Naturstyrelsens indsats for at bekæmpe ræv og mårhund bærer frugt. Et nyt fagligt notat fra Aarhus Universitet viser, at 2024 har været et af de mest succesfulde år i nyere tid, når det gælder ynglefuglene
Rekordmange ynglefugle på Tipperne
Af Naturstyrelsen
2024 har været et af de mest succesfulde år i nyere tid, når det gælder ynglefuglene og deres held med at få unger på vingerne på Tipperne. Det viser optællinger af ynglefugle udført af Aarhus Universitet.
Tipperne i sydenden af Ringkøbing Fjord består af vidstrakte enge omgivet af lavvandede vige. I år hvor engene er fugtige giver det perfekte forhold for flere arter af vadefugle. For engfugle og brushane er Tipperne et af de vigtigste områder i Europa. Tipperhalvøen er også vigtig for rastende vandfugle, der kommer på træk forår og efterår.
Ynglesucces slå rekorder
Optællinger viser en vækst i antallet af engfugle. Især vibe, stor kobbersneppe, rødben, brushane og klyde har ynglet med stor succes i 2024.
I alt blev 65 procent af yngleparrene af engfugle registreret med unger, og det er den højeste andel, der er målt på Tipperne, siden man begyndte at overvåge engfuglenes ynglesucces.
Øen Fuglepold ved Tipperne har oplevet et sandt yngleboom. I 2024 etablerede en koloni af klyder og hættemåger sig på øen, og de havde en høj ynglesucces. 110 klydefamilier fik unger. Det er endnu en rekord, da der på intet tidspunkt har været mere end 20 succesfulde ynglepar på øen.
I perioden 2022-2024 er antallet af succesfulde ynglepar næsten fordoblet hvert år. Og for første gang i 32 år er der også sket en markant vækst i antallet af hættemåger. I årene 1992-2022 var der maksimalt 40 ynglende par. I 2023 steg antallet til 256 par, og i 2024 steg antallet yderligere til hele 650 par.
Målrettet regulering af ræv og mårhund
Siden 2018 har Naturstyrelsen sat ekstra ressourcer ind for at holde rovdyr som ræv og mårhund væk fra Tipperne i fuglenes yngletid.
Det er især i forårsmånederne inden fuglenes ynglesæson, at der blive drevet jagt på mårhund og ræv. Denne indsats giver nu pote. 2024 markerer et særdeles positivt vendepunkt for fuglebestandene på Tipperne, hvor både truede arter og mere almindelige engfugle har haft en bemærkelsesværdig ynglesucces.
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har udført optællingen og det nye faglige notat for Miljøstyrelsen.
Læs hele notatet: Ynglefugle på Tipperne 2024