H.J. Kirstein besøger hver sommer sit svenske revir og han vidste derfor, hvor han skulle finde medaljebukken
Af H.J. Kirstein 13. august 2008
Jeg har fornøjelsen at komme på jagt hos en svensk jagtkammerat som råder over et mindre areal på ca. 400 hektar lige nord for Jönköping.
Området er varieret med mindre kløvermarker, tæt skov i varierende aldre og rislende bække og småsøer. Vi nedlægger kun ganske få stykker råvildt om året på dette revir. I gennemsnit er der nedlagt mellem 2-4 stykker råvildt om året. Et par bukke i august og så et par efterårsdyr, der nedlægges på drev for en lille gravhund.
Man kunne sikkert nedlægge lidt mere råvildt, end vi gør, uden at det vil kunne ses på bestanden, men det gør vi altså ikke. Jeg har mine favoritsteder, hvor jeg altid søger hen, når jeg i juni/juli besøger reviret for at se, hvad der rører sig og måske få bygget et tårn eller to.
På en lille eng inde i de tætte graner havde min svenske jagtkammerat sagt, at der gik en god seksender. På trods af mange besøg herinde havde jeg aldrig set denne buk og mange timer i bukkejagten år 2005 gik netop efter denne buk. I de første dage af sæsonen 2006 have jeg heller ikke set denne mystiske buk, og jeg var egentlig kommet til den overbevisning, at den enten var død af alderdom eller nedlagt på en udflugt i brunsten.
En tidlig morgen, hvor alt var dækket af dis og tåge, valgte jeg dog at sætte mig på pladsen her inde på skovengen, hvor den usete buk skulle holde til.
Jeg afsøgte området med kikkerten og kiggede intenst ind mellem tågebankerne som i korte perioder åbnede sig og lod sigtbarheden tiltage…nej, intet!
Efterhånden mistede jeg opmærksomheden og blev mere interesseret i de mange skovmyrer som åbenbart anvendte tårnet som en passage op i den store bævreasp, jeg sad ved… et søvnigt blik ud i lysningen og der… der stod han. Lige i kanten af granerne. Hans opsats så stor og kraftig ud, som den sad der, fugtig og våd, på hovedet af bukken. Riflen op og afsikre… tågen kom.
Jeg kunne nu kun skimte bukken gennem disen, og lige så snigende som han var kommet, opslugte tågen ham. Jeg famlede fortvivlet efter bukkekaldet… trykkende på kaldet i et naivt ønske om at bukken skulle komme springende gennem tågen og stille sig med siden til… mine godtroende tanker blev gjort til skamme.
Der skete intet, absolut intet.
Jeg sad slukøret og forbandede min manglede koncentration. Prøvede et par bedrøvede tryk på bukkekaldet… synes også at tonen var dårlig. Der var helt sikkert en defekt på lige præcis dette kald… jeg ville klage, ville jeg. Klage til den forretning, der havde solgt et defekt kald.
Sikkert noget for et forbrugerprogram. En god historie om hvordan jagtforretninger snød seriøse bukkejægere! Øv! Jeg gjorde mig klar til at forlade tårnet og kiggede en sidste gang ud i tågen. En bevægelse fik mig til at stive… hvad var det?
Bukken … dette måtte være bukken, der kom tilbage. Jeg satte mig ned og tog riflen op … endnu en bevægelse mellem urterne fortale noget kom lige imod mig.
Et hoved stak op i disen… det var en ræv.
Min ærgrelse var ubeskrivelig og jeg afsikrede riflen… ræven nærmede sig og hoppede op på et stød fra en vindfældet gran. Kuglen slog ind i ræven, og den lå forendt på jorden.
Jeg pakkede mit grej og fandt ræven. Jeg tog den i bagløbene og spadserede gennem skoven ud til bilen. Jeg kørte de få kilometer tilbage til huset og kunne fortælle min kammerat om bukken …
Nu havde jeg set den. Dette år fik jeg ikke nedlagt nogen buk på reviret, da jeg ikke fandt nogle, der var modne til afskydning. Vi er nu i juli 2007, hvor jeg igen er ankommet til reviret for at lure den af.
Bukken fra sidste år spøger stadig i mit hoved, og allerede en time efter jeg er ankommet, er jeg på ud gennem skoven til engen, hvor bukken snød mig sidste år. Inden jeg når frem til tårnet, kan jeg allerede se to stykker råvildt gå og esse. Det er helt sikkert en buk og en rå.
Jeg famler lidt med kikkerten og finder dyrene.
– Der er han, siger jeg for mig selv. Jeg ser nu, at tårnet ligger væltet, og derfor må jeg stille mig på et stød lidt inde i skovkanten.
Bukken og råen går langsomt og esser, og de gange bukken har hovedet oppe, studerer jeg opsatsen. Den er pæn høj, men jeg kan ikke bedømme, hvor kraftig den er.
Min umiddelbare vurdering er, at den nok er til sølv. En bevægelse til venstre for mig, gør mig et øjeblik forskrækket….en stor, ja en kæmpe elgko er på fuldstændig lydløs vis kommet ind på lysningen bare 30-40 meter fra mig. Koen har ikke set mig og går frem i lysningen. Rådyrene er ligeglade og fortsætter med at esse.
Elgkoen kommer med nogle lyde, jeg ikke kan genkende, da en elgkalv med ét rejser sig og løber hen til koen for at die. Et fantastisk syn som jeg aldrig har oplevet før…
Jeg forbander mit kamera stadig ligger i min taske i hytten og forsøger desperat med min mobiltelefon at forevige øjeblikket.
Det er helt sikkert, at jeg i morgen tidlig skal herind og sidde efter bukken. Jeg bliver derfor nødt til at forstyrre både elge og råvildt, da tårnet skal rejses… men det er umuligt for mig at gøre dette alene, og jeg må opgive. Veltilfreds går jeg videre gennem skoven til en lysning, hvor jeg sætter mig i et tårn. Få minutter efter kommer endnu en flot seksender ud… en fabelagtig aften.
Jeg glæder mig helt vildt til næste dag, hvor jeg kan skyde et par bukke på denne julidag i Sverige…
Naturligvis kun med kamera. Min svenske kammerat hjælper mig med at få rejst tårnet dagen efter. Om aftenen sidder jeg klar med kamera til både råvildt og elge. Det er en dejlig sommeraften, hvor småfuglene synger, og enkelte duer kurer fra granerne.
Ventetiden er kort, for efter små 10 minutter kommer en buk frem… ikke der hvor jeg havde ventet, for han kommer ud lige til venstre for tårnet.
Langsomt får jeg gjort mig klar. Bukken står et par minutter og stirrer mod mig… jeg sidder helt stille og tør knap nok trække vejret, inden jeg får taget et par fotos.
Han kigger væk og nipper forsigtigt af lidt urter, mens jeg igen får taget et par fotos. Det er nu tid til at kigge nærmere på ham. Hans opsats er ikke så prangende, som jeg i første omgang have vurderet.
Det er måske en helt anden buk, end den jeg så i går? Jeg studerer igen hans opsats og må konkludere, at det lille svaj på hans højre stang er præcis, som den buk jeg observerede i går… det er altså samme buk. Jeg er meget i tvivl om hans alder.
Kroppen giver ikke nogle endegyldige beviser på at det er en ældre buk, men hans opførsel og hals giver alligevel anledning til at vurdere, at dette må være revirbukken. Er det denne buk, er han nok toppet rent trofæmæssigt og burde nedlægges, men jeg er meget i tvivl, og der er trods alt nogle måneder, til jagten begynder.
Det er dagen før, det hele går løs. Det er den 15. august og vel ankommet til reviret dagen før, har vi allerede spejdet rundt og fundet nogle interessante steder. I en lysning går en god buk sammen med en rå, og i kikkerten kan vi se, hvordan bukken beslår råen flere gange. Det må helt sikkert være en pladsbuk og kun få hundrede meter fra, hvor jeg observerede bukken i sommer…
Jeg bliver mere og mere sikker på, at det er samme buk.
Den 16. august sidder jeg i tårnet, hvor jeg for få måneder siden tog billeder af bukken. I små tre timer sidder jeg her og har kun et par råer gående. Jeg beslutter at gå ned i området, hvor vi i går eftermiddags så bukken.
Det larmer, og støvlerne sidder fast i mudret, hvor en udkørselsmaskine har kørt flere kubikmeter stormvæltet nåletræ ud… øv, bukken og råen må helt sikkert have hørt mig og være fortrukket for længe siden.
Jeg når frem til en stor gran og tager kikkerten op, og afsøger området foran mig, der består af birkeopvækst og nyplantede graner. Bag en vindfælde står et dyr.
Det er en rå og jeg er nu helt sikker på, at bukken ikke er langt herfra. En mørk rød krop træder frem små 50 meter fra mig. Det er bukken… jeg får langsomt riflen op og kan med sigtekikkerten se hans opsats. Det er bukken fra i sommer, og jeg afsikrer riflen.
Jeg studerer bukken igen, mens tvivlen kommer snigende… er han skudbar?
Jeg tvivler og afsikrer… skal-skal ikke?
Hans krop virker tung, halsen tyk… kuglen rammer ham på bladet, og han springer frem i lavt løb, mens råen kigger på ham. Få meter efter falder han i bregnerne. Jeg går frem til ham og betragter hans opsats.
Den er høj med lange sprosser og ikke voldsom kraftig. En flot buk det er han. Jeg får ham brækket og trukket de få hundrede meter op til en kløvermark, hvor jeg med bilen kan få bjærget ham de få kilometer hjem til hytten. Inden jeg hænger ham op, ser jeg på hans kindtænder.
De er slidte og en vurdering på 5-6 år, er ikke nok helt forkert. Svenskeren skulle ombringes!!
Få dage efter nedlagde min kammerat Allan i regnvejr en endnu flottere og kraftigere seksender.
KLIK og læs mere om JAGT I SVERIGE
