Instinkt, indlæring og indsigt i vildtets adfærd og levevis er de tre forhold, der udvikler den stående hunds stand.
Af Michel Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Instinkt, indlæring og indsigt i vildtets adfærd og levevis er de tre forhold, der udvikler den stående hunds stand.
Men for lidt og for meget fordærver alt, og derfor er det vigtigt, at dressøren spiller på hele registret. Og særlig vigtigt er det, at man ikke overspiller rollen som dressør og flokleder.
Kategorien af stående hunde er bred og lang. Både ruhår, breton og settere etc. regnes som stående hunde, som tager stand for det trykkende vildt. De skræmmer altså ikke vildtet til flugt, og dermed adskiller de sig fra f.eks. spaniels, som rejser vildtet i samme øjeblik, de har lokaliseret færten fra en trykkende fasan eller kanin.
At den stående hund holder sig tilbage, når den har lokaliseret vildtet, er der i og for sig ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Også ræv og kat og flere andre firbenede rovdyr holder af og til en lille pause, inden de i et elegant spring kaster sig over byttet, som de har sneget sig ind på. Det unikke ved den stående hund er dog, at den holder pausen og venter på, at føreren kommanderer den frem mod vildtet. Under standen stilles jagtens naturlige udvikling med andre ord på standby, og hunden holder vildtet i skak, indtil jægeren kommer frem.
Men selv om hunden kategoriseres som en stående hund, er det langt fra ensbetydende med, at den tager stand for vildtet første gang, den møder det. Standen er således et resultat af både instinkt, indlæring samt indsigt i vildtets levevis og adfærd. Det er derfor vigtigt, at man gør sig nogle tanker omkring standen, inden man giver sig i kast med at træne og motivere den unge hund.
Instinkt
Mange stående hunde fødes i dag med et kraftigt udviklet standinstinkt, som medfører, at de allerede meget tidligt i deres udvikling tager stand for emner, de betragter som et potentiel byttedyr.
Engang oplevede jeg en endnu ikke salgsklar gammel dansk hønsehund stramme op i klassisk positur, da en tamdue landede på opdrætterens gårdsplads. Den slags gør indtryk, men er ikke ensbetydende med, at man er vidne til en hund med et særlig godt anlæg. Eksemplet viser blot, at standindstinktet i visse linjer er avlet så rent, at man som ejer kan føle sig sikker på, at hunden har anlæg for at stå for vildtet.
Måske vil den allerede ved de første fuglekontakter stå i så lang tid, at føreren kan nå at komme op til den. Og det må alt andet lige siges at være en fordel. Da er man allerede halvvejs i marktræningen. Hunden kan finde og holde vildt og mangler nu kun indsigt i vildtets levevis og reaktioner. Eller sagt med andre ord: hunden mangler erfaring.
Indlæring
Straks mere kompliceret bliver det, hvis det viser sig, at den unge hund ikke vil stå for vildtet. Når standen kun er en kortvarig markering efterfulgt af en resolut og lynsnar rejsning af det trykkende vildt, har man et problem, selv om det næppe er særlig stort. Før eller siden vil langt de fleste hunde tage stand, og selv om det kun er kortvarigt, er dette startskuddet til en ny periode i dressuren.
Derfor er der ikke grund til panik, når hunden under dens første lektioner i marken ikke vil holde standen, til man kommer op til den. Vigtigst er det trods alt, at den kan finde vildt. Standen skal nok vise sig før eller siden. Man skal give hunden en chance, så den får lov til at modnes i sit eget tempo. Først når hunden er 1½-2 år og stadig ikke vil stå for vildtet, bør man overveje at gribe ind og ganske enkelt lære hunden at holde afstand til vildtet, indtil man giver tilladelse til at rejse det.
Men også selv om hunden er et rent naturtalent, vil den ikke kunne slippe for påvirkning fra føreren. Lærkestand er f.eks. ikke ønskeligt, og hunden skal lære, at kun fasan og agerhøns er interessante. I reglen forsvinder interessen for lærker dog, når først hunden har oplevet beruselsen over de lettende hønsefugle. Alligevel kan diskret indblanding blive nødvendigt. Men vær forsigtig.
Selvom unghunden allerede har markeret for fem lærker, kan det være et par agerhøns, som trykker foran den sjette gang, den strammer op og tager stand. På sigt kan man dog ofte se på hunden, hvad det er, den står for. Lærkestanden er i reglen knap så stram, som tilfældet er, når det er fasan eller et par agerhøns, der trykker foran hunden.
Indsigt
Det er en stor fordel, hvis hunden lærer at stå for markens eller mosens vilde fugle uden alt for kraftig indblanding fra førerens side. Forårets træning på udparrede agerhøns er højtiden for alle ejere af stående hunde, og her har den unge hund de bedste forudsætninger for at lære, hvor tæt den kan gå på parhønsene, før de letter. For selv om standen i mange tilfælde er medfødt, er det klart, at hunden skal arbejde videre på sin dåbsgave via kontakt med rigtigt vildt.
Lidt forenklet vil et skridt for meget få fuglene til at lette, hvorimod et skridt for lidt vil betyde, at vildtet ikke føler sig presset og derfor har mulighed for at liste ud af terrænet. Begge dele er uheldige og vil i reglen resultere i, at der ikke opnås en jagtbar situation. Hunden må altså tilegne sig fornemmelsen for, hvor meget den kan og skal presse vildtet, før det trykker sig mod jorden. Det skal dog understreges, at enhver hund – stående som ikke stående – kan lære at stå for vildtet, hvis stand defineres som at holde afstand til vildtet, så det ikke flygter. De fleste jagthunde kan således gennem dressur eller erfaring lære at holde sig tilbage, når de via færten kan mærke, at de har vildt umiddelbart foran sig.
Men det er ikke evnen til at holde afstand til vildtet, der gør, at jægere over hele verden fascineres af jagten med den stående hund. Det er det urgamle spil mellem hund og vildt, der er kimen i den globale fascination. Hundens livtag med vildtet kan vi ikke blande os i, hvis målet er at få en vildtfinder, som ved, hvordan den skal tackle de mange situationer, den kommer ud for.
