Vi kunne have væsentligt flere krondyr i den danske natur end vi har i øjeblikket. Den primære årsag er jagt. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet.
Bestanden af krondyr er steget meget siden 1970, men der er både plads og føde til mange flere.
Undersøgelsen fra DMU konkluderer at yderligere spredning og vækst bedst vil kunne understøttes ved at undlade jagt på lokale bestande i etableringsfasen og i øvrigt forstyrre dyrene så lidt som muligt.
Krondyret er oprindeligt tilpasset et liv på åbne sletter. Men jagt og andre forstyrrelser holder i vidt omfang krondyrene væk fra de åbne arealer i naturen og i landbruget. Jagten påvirker dyrene på to måder. Dels holder den bestanden betragteligt under det antal krondyr landskabet kan føde, dels gør den dyrene mere sky, så de søger dækning og primært holder sig i skovene i døgnets lyse timer.
Jagtudbyttet er steget fra 6-700 dyr årligt i perioden 1950-1970 til ca. 4.000 dyr omkring årtusindeskiftet. Stigningen afspejler en markant vækst i bestanden der i dag antages at være i størrelsesorden 15.000 dyr. Stigningstakten er imidlertid aftaget de senere år.
DMU har derfor undersøgt årsagerne til at kurven nu er fladet ud, og om der kunne være muligheder for en yderligere vækst. Udviklingen i jægernes udbytte af krondyr i Danmark 1941-2006.
Udbyttet steg 7,7 % årligt i tiåret 1986-1996, mens stigningstakten i det seneste 10-år er faldet til 1,7 %.
Undersøgelsen har taget udgangspunkt i en spørgebrevsundersøgelse fra jagtsæsonen 2001/2002. Her har jægere fortalt hvor de har nedlagt i alt 956 krondyr i Jylland. Geografiske forskelle i jagtudbyttet antages at afspejle forskelle i bestandstætheden. Fordelingen af de nedlagte dyr er blandt andet sammenholdt med fordelingen af ”oprindelige” bestande, her defineret som områder hvor krondyr forekom før 1985.
Resultaterne viser at de oprindelige kerneområder fortsat i 2001 udgjorde tyngdepunkterne for de jyske kronvildtbestande. Halvdelen af alle dyrene var nedlagt inden for 4 % af Jyllands areal. Da jagtudbyttet siden 2001 kun er steget svagt, er der ingen grund til at tro at dette mønster er meget anderledes i dag. I kerneområderne er antallet af nedlagte krondyr 3-8 gange højere end i tilsvarende landskaber i det øvrige Jylland.
Da ingen danske krondyrbestande sulter, kan denne forskel næsten kun forklares ud fra forskelle i jagttryk. Kerneområderne rummer typisk en-to store jordejere, fx en statsskov eller et gods, mens de øvrige områder er karakteriseret ved at have mange små jordejere. Måske fodrer de store jordejere mere eller er mere tolerante over for markskader, så dyrene får mere fred.
I modsætning hertil er der tilsyneladende mange områder, hvor krondyrene slet ikke får en chance for at etablere sig, formentlig på grund af et højt jagttryk, blandt andet motiveret af et ønske om at undgå skader på skove og markafgrøder. Undersøgelsen viser også, at sammensætningen af landskabet betyder meget for krondyret, som især findes i områder med store sammenhængende skovområder.
Det skal formentlig ses i snæver sammenhæng med behovet for at søge dækning for forstyrrelser, især jagt.
Forskerne kan også se at omfanget af bymæssig bebyggelse og vejanlæg har en svagt negativ indvirkning på krondyrene, men disse effekter er små i forhold til den overordnede betydning af ”kerneområdeeffekten” og landskabets sammensætning.
Forskerne konkluderer, at det kan være nødvendigt at sikre områder i landskabet, hvor krondyrene kan finde den fornødne sikkerhed, hvis man vil have etableret en bestand, som bl.a. kan græsse på de åbne heder og overdrev, fx i Mols Bjerge.
Seniorforsker Peter Sunde understreger at det er en politisk afgørelse om man lokalt vil have flere krondyr. En afgørelse der skal træffes i et samspil mellem naturforvaltningsmæssige hensyn, herunder styring af jagt og øvrige rekreative aktiviteter, og hensyn til land- og skovbrugsinteresser. Undersøgelsen er støttet af Skov- og Naturstyrelsen.
