Rhodesian Ridgeback

En meget stærk vilje og en større portion selvstændighed er to ting, som karakteriserer en Rhodesian Ridgeback ganske godt

Portræt af Rhodesian Ridgeback

Af Redaktionen

Det er ikke en hund, der byder fremmede indenfor med slik og logrende hale, men den er heller ikke afvisende. Den kan dog være udfordrende i forholdet til andre hunde.

En Rhodesian Ridgeback bør tidligt vænnes til fremmede mennesker og hunde. Den tilpasser sig gerne familiens aktivitetsniveau og er en god selskabshund hos mennesker, der forstår at fastlægge lederskabet og give den social nærhed, kontakt og mentalt stimulerende opgaver.

Hunden er adræt, men ikke specielt motionskrævende. Men dog har den det bedst med også at få lov til at løbe frit.

Træning med øvelser, der styrker samarbejdet og lærer hunden at komme ved indkald, skal trænes og belønnes dagligt.

Pels og pleje

Pelsen er kort, tæt, glat og glansfuld, og den kræver kun ubetydeligt arbejde med børste eller et fugtigt vaskeskind.

Racens særpræg er ridgen på ryggen, som dannes ved, at pelsen i et cirka 5 cm bredt bælte fra skulder til hofte vokser i modsat retning af den øvrige pels.

Træning

Jagtlysten er stærk, og det kræver tidlig og vedholdende træning at lære hunden at komme tilbage, når den har fået fært af vildt.

Spiselige belønninger virker som regel bedst, mens hårdhed og mange gentagelser har en negativ indvirkning.

Oprindelsesland

Udviklingen af nutidens race begyndte formodentlig, da hollandske indvandrere kom til Cape-kolonien i det sydlige Afrika omkring 1650.

Deres medbragte jagt- og vagthunde blandede sig med indfødte stammers jagthunde, som netop havde den karakteristiske hårkam på ryggen.

Racens oprindelige funktion var – oftest i grupper på to eller tre – at spore storvildt (især løver) og med mod og adræthed fastholde dets opmærksomhed, indtil jægeren nåede frem.