Indlæring af respekt over for fuglevildt minder om respekt over for hårvildt, men en smule forståelse for situationen – set fra hundens side – vil hjælpe på indlæringen
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
En hund, som løber efter fuglevildt – typisk fasan og agerhøne – er et irritationsmoment på enhver jagt. Man skal dog tænke på, at en lettende fugl er stærkt ophidsende for en jagtglad spaniel eller stående hund.
Når hunden efter et langt og trættende søg endelig finder fugl og rejser, er det naturligt, at den eftersætter i forsøget på at fange byttet. En apporterende hund, som normalt kun slippes, når der skal apporteres ikke synligt vildt, vil ikke opleve vildtets flugt nær så fristende.
Men også den hund som kun skal apportere skal lære at modstå fristelserne. Under eftersøgning af skudt vildt, vil den apporterende hund før eller siden støde på en fasan eller en trykkende flok agerhøns. Derfor er det vigtigt, at hunden er kold og bevarer fatningen i sådanne situationer.
Preller den, kan der gå afgørende sekunder eller minutter, inden hunden atter er tilbage i det område, hvor den blev sendt ud for at eftersøge en nedlagt fugl. Navnlig anskudt vildt kan i denne periode fjerne sig langt fra nedfaldsstedet, og dermed gøre eftersøgningen mange gange vanskeligere.
Indlæring af respekt over for fuglevildt er mere eller mindre identisk med indlæring af respekt over for hårvildt. Også her indledes respektdressuren med hunden i snor. I samme øjeblik, fuglen bryder op og tager flugten, kommanderer man hunden sit eller dæk og roser den behersket. Igen drejer det sig om at udstråle overskud og overblik. Panikagtige reaktioner efterlader kun stress.
I reglen lærer hunden ret hurtigt at sætte sig ved mødet med de baskende vinger. Men det forudsætter, at man kan finde områder, hvor det er muligt at finde fugle i tilstrækkeligt antal. Mødet med en fugl om ugen flytter ikke grænser, og for mange nye hundeejere uden kontakt til jagtvæsener med udsætning af vildt, kan det blive et problem at få denne del af respektdressuren på plads, inden jagtsæsonen starter.
Navnlig i de tilfælde, hvor hunden først er klar til denne del af dressuren i sommer- og sensommerperioden. I den høje vegetation kan det være vanskeligt at få fuglevildtet på vingerne, ligesom de fleste jægere ønsker fred på terrænet forud for den kommende sæson. Efter jagtsæsonen er de knap så følsomme, da fuglene nu er stærkere og mere knyttet til området.
De tidlige forårsmåneder er derfor de måneder, hvor det alt i alt er nemmest at præsentere hunden for flygtende og lettende fuglevildt. Når hunden respekterer fuglevildtet i rem, trænes den fri ved fod og efterfølgende, mens den søger efter en dummy i et område, hvor man ved eller forventer, at der opholder sig en fasan eller to.
Afslutningsvis skal der kobles skud på øvelserne. Hunden er allerede fortrolig med skud, men skal naturligvis lære at modstå dobbeltfristelserne fra både skud og baskende fasanvinger. Husk at lade fasanen trække ud, inden skuddet afgives. Og kun i de tilfælde, hvor hunden er komplet rolig under vildtets flugt, bør der skydes.
Nænsom respekt
Selv om man ikke skal acceptere prelning hos den færdigdresserede hund, skal man dog ikke gribe for hårdt ind over for den unge hunds første forsøg på at fange en flygtende fugl. I hvert fald ikke, når det gælder dressur af en stående hund. Såfremt hunden forbinder hønseskrål og baskende vinger med sin førers højlydte utilfredshed, kan den på sigt udvikle en træg rejsning. Til sidst vil den måske nægte at gå frem mod ubehaget, som skjuler sig i det lange græs. Træg rejsning er som bekendt ikke just et ukendt fænomen hos stående jagthunde, selv om det retfærdigvis skal nævnes, at problemet også kan være delvis medfødt.
Kommandoen for stop skal falde på et tidspunkt, hvor man er sikker på, at den unge hund ikke forbinder kommandoen med selve rejsningen. I praksis vil det sige, at man forsøger at nedkorte forfølgelsen gang for gang. Dog er der hundeførere, som forsøger at lære hunden fuld respekt over for flygtende vildt, inden de slipper hunden i marken første gang.
Dressuren må – som al dressur – tage udgangspunkt i den enkelte hund. Meget egenrådige hunde med et meget stort jagtoverskud kan måske med fordel startes op på vildt under kontrollerede forhold. Evt. på steder, hvor man med hunden i snor har mulighed for at lære den, hvad der forventes af den i det øjeblik, vildtet tager flugten. Dog skal man ikke forvente, at den uden videre medbringer denne lærdom til marken. Hunde har det med at gennemskue alle mulige tricks og kunstige indslag i dressuren. Men en hund, som ved, hvad der forventes, er trods alt nemmere at irettesætte end den hund, som preller, fordi den ikke ved bedre.
