Ikke alt er, som det ser ud til at være og et ældre arkivfoto af en elskovssyg råbuk minder mig altid om, at vi ikke skal springe til konklusionerne, når det gælder forståelsen af vores oplevelser i naturen
Af Michael Sand
Der er mange sidegevinster ved at fotografere råvildt. En af dem er et bedre indblik i dyrenes adfærd. Navnligt hvis man har mulighed for at fotografere i områder, hvor der optræder dyr, som man kan følge år for år.
Dermed kan man få sin paratviden testet og måske lære noget, som man ikke allerede vidste.
Der er dog navnlig én ting, som jeg har lært i mit nærvær råvildtet. Men den viden handler ikke så meget om råvildtets biologi og adfærd. Den handler om mig selv og en helt masse andre, som jeg har mødt på min vej.
Der er nemlig en udpræget tendens til, at vi søger bekræftelse på alt det, som vi allerede ved.
I naturen skal man dog være forsigtig med at resonere og konkludere. Ikke alting er, som det ser ud til at være.
Et af de bedst kendte eksempler på fejlkonklusion er efterladenskaber foran rævegrave. Et afgnavet ben af et rådyr og en kranie fra en hare viser i princippet ikke hvad ræven spiser. Det viser hvad den ikke spiser. Den største del af føden bestået af mus og andre gnavere.
Rævens efterladenskaber foran graven er nyttig at have i baghovedet, når man færdes i naturen som jæger eller fotograf etc. Et åbent sind gør nemlig oplevelsen større. Og ind imellem opleves der ting, som tilsyneladende ikke passer ind i alt det, man troede man vidste.
Det tænker jeg på hver gang jeg støder dette billede fra mit arkiv.
Billedet her udfordrede nemlig det, som jeg troede jeg vidste om råvildt … f.eks. at råen kun er modtagelig for befrugtning i ét døgn.
Derfor overraskede det mig, at jeg flere dage i træk kunne se bukken beslå råen, som han fulgte som en skygge.
Det passede ikke helt med det, som jeg troede jeg vidste … Parrede råvildt sig at lyst – måske både før og efter råens ægløsning eller var der en anden forklaring?
Det er jeg ikke i stand til at svare på. Heller ikke i dag – næsten tyve år efter at jeg tog billedet.
Men … sandsynligvis er der en anden forklaring. Det jeg troede jeg så, var ikke nødvendigvis det, som jeg rent faktisk oplevede.
Bukken og råen fandt jeg jeg stort set på samme plet i skoven hver dag. Et skyggefyldt område med lysindfald gennem stammerne. Men ligesom eksemplet med rævens efterladenskaber, sprang jeg nok til konklusionen, når jeg antog, at råen var den samme rå jeg oplevet dag for dag.
Råer er ikke så nemme at individbestemme som bukkene, der alle bærer unikke opsatser. Ikke to er helt ens.
I dag føler jeg overbevist om, at det ikke var tilfældet. Dyrene parrede sig ikke for sjov. Bukken flyttede sig nemlig ikke i brunsten, men det gjorde råerene.
Den stærke buk var tilsyneladende så attraktiv, at råerne valgte at komme til ham. Ligesom jeg vidste de stort set altid altid, hvor de kunne finde ham midt på dagen – hvilket iøvrigt ofte er det tidspunkt på dagen, hvor man kan opleve de mest hektiske perioder af råvildtets privatliv.
