Rapportering er et instinkt, som mange hunde fødes med, men det kræver et opmærksomt øje at aflæse hundens signaler, når den rapporterer den måske afgørende første gang
Af Michael Sand
I Danmark, hvor de stående hunde primært anvendes i overskueligt terræn, er det ikke nødvendigt, at den stående hund rapporterer – altså forlader standen for at hente sin fører og lede denne frem mod fuglene.
Alligevel kan det i visse tilfælde være en stor fordel, ligesom det under alle omstændigheder er et charmerende træk.
Desværre er det ikke altid, man er opmærksom på de signaler, hunden sender, når den vender tilbage til sin fører. Ofte kommer den lidt undskyldende. Andre gange lidt legende. I begge tilfælde forsøger den tydeligt at fortælle et eller andet.
Ved at virke imødekommende og af bedste evne tyde hundens signaler vil den måske forsøge at trække én i den retning, hvor den har fundet fuglene.
Engang havde jeg en tæve, som lå med hvalpe. De sidste uger med hvalpene trættede, og en eftermiddag besluttede jeg mig for at køre en tur i marken med hende. Trods det at hun var hæmmet af de mælkefyldte kirtler, arbejdede hun fornuftigt og opnåede relativt hurtigt et par situationer.
På vej hjem fandt hun en fugl ved kanten af en stribe brakmark, der næppe var mere end 20-25 m bred. Skulle jeg over til hende, skulle jeg springe over en bred og fedtet grøft, hvilket jeg ikke umiddelbart havde lyst til.
Derfor besluttede jeg at gå en bue oven over hende, således at jeg kunne passere grøften via en overkørsel. Men da jeg begyndte at gå ud af syne, blev tæven nervøs. Givetvis var det moderinstinktet, som nu pludselig blandede sig i jagtinstinktet, og da jeg fortsatte, så jeg hende gøre noget, jeg aldrig tidligere havde set hende gøre.
Hun bakkede ud af standen. Kort tid efter søgte hun helt op til mig, hvilket hun heller aldrig gjorde, med mindre hun blev kaldt ind. Havde jeg ikke set optrinet, havde jeg næppe tænkt dybere over situationen. Da havde jeg givetvis blot undret mig lidt og sendt hende i søg igen.
Men spændt på at se, hvad der skete, besluttede jeg mig for at lade hende lede spillet. Og fasanen havde hun ikke glemt.
Hun havde stadig et regnestykke at gøre op, og med vinden ind fra ryggen gik hun tilbage mod det sted, hvor hun stod for fasanen. Fremrykningen i brakmarken var yderst forsigtig og for hvert skridt kiggede hun fra side til side, som om hun ledte efter fasanen med øjnene.
Fremrykningen tog lang tid, men jeg sagde ingenting og fulgte bare med. Omtrent hvor hun stod første gang, strammede hun op og tog stand. Jeg kom bag om hende og stirrede gennem græsset og fik et af de i øvrigt ret sjældne øjeblikke, hvor man ser en vild og trykkende fasan i øjnene. Fuglen blev rejst, og vi gik hjem. Begge en oplevelse rigere.
Efterfølgende har jeg været lidt mere opmærksom på de signaler, som hunden sender, når den vender hjem til sin fører. Engang gik jeg med en ung hund, som løb tilbage til mig, når den havde stødt en fugl langt fremme i terrænet. Den forsøgte helt tydeligt at fortælle mig et eller andet.
Hundens rapportering udspringer af dens forståelse for, at jagten er et teamwork, hvor den er afhængig af flokkens øvrige medlemmer. Ikke mindst flokkens leder.
En gang overværede jeg et dressurkursus, hvor de mere erfarne hunde skulle apportere ræv for første gang. Ræven var gemt i langt græs, og hundene, der aldrig havde haft ræv i munden før, blev en efter en sendt ud i terrænet med ordren søg apport. I reglen var hundene hurtigt fremme ved den stærkt lugtende ræv. Men ingen af hundene bragte den hjem. Enkelte forsøgte, men opgav, da apporten var for tung og uhåndterbar.
Reaktionen kan næppe overraske nogen, men til gengæld var nogle af hundenes reaktioner overraskende. Flere af dem vendte nemlig hjem logrende og dansende foran deres fører. En enkelt forsøgte endda meget tydeligt at lokke sin ejer med ud til det bytte, den havde fundet. Det kunne jo være, at floklederen, som i hundens øjne kan alt, også var i stand til at klare denne opgave.
Desværre blev hundens tydelige rapportering ikke mødt med forståelse. Tværtimod. Hundeføreren følte sig krænket over, at hunden, som skulle apportere, hvad den havde fået besked på, i den grad svigtede ham. Brummen blev sat på og apportordren gentaget højere og meget bestemt. Der blev bakset med lidt tvangsapportering, men alt endte i fiasko og sænket hale. Ingen kom hjem med ræven.
