En af verdens mest artsrige nationalparker skal ikke længere anvendes til olieboringer. Afstemning i befolkningen gjorde udfaldet
Af Redaktionen
– En historisk afstemning hos Ecuadors befolkning har medført, at der ikke må startes nye olieboringer i Yasuní Nationalpark. desuden skal alle nuværende olieboringer i området indstilles inden for et år.
Det skriver Verdens Bedste Nyheder, der har som mission at bringe positive og løsningsorienterede nyheder.
Initiativet til afstemningen har været 10 år undervejs og blandt de involverede NGO’er håber man nu på, at Ecuadors eksempel vil brede sig til andre områder rundt omkring i verden.
59 procent af Ecuadors befolkning stemte ja til afstemningen den 20. august 2023 om at lade olien blive i jorden.
Yasuní er den største nationalpark i Ecuador og i området er der optalt 100.000 insektarter per hektar. Til sammenligning er der ifølge DCE cirka 18.000 forskellige insekter i hele Danmark.
Blandt de arter, der kan opleves i Ecuador er Sydamerikas største kattedyr, jaguaren.
I hele Ecuador er der anslået 2.000 jaguarer, som i flere sydamerikanske lande trækker turister ud på bådsafari, hvor man med “lidt” held kan se det store kattedyr jage kaimaner – som er beslægtet med den mellemamerikanske alligator.
Læs mere om dyrelivet i Danmark og andre lande på netnatur.dk/FAUNA