Hundens forståelse for at udnytte vinden kan med fordel grundlægges meget tidligt i dens liv
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Hundens forståelse for at udnytte vinden grundlægges meget tidligt i dens liv. Under de tidlige apportøvelser vil hunden lære at anvende vinden, ligesom den modtager en meget stor del af sine informationer via luftvejene.
Derfor er udnyttelse af vinden ikke noget, som hunden først skal lære, når man begynder på mark- og terrændressuren. Alligevel er der en tendens til at hunde, der i en meget tidlig alder har haft mulighed for at krydssøge, lægger ud med en større grundforståelse end hunde, der ikke er præget på at krydse op i vinden.
Det må derfor tilstræbes, at man så vidt muligt altid slipper hvalpen i modvind, når man går tur med den. Man kan evt. tilrettelægge sine daglige lufteture således, at man går ud i modvind, hvor hunden er fri, og går hjem i medvind, hvor hunden er koblet.
Ligeledes er det en god idé at opsøge marker med langt græs på et meget tidligt tidspunkt i hundens liv. Her opmuntrer man hvalpen til at følge én, mens man siksakker frem imod vinden. Det høje græs tvinger i positiv forstand hvalpen til at løfte hovedet, og i reglen fatter den lynhurtigt systemet. Måske vil man opleve, at den tager teten og af egen fri vilje krydser frem i vinden som en dreven hund, der ikke har lavet andet.
Det er der ikke noget underligt i.
Generationers målrettede avlsarbejde har sat sit præg på alle racer, og selv om hunde i reglen bliver gode til det, de anvendes til, vil de enkelte racer alligevel være genetisk programmeret til at udføre de opgaver, de er tiltænkt. En retriever er programmeret til at apportere, en stående hund til at søge på vinden.
Den første søgslektion
Inden hunden er klar til at søge i marken, skal den være mentalt modnet, og jagtlysten aktiveret. Hunden kan og skal ikke motiveres til at søge.
Viser det sig, at den fjoller rundt på det tidspunkt, hvor man havde tænkt at begynde på markdressuren, må man vente, indtil hunden viser forståelse for, hvad det drejer sig om. I reglen vil man dog under de daglige lufteture få en fornemmelse af, hvor hunden befinder sig i sin udvikling.
På et tidspunkt gik jeg med en bretonhvalp, som selv, når jeg slap den, undlod at vige fra mine bukseben. En mørk og blæsende efterårsaften slog vildskaben dog pludselig ned i den. Med ét for den ud til siden og tilbage igen. Sekundet efter gentog det sig. Igen et udslag på 20-25 m.
Den pludselige trang til at slippe hæmningerne stod på i ganske få sekunder, hvorefter den atter indfandt sig i betryggende nærhed af mine støvler – tydelig overrasket over de kræfter, der så pludselig havde hjemsøgt den. Men allerede dagen efter gentog fænomenet sig, og for hvalpen blev den blæsende efterårsaften et vendepunkt i dens liv.
Den hængte aldrig siden i mit bukseben og uanset, hvor lang jagtdagen havde været, og hvor meget den havde ydet, forsøgte den altid at finde vildt. Og altid i galop og med en utrættelig tro på, at der med garanti var et eller andet i næste slag. Selv da jeg gik den sidste tur med den i en alder af kun 8 år, forsøgte den, plaget af gigt og smerte, at finde vildt. Den skulle altid lige!
Søg i ukendte områder
De første ture i marken bør henlægges til områder, hvor risikoen for at møde vildt er næsten ikke eksisterende. Ironisk nok er det ikke særlig vanskeligt at finde sådanne områder i dagens kulturlandskab.
I første omgang drejer det sig om at få indlært principperne i søget. Først senere skal hunden præsenteres for vildt som agerhøns, fasan og – ikke mindst – harer. Det er en fordel, at man fra første færd forsøger at etablere en række rutiner, som hunden kan kende fra gang til gang. F.eks. er det en god idé at køre eller cykle ud til det område, som man agter at starte hunden på første gang. At forsøge sig på de områder, som man normalt lufter hunden på, er ikke en god idé. Navnlig ikke, hvis området også anvendes af andre hundeejere. Andre hundes store og små visitkort vil da bremse søgsoplægget og forhindre, at søget opnår den rytme og kontinuitet, som ønskes.
Når hunden begynder på markdressuren, er det i en periode slut med at løbe rundt på må og få. Kun på velkendte arealer bør den slippes for at tømme sig og evt. strække benene og føle sig fri, hvis de mange indtryk under dressuren ser ud til at hæmme den.
Ved at holde hunden koblet mellem søgslektionerne opnår man et mere eksplosivt take off, når hunden slippes. Den kraftige acceleration er et godt afsæt, og selv om de første slag kan bære præg af lidt for meget overskud, vil hunden snart føle glæde ved at løbe frit. Og er kontakten til føreren ellers i orden, vil den tilrettelægge sit søg efter dennes placering i terrænet.
I begyndelsen er det vigtigt, at man viser hunden til rette ved at krydse frem og tilbage over marken i god fart. Derved lærer hunden systemet, og den hund, der på et tidligt tidspunkt lærer at udnytte vinden, vil snart falde ind i rytmen og lægge sig på vinden, alt imens den søger frem og tilbage over terrænet.
Justerer med følelse
I begyndelsen må man se gennem fingre med skønhedsfejlene. F.eks. kan man ikke forvente, at hunden altid kommer helt ud til markens kanter. Mere sandsynligt er det, at den vender omkring nogle meter, før den når afgræsningen. Det skal man ikke bekymre sig om. Når først hunden har erfaret, at der af og til findes vildt i de lodne skelkanter, efterlader den ikke disse uafsøgt. Tværtimod kan interessen for skellene blive så voldsom, at hunden hænger for længe på kanterne på bekostning af afsøgning af selve marken.
Det skal også forventes, at hunden af og til vender tilbage mod sin fører, hvis den pludselig føler, den er kommet for langt frem i terrænet. Også dette skal man tage positivt. Men prøv at animere hunden til at søge på bredden, når den er på vej tilbage. Al indlæring af søget skal foregå som animering. Man kan ikke tvinge hunden til at søge ud til kanterne. Kun vise den hvad man ønsker. Det er dog særlig vigtigt, at man er opmærksom på, at hunden vender rigtigt, når den er på vej mod markens kant. Hunden skal da vende op imod vinden. Slår den tilbage i vinden, vil den afsøge det terræn, som den én gang har afsøgt, hvilket er alt andet end effektivt.
I reglen kan man se, om hunden gør tilløb til denne uheldige kovending. Derfor drejer det sig om at flytte egne ben så hurtigt som muligt, samtidig med at man vifter hunden frem mod terrænets kant. Derved kan man foregribe, at hunden slår tilbage i terrænet.
En af årsagerne til, at hunden kovender, er i øvrigt, at den søger kontakt med sin fører. Derfor er det vigtigt, at man bevæger sig på tværs af marken, og hele tiden giver hunden en mulighed for at se, hvor man befinder sig. Når den under søget kaster et blik på føreren, kan man bekræfte den i dens søgsretning og med hånden pege i samme retning, som den søger. Derved stiger lysten og troen på, at den gør det rigtige. På sigt skal man dog holde hænderne i ro, da de evige retningsbestemmelser kan påvirke hundens selvstændighed.
Såfremt en hund konsekvent kovender, må man søge ud til den side, hvor problemet er størst. Ofte er det kun en af siderne, der volder problemer for hunden. Ved at placere sig forholdsvis tæt på markens afslutning kan man nemmere gribe ind og presse hunden frem i terrænet, inden den vender omkring.
De fleste hunde, som er i besiddelse af jagtlyst og selvtillid, vil sjældent vende forkert. Forkerte vendinger hører da også til de mindre almindelige problemer. Mere almindeligt er det, at hunden søger for offensivt og ikke får marken helt med i sit oplæg.
Navnlig under afsøgning af marker, som hunden ikke tror på, er den tilbøjelig til at gå lidt useriøst til værks. F.eks. vil hunden, der aldrig har fundet vildt på en grøn vintersædmark, være tilbøjelig til at lægge så stor afstand mellem slagene, at f.eks. trykkende agerhøns kan gemme sig, uden at hunden kan færtlokalisere dem. Ligeledes kan den have tendens til at skære hjørnerne af. Ofte er det åbne søg en direkte udspringning af manglende bredde på søget.
På sigt må man naturligvis insistere på, at hunden går grundigere til værks. Kan man ikke på grund af afstanden til hunden med arm- og håndbevægelser vise den, at den skal søge helt ud til kanten, før den vender, må man fløjte den ned. En jagtglad hund bryder sig ikke om at blive afbrudt i sit arbejde, og når man med hånden viser den retningen og sender den af sted igen, ved den godt, hvad der forventes. Ellers må den atter bremses.
Den først mark
Rammerne omkring hundens første marksøg skal være afgrænsede. Bedst er det, at der er tydelig markeringer i form af markant anderledes afgrødetyper. F.eks. stubmark omkranset af en pløjemark eller mark med høstet majs.
Marken skal være langt fra trafikeret vej, da man kan miste kontrollen over hunden under de første lektioner. Navnlig hvis en hare pludselig blander sig i undervisningen. Af samme årsag er det en fordel, at man starter op på marker, hvor chancen for at møde hare og andre former for vildt er minimal.
