Er det mere reglen end undtagelsen, at hunden tager stand uden at kunne påvise vildt, peger problemet ofte på føreren og dennes påvirkning af hunden
Af Michael Sand
Det sker, at hunden markerer overbevisende uden at kunne påvise vildt, når føreren kommer frem. Det vil ske for langt de fleste hunde, og så længe det kun optræder undtagelsesvis, er der ingen grund til bekymring.
Er det derimod mere reglen end undtagelsen, at hunden står tomt, bør man analysere situationen og forsøge at skyde sig ind på, hvad der er gået galt. Næsten uden undtagelse peger problemets årsag nemlig på føreren.
Forskellen på den effektive vildtfinder og hunden, som står, hvor der ikke er vildt, er i reglen ikke så stor. Men den effektive hund kan skelne færtindtrykkene. Den bliver ikke hængende ved den efterladte fært, men fortsætter sit søg, indtil den fanger vildtets kropsfært.
Den følger med andre ord op på færten eller ignorerer ubetydelig færtstøj og fortsætter sit søgsoplæg. Hunden, der står tomt, virker mere følsom på næsen.
Sandheden er dog snarere, at den er mere følsom af sind.
I reglen kan den tomme stand forklares med, at føreren har skældt hunden ud, når den har stødt vildtet i forsøget på at nagle det. En anden forklaring kan være, at dressøren er begyndt at blande sig i fuglearbejdet, før hunden fik mulighed for at finde sine egne ben at stå på.
På den måde kan hund og fører altså udvikle et uheldigt samspil, hvor hunden standser op og venter på føreren, hver gang den møder det mindste tegn på fugl. Også når den finder kold fod eller gammelt fald.
Først når føreren viser sig og siger rejs eller videre, løsner den standen og begynder at søge igen. Såfremt dette uheldige mønster ikke brydes, bliver det blot stærkere og stærkere gang for gang. Uanset hvilken form for indblanding den tomme stand udspringer af, er det derfor vigtigt at få brudt den onde cirkel.
Føreren må forsøge at få lidt selvtillid ind i hunden igen og for en periode acceptere, at den forsøger at finde sine egen ben at stå på. Bedst er det, hvis man træder lidt ud af den dominerende floklederrolle. Det kan i sig selv give hunden lidt af den manglende selvtillid tilbage. Af samme årsag oplever man også, at ståmiklen forvandles, når den jager med en ny fører. Hunden, der før stod i tide og utide, springer pludselig selvsikkert fra fugl til fugl.
Harestand
De stående jagthunde regnes som fuglehunde. Men alligevel vil navnlig kontinentale hunde vise interesse for harefært. Af og til sker det også, at den stående hund tager stand for en hare, som trykker sig i sædet. Haren efterlader i reglen kun svag fært, når den sidder i lejet. Af og til kan det medføre, at hunden trækker lidt på færten, inden den står. Derfor er der også en tilbøjelighed til, at haren springer, inden hunden opnår regulær stand.
Der hersker delte meninger om, hvorvidt en harestand skal opfattes som et plus eller et minus. Jægeren vil i reglen tage det som et spændende indslag i fuglejagten, hvorimod markprøveentusiasten er alt andet end begejstret for hundens interesse for harerne. På en markprøve kan en harestand ikke i sig selv udløse præmie, og derfor er standen i det store og hele uanvendelig for hundesportsmanden.
Så længe hunden kun reagerer på den fært, der spreder sig fra haren i sædet, er der ingen grund til bekymring, forudsat at hunden kan bremses for haren, når den springer. Men visse hunde kan være så fokuseret på harefærten, at de ikke kan løsrive sig fra den jordbundne fært, en hare har efterladt. Derfor kan et par harer, som har krydset marken, slå den hareinteresserede hunds søgsoplæg helt i stykker. I stedet for at afsøge marken i høj fart og med højt løftet hoved hopper den af sted med snuden i jorden og snuser hver gang, færten fra harens fod bliver særlig stærk. Man kalder dette for nusseri, og bortset fra at det er forfærdeligt at se på, er det alt andet end effektivt. I reglen medfører det, at hunden ikke mærker færten fra markens hønsefugle, før den er så tæt på, at den ganske overraskende skræmmer dem til flugt.
