I et læserbrev retter schweisshundefører kritik af video om bukkejagt i Polen, hvor bukke nedlægges med skud på halsen. Skud som den danske hundefører fraråder, da han har erfaret, at det kan føre til vanskelige eftersøgninger
Læserbrev af Kay Viggo Kræfting, Schweisshundefører, feb. 2019
Fin hjemmeside, med gode historier og info.
Dog undrer det mig med den film om bukkejagt i Polen, at man vælger at vise filmklip af 10 afskydninger af bukke, som alle bliver skudt på halsen, og nogle af dem hvor bukken står, så man knapt kan se hoved af dem.
KLIK og se omtalte video, som vi her på siden linkede til: Bukkejagt i Polen
Et sted er bukken i bevægelse, da den bliver skudt, og et andet sted er der bygninger som kuglefang. Som schweisshundefører kan jeg på det kraftigste fraråde den form for afskydning, da risikoen for at lave en grim anskydning er alt for stor.
Der er ikke langt fra hals til kæbeparti, og som schweisshundefører ved vi, hvor svært det kan være at finde en kæbeskudt buk, som vil gå en lang og grusom død i møde. Jeg vedhæfter et par billeder af to kæbeskudte bukke, som det dog lykkes at få fat på.
Om man er i Polen eller herhjemme, skal vildtet afskydes på en ordentlig måde, således at man undgår grimme anskydninger.
Netnatur-kommentar til fremsendt læserbrev
Læserbrevet herover fra Kay Viggo Kræfting, som er schweisshundefører, rejser et jagtetisk såvel som et redaktionelt meget spændende spørgsmål.
Lad os starte med det jagtetiske
Halsskud til råvildt har været diskuteret i årevis. Og der kan næppe herske tvivl om, at halsskud til råvildt er kontroversielt. Risikoen for en grim anskydning må i sagens natur stige, når målet reduceres.
Bygninger som kuglefang. ja det giver sig selv. Det er naturligvis no-go. Desværre kan det ind imellem være vanskeligt at vurdere de skudsituationer, som man ser på de mange film, der linkes til fra f.eks. denne side. Det er ikke altid, at fotografen står lige bag ved skytten. Det kan føre til, at man måske tolker situationen forkert. Men da vi ikke kender til vilkårene for optagelsen af den aktuelle film, er det for os meget vanskeligt at vurdere om Kay Viggo Kræfting har ret i sin vurdering.
Dette leder os til det redaktionelle
Bør vi linke til film, hvor der f.eks. skydes råvildt på halsen? Ja, svaret giver næsten sig selv. Vi har jo allerede placeret et link i vores opdatering, der peger på den aktuelle film.
Men burde vi da have nævnt, at man skal være yderst forsigtig med halsskud- og måske allerbedst – helt undgå dem?
Faktisk har det tidligere været praksis for denne redaktion at påpege, hvis en filmet jagtoplevelse f.eks. er afviklet under fremmede himmelstrøg, hvor begrebet jagt og etik kan opfattes anderledes end det gør i Danmark.
Når denne praksis ikke længere anvendes, hænger det sammen med flere ting. For det første kender vi ikke til produktionen af de film, der linkes til.
Hvor stod fotografen under optagelsen og hvor lange hold blev der skudt på og – ikke mindst – hvor meget indhold er klippet fra under redigeringen?
Er de mange vildsvin, der alle forender i et spring over et smalt skovspor, nu også repræsentative for den pågældende jagt … eller sender de et uheldigt signal til f.eks. nye jægere om, at denne form for jagtskydning er stort set helt uden risiko for anskydninger?
Men … ingen tivl om, at halsskud til råvildt indebærer højere risiko for anskydning. Det samme gør skud til vildt i bevægelse, og meget lange skudhold selv om det modsatte synspunkt også indgår i debatten.
Men hvorfor underlader vi da at løfte pegefingeren, når vi linker til den slags film, vil nogle måske spørge? Svaret bunder i to væsentlige forklaringer.
Dels at der er meget vanskeligt at sætte jægerne og deres jagthåndværk i bås.
For nogle er 100 meter bladskud til en stillestående råbuk et langt skud. For andre er 150 meter eller endnu længere ingen problem overhovedet.
Herfra kan vi ikke definere den maksimale skudafstand for den samlede danske jægerstand. Ej hellere kan vi fordømme den jæger, der nedlægger en råbuk med et skud på halsen, selv om vi er helt på linje med læserbrevskibenten i, at der naturligvis er forhold, hvor man under ingen omstændigheder bør slippe en kugle. Riffeljagt er ikke chanceskydning og naturligvis skal man føle sig sikker på sit skud, inden man krummer pegefingeren.
Når alt kommer til alt, er det da også først, når det går galt, og man måske anskyder, at andre kan hæve pegefingeren, hvis forholdene ikke lever op til det, som man i almindelighed betragter som forsvarlig skudafgivelse.
En anskydning på 100 meters afstand med fast anlæg tiltrækker sig ikke andet end jægerens egen selvbebrejdelse. Fra medjægere vil han eller hun kun møde medfølelse. Omvendt vil den jæger, der anskyder en råbuk på 200 meters afstand næppe møde samme forståelse for, at alt kan ske, når uheldet er ude.
Men kan jægeren sit håndværk og kender han eller hun sine grænser, er det meget vanskeligt at opstille snævre definitioner for hvad der er rigtig og forkert.
Svaret her blev lidt længere end ønsket. Men alt i alt er det håbet, at det hermed er tydeliggjort, at vi overlader det til vores læsere at vurdere de film, der linkes til …
En af Netnaturs tre afgørende fokusområder er debat og kan et opslag – i lighed med linket til den polske jagtfilm – medvirke til at skabe debat, er vi herfra overbevist om, at det vil flytte os alle i den rigtige retning.
Hvis vi fordømmer dele af indholdet i en af de de film, som der linkes til, betyder det i sagens natur, at vi må stå inde for det indhold af de film, der linkes til helt uden bemærkninger. Og det kan vi af gode grunde ikke.
Når alt dette er nævnt, skal der lyde en stor tak til Kay Viggo Kræfting, der har valgt at dele sine erfaringer med eftersøgning af “hals-påskudte” dyr med læserne af denne side.
Mon ikke hans erfaringer og de tilsendte billeder ikke mindst vil sidde i baghovedet på os alle, næste gang et stykke råvildt strækker hals i en høj rapsmark eller lignende, som dækker bladet på dyret.
Kun meget sjældent – nogle siger endda aldrig – fortryder man det skud, man ikke skød …
