Solsort, bogfinke og sanglærke er de tre talrigeste arter i Danmark. Vi har fået 12 nye arter, viser ny opgørelse …

Af dof.dk

Solsorten er stadig Danmarks talrigeste ynglefugl, mens bramgåsen er den fugleart, som er i den største fremgang herhjemme.

Det viser en ny opgørelse over Danmarks ynglefugle, som Dansk Ornitologisk Forening har lavet sammen med Aarhus Universitet og Naturstyrelsen.

Lige nu er 1,7 millioner solsortepar i gang med ynglesæsonen i Danmark.

Det samme er 1,3 mio. par bogfinker og 700.000 par sanglærker.

De tre arter topper en ny “hitliste” over Danmarks mest almindelige ynglefugle.

På de næste pladser i top ti følger musvit, grønirisk, gråspurv, skovspurv, munk, tornsanger og gulspurv, alle arter med over 300.000 ynglepar i Danmark – se tabellen nederst.

Skestork, blåhals og vandrefalk går frem

Samtidig er det gjort op, hvilke fuglearter der har haft størst fremgang i Danmark de senere år.
Her er bramgåsen i top. Den smukke sort-hvide gås ynglede slet ikke i Danmark for 15 år siden. Nu er der mere end 2000 par.

På de næste pladser følger andre nyligt indvandrede arter som skestork, blåhals, sorthovedet måge og vandrefalk.

I alt yngler 173 fuglearter i Danmark.

12 nye arter

Vi har fået 12 nye fuglearter siden 1980, mens kun 2 arter er forsvundet (se nedenfor).

Ynglebestanden af 28 fuglearter er mere end halveret, mens 30 arter er mere end fordoblet de sidste 30 år.

Det fremgår alt sammen af denne nye omfattende vurdering af Danmarks ynglefuglefauna.

Danmarks mest talrige ynglefugle

1. Solsort 1.700.000
2. Bogfinke 1.300.000
3. Sanglærke 700.000
4. Musvit 700.000
5. Grønirisk 500.000
6. Gråspurv 490.000
7. Skovspurv 450.000
8. Munk 440.000
9. Tornsanger 320.000
10. Gulspurv 310.000

Danmarks 10 mest almindelige ynglefugle i 2011. Bestandsstørrelsen er estimeret ud fra punkttællinger i ynglesæsonen og tidligere estimerede bestandsstørrelser fra forrige statusrapport, også kendt som “Birds in Europe II”. Bestandsstørrelserne er minimumsværdier og angivet i ynglepar.

Indvandret til Danmark siden 1980

Blåhals, bramgås, fiskeørn, fyrremejse, havørn, kongeørn, perleugle, rødhovedet and, skestork, sorthovedet måge, stor hornugle og vandrefalk

Forsvundet fra Danmark siden 1980

Høgesanger og urfugl.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version