Under indlæring af jagthundens stand er det en smagssag, om man foretrækker “hold afstand taktik”, eller i stedet satser på en hund, som kan nagle og fastholde især vildt fuglevildt
Af Michael Sand
Det er i sidste ende en smagssag, om man foretrækker den i mange tilfælde effektive hold afstand taktik, eller man foretrækker at jage med en hund, som forsøger at nagle vildtet.
Sidste metode er dog den, der er vanskeligst at indlære. Det skyldes, at de vilde hønsefugle har det dårligere end nogensinde. Det betyder, at det er blevet vanskeligere at give hunden den erfaring, den har brug for, hvis den skal opnå en tilstrækkelig effektivitet.
Manglen på vilde fugle betyder, at mange forfalder til at træne på udsatte fugle. Typisk udsatte agerhøns. Men de udsatte agerhøns har ikke samme adfærd som en vild fugl, og derfor vil en stående hund sjældent stå for en en forholdsvis ny udsat agerhøne, første gang den præsenteres for en sådan.
UDSÆTNING AF VILDT – LÆS REGLERNE HER
Den halvtamme fugl vil sjældent trykke for hunden, og eftersom det efter meget at dømme er færten af den trykkende fugl, som får hunden til at stivne, siger det sig selv, at den uerfarne hund glider ret frem mod fuglen og snupper den, hvis den kan. Hvis den da ikke blot ignorerer færten.
Jeg deltog engang på en markprøve med en hund, som aldrig havde inhaleret færten fra en udsat fugl. Til gengæld var den på hjemmebane med både vilde fasaner og agerhøns.
Under afprøvningen kom hunden uheldigvis i god vind af en nyudsat agerhøne. (tilladt på det tidspunkt) Men bortset fra et lille ryk med hovedet, da den drønede forbi, var der ingen reaktion.
Dommeren var ikke just begejstret. Værre blev det, da vi over middag var fremme ved en roemark, som var mere end tæt besat af udsatte høns. Fuglene kaldte fra nær og fjern, og hund efter hund gled næsten fra hånden direkte ind i standen for en af de mange høns, der var løbet sammen under roebladenes skygge.
Jeg frygtede for min tur. Og det havde jeg god grund til. Hunden reagerede nemlig ikke på færten af de udsatte fugle, men på mirakuløs vis lykkedes det hende at komme forbi minefeltet af forvirrede agerhøns uden at støde en eneste.
Et par slag fremme i marken opnåede hun stand, og kort tid efter kunne prøveskytterne fælde dagens første og eneste fasan. Æren var reddet, men formiddagens dommerbogsnotat kunne ikke ignoreres. Forbigåelse af vildt er en alvorlig sag. Også selv om vildtet er udruget i en rugemaskine og vokset op i en voliere.
Naturligvis lærer hunden på sigt at holde afstand til de halvtamme agerhøns, men den erfarne hunds stand for en nyudsat agerhøne kan sjældent sammenlignes med hundens stand for fasanen eller hønseflokken. Men at dressuren og dermed jægeren spiller en afgørende rolle for hundens udvikling af standen, er der næppe tvivl om. Intet kommer af intet. Heller ikke den faste stand.
Det er førerens opgave at lede hunden i god vind af vildtet, og det er hans opgave at give hunden tilstrækkelig med erfaring, således at den lærer, hvordan den skal takle de enkelte situationer og de enkelte vildtarter.
Uanset om standinstinktet i den unge hund er stort eller lille, skal der altså både indlæring og tillært indsigt til, før uddannelsen er færdig. Og som oftest, når det drejer sig om jagthundearbejde, vil resultatet afhænge meget af førerens evne til at holde balancen under terrændressuren.
Stand via syn og hørelse
Standen kan enten udløses via synet eller mere normalt via lugtesansen. Men også hørelsen kan anvendes. For nogle år siden var jeg den lykkelige indehaver af en usædvanlig god fasanjagt med en velsignelse af vilde fasaner og agerhøns. Landmandens hund, en velafbalanceret og meget elskværdig schæfer, kunne via hørelsen pege de store fasankuld ud med usvigelig sikkerhed, når vi uden bøsse gik tur på ejendommens tilgroede vildnis. Af og til var det en rotte, som måtte lade livet, når hunden pludselig med et par hurtige poteslag fjernede taget over et underjordisk gnaverkompleks. Også schæferen markerede et kort øjeblik, inden den sprang løs på fuglene, gnaveren eller måren i risbunken. Alligevel havde den ikke udviklet en stand i egentlig og traditionel forstand.
Der er nemlig forskel på den tillærte hold afstand-adfærd og så en egentlig stand. Den egentlige stand ses næsten udelukkende hos stående hunde. Ja, det er det, som kendetegner den mangfoldige kategori af stående jagthunde.
I dag hævdes det dog, at de mest erfarne markprøvehunde faktisk også støtter sig meget til hørelsen, når de skal finde de nyudsatte agerhøns i roemarken. Agerhønsene placeres i marken enkeltvis og vil i løbet af kort tid forsøge at samle sig i flokke. Agerhøns er sociale fugle og trives ikke i ensomheden under roebladene. Men fuglenes kaglen udnyttes af de drevne hunde, som hurtigt bringer sig i færtafstand og tager stand.
Når hunden ikke vil stå
De fleste, som har arbejdet med stående hunde, har haft en hund, som ikke vil stå. Men der er ingen grund til panik. Før eller siden kommer den første stand.
I første omgang drejer det sig om, at hunden skal lære, hvad den går efter. Bliver hunden ved med at køre fuglene op, kan man anvende en lang flagline. På den måde kan man lede hunden i nærheden af et sted, hvor man ved, der trykker et par fugle. Når hunden har fært, kan man forsigtigt holde den tilbage og på den måde lære den at respektere vildtet. Men træn aldrig på nyudsatte fugle, når det drejer sig om en ung hund.
Træning på duer i bur kan heller ikke anbefales, selv om metoden internationalt set bliver mere og mere populær. Tilhængerne hævder, at dressuren i marken forløber mindre problemfrit, når hunden har lært at respektere duen i buret eller græsset. Alle syntes dog at være enige om, at kun kontakt med vilde fugle kan afslutte hundens uddannelse.
Mistede halefjer
Mange fasaner har gennem tiden efterladt en halefjer eller to mellem tænderne på en stående jagthund. På en markprøve er det da heller ikke diskvalificerende at snappe efter en fugl, som letter. Så længe hunden ikke forfølger vildtet med få eller flere spring, accepteres situationen som præmieringsværdig. Dermed adskiller afprøvningen af stående hunde sig fra afprøvningen af spaniels, hvor det på spanielsprøver er strengt forbudt at apportere ikke skadet vildt.
Denne forskel skyldes primært, at de to hundetyper normalt arbejder i forskellige former for terræn. Den stående hund er primært udviklet til jagt på hønsefugle i forholdsvis åbent terræn, selv om det mange steder også er populært at anvende den til jagt på f.eks. snepper samt tjur og urfugl i skov. Den stødende hund er primært en skov- og krathund, og derfor tillader man ikke, at hunden snupper en fasankok, som et øjeblik hænger fast i risbunken, inden den slipper fri. Derfor er det vigtigt, at hunden er skolet til at holde tænderne fra fugle, som ikke lugter af blod. Er det ikke tilfældet, vil den ihærdige hunds jagt i underskoven udvikle sig til rene solojagter, hvor jægeren må se langt efter fugle på vingerne. Hunden snupper de fleste.
Det er således primært dressuren, som adskiller de to hundetyper. Både spaniels og stående hunde ønsker at fange vildtet, hvis de kan. Men spaniels lærer, at først når vildtet er skudt, må det apporteres, og den stående hund lærer, at først når jægeren giver tilladelse, må vildtet rejses. En af mine gode venner har en spaniel, som har udviklet en særlig raffineret teknik, når den lugter rå- og dåvildt, idet den primært anvendes som drivende hund til jagt på klovbærende vildt. Hunden bliver lav i koderne og sniger sig som en stor kat ind på dyret, og lider dyret blot af den mindste skavank, hænger den lille spaniel snart i struben. Da gør den kort proces.
