede 100 lispounds (45,35 kg), var 12 fod (3,65 m) lange, og kaliberet gik op til to inch. (5,08 cm). De ældste fra 1800-tallet var sortkrudtsforladere, og til bagladere der kom frem i slutningen af 1880-erne, var patronerne med centraltænding otte inch. (20,32 cm) lange.
Haglkanonerne til punt-gunning, der på grund af det korte skæfte ofte betegnes som pistoler, var svær skyts, der blev anvendt i en tid, hvor jagt på vilde ænder, gæs og vadefugle blev drevet erhvervsmæssigt og derfor skulle være rationel, fordi der blev skudt ind i flokke, og et skud skulle give det optimale antal fugle. Når en jæger jagede alene fra sin punt, var jagtudbyttet ofte omkring 50 fugle.
Punt-gunning knyttes pr. tradition fortrinsvis til England og Skotland, men kendtes også i Irland, Frankrig og USA. Jagtformen havde sin storhedstid i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet.
I USA blev jagt med store haglkanoner drevet særdeles intensivt, og alene i Chesapeake Bay blev punt-gunning udøvet af tæt ved et hundrede jægere, og jagtformen gjorde så stort indhug i bestanden af ænder, gæs, vadere og svaner, at i år 1900 blev det forbudt at transportere nedlagt vildt fra den ene stat til den anden, og i 1917 blev erhvervsmæssig jagt og større end kaliber 10 forbudt og bag limit indført, hvilket stadig gælder. Amerikanske jægere kan i dag således kun skyde nogle få ænder af en enkelt art pr. dag.
Jagten blev udøvet fra punt (pram), der var bred og næsten helt fladbundet, fordi den ofte blev padlet eller skubbet hen over mudderbanker. Punt gunning blev ofte drevet af to mand sammen, og mens den ene der lå bagved skytten, stagede og padlede prammen fremad, affyrede skytten skuddet, når tiden var inde. Et skud svarede til 45 normale skud med kaliber 12, og skudhold for punt-gun’s var 50-60 meter. I mange tilfælde jagede jægere sammen fra otte til 10 punts og skød på kommando mod den samme flok fugle, som det fx kendes fra skubkanejagt i Vadehavet, der blev forbudt med Jagtloven af 1931.
Toppede i 1930-erne
Puntkanonen var fastgjort til prammen med svært tovværk, og den var et primitivt arbejdsredskab uden gravering og den slags pynt, som præger moderne haglbøsser. Den var nødt til at være ret enkel, fordi den blev anvendt til jagt i brak- og saltvand ved flodudmundinger.
Ved siden af puntkanonen medførtes en almindelig haglbøsse, hvormed jægeren kunne give fangstskud til anskudte fugle, men fordi der blev skudt med 0-hagl eller 1-hagl, døde størstedelen af de fugle, der blev ramt, momentant.
Formålet med punt-gunning var enten at skaffe kød til eget forbrug eller ved at sælge udbyttet at få ekstra penge til rådighed til forskellige fornødenheder. Under depressionen i 1930-erne, hvor mange mennesker var fattige og uden arbejde, toppede punt-gunning i Europa, og salget af en halv snes gråænder svarede næsten til en ugeløn i landbrugssektoren, der på den tid var et GBP. Når udbyttet af punt-gunning var stort, var det derfor en fyrstelig betaling, som vedkommende fik, når den lokale slagter betalte 15 pence pr. pibeand, og udbyttet var et halvt hundrede styks.
Sideløbende med de egentlige puntkanoner blev der brugt hjemmelavede skydebatterier bestående af op til 10 styks kaliber 12, der blev svejset sammen på linje eller i en bue og blev affyret samtidig.
Punt-gunning var udviklet af mænd med begrænsede økonomiske midler, men måske forudsigeligt blev jagtformen adopteret af velhavende mænd, der fandt jagtformen fascinerende, fordi den pirrede nysgerrigheden. Iblandt udøverne i denne kategori var oberst Peter Hawker og Sir Ralph Payne-Gallwey, der begge bragte lidt mere raffinement til puntkanonerne.
Hawker udviklede i midten af 1800-tallet således en dobbeltløbet punt-gun, og han erhvervede et sommerhus nær Lymington og udviklede derfra sin interesse for vandfugle.
Hawker’s punt-gun havde to låse. Den ene var flintelås, og den anden slangelås, og de affyredes samtidig, men forskellen i tændingstid betød, at det ene skud gik af før det andet. Hawker mener, at det øgede udbyttet. Han brugte også sin punt-gun på land, og hertil blev den monteret på en vogn med hjul.
Sir Ralph Payne-Gallwey blev født i 1848 kort før, Peter Hawker døde. På det tidspunkt havde puntkanoner udviklet sig betydeligt fra de kanoner, som Hawker var bekendt med i sin levetid, fordi der nu fandtes punt-gun’s, der var bagladere, som skød med patroner med centraltænding. Sammen med Holland & Holland i London skabte Sir Ralph Payne-Gallwey en punt-gun ved navn Gallwey i 1884.
Holland & Holland var begyndt at producere punt-guns i 1872 og forbedrede dem løbende. En typisk punt-gun fra fabrikken i London i 1880-erne var en enkeltløbet baglader, der var 12 fod lang, vejede 100 pounds og havde en boring på to inch.
Sir Ralph Payne-Gallweys punt-gun havde samme boring, men den var dobbeltløbet og ni fod (2,74 m) lang. Og skuddene kunne enten affyres hver for sig eller samtidig. På grund af en lille forsinkelse mellem skuddene nåede fuglene på vingerne, før det andet skud faldt, hvilket opfinderen mente, øgede udbyttet.
Payne-Gallwey testede sin punt-gun på Kensal Rise skydebane i 1885. Med 20 ounce (566,91 gram) nummer 1-hagl sad der 1.353 hagl i en seks fods kvadratisk skive, og ved punt-gunning skød han i et tilfælde 60 pibeænder i et skud.
Punt-salut ved regentjubilæer
Payne-Gallweys punt-gun blev af Stanley Duncan, der grundlagde WAGBI (Wildfowlers Association of Great Britain and Ireland, nu BASC, omdannet til en enkeltløbet kanon i midten af 1900-tallet. Han mente ikke, at bestandene af ænder længere matchede brugen af den dobbeltløbede punt-gun.
I dag udøves punt-gunning i England af en håndfuld entusiaster for traditionens skyld, mere end det gælder om at skyde så mange ænder som muligt.
En undersøgelse i England i 1995 godtgjorde, at der på det tidspunkt stadig var cirka 50 aktive udøvere af punt-gunning i UK.
Nogle store punt-guns fik næsten kultstatus, hvilket gælder for en, som irske Tom fik lavet, og som i begyndelsen af 1930-erne blev købt af Stanley Duncan. Han fik den ombygget til baglader af Greener og begyndte at bruge kanonen i 1936. Da Duncan stoppede med punt-gunning, solgte han kanonen til skuespilleren James Robertson.
Kanonen blev genopdaget i 1980-erne og blev restaureret for at blive givet til BASC, og den kan i dag ses i organisationens hovedsæde.
Irske Tom havde en anden punt-gun af Whitworth-stål, der vejer 300 lispound (136,08 kg), er 14 fod lang (4.26 m), og ladningen bestod af 50 ounce (1417,48 gram) hagl og 10 ounce (283,50 gram) sortkrudt.
Foruden til erhvervsbetonet jagt har punt-guns efter al sandsynlighed også været brugt som militærvåben. Den irske hær i Touth fik i 1941 således udleveret flintlåsvåben, og blandt disse var der et gevær med et løb på ni fod, som det antages, må have været en punt-gun.
Siden Dronning Victorias diamantjubilæum i 1897 har der ved kroning og regentjubilæer været affyret salut med punt-guns i Cowbit Wash, Lincolnshire. Da Dronning Elizabeth fejrede sit diamantjubilæum, blev der affyret 21 salutter med punt-guns, og sidst blev alle punt-guns affyret samtidig.
