Sygdom udfordrer hjortevildt i ikke mindre end 30 nordamerikanske stater. Sygdommen er altid dødelig
Sygdom udfordrer hjortevildt
Sygdommem Chronic Wasting Disease (CWD) angriber hjortevildtet i mindst 30 nordamerikanske stater og fem canadiske provinser. Sygdommen, der tilhører samme kategori som kogalskab, er neurologisk, og dyrene dør af den. For at undgå, at mennesker spiser kød fra inficerede dyr, anbefaler myndighederne, at nedlagt hjortevildt først testes, og statslige institutioner arbejder benhårdt for at forhindre sygdommen i at brede sig til nye områder.
Tekst: Henning Kørvel
Mens vi i Danmark står over for en indtil videre ukendt sygdom, der angriber råvildt og har reduceret bestanden med 42% siden 2009-2010, så har USA og Canada store problemer med sygdommen, Chronic Wasting Disease (CWD), der ifølge Conservation Frontline truer whitetail deer, mule deer, wapiti, moose og caribou i mindst 30 amerikanske stater og fem canadiske provinser.
Disse ikoniske hjortevildtarter er i enhver forstand en vedvarende ressource, som er alvorligt truet af CWD, og i den yderste konsekvens vil spredningen af sygdommen kunne få økologiske, sociale og økonomiske konsekvenser. Under ét har de fem hjortevildtarter en stor effekt på landskabet, og de er tillige uhyre vigtige for landdistrikternes økonomi i hele Nordamerika.
Ud af hver 10 licenserede jægere i USA jagede over otte whitetail deer i efteråret 2022, og under jagter støder mange af disse på Chronic Wasting Disease.
En sygdom som CWD gør beslutninger om bevaringsforvaltning særligt udfordrende, for når sygdommen inficerer vildtarter, hvis kød spises af mange mennesker i USA og Canada, forstørres udfordringerne.
CWD er en neurologisk sygdom forårsaget af en prion, et fejlfoldet protein, der akkumuleres i nervesystemet hos hjortevildtfamilien.
Kogalskab, Creutzfeldt-Jacobs og scrapie tilhører samme sygdomskategori. Prioner er imidlertid som bakterier eller virale infektioner, som relativt let kan denatueres eller dræbes. Prioner kan imidlertid ikke dræbes, fordi de ikke er i live, og de kan kun ændres under ekstrem temperatur, tryk eller kemisk stress.
CWD er altid dødelig
CWD kan overføres af prioner ved direkte kontakt imellem to dyr, samt gennem afføring, spyt og væv fra slagtekroppe fra inficerede individer. Forskning tyder også på, at prioner kan ophobes i jorden og kan optages af planter.
Sygdommen er altid dødelig, men der findes endnu ingen vaccine eller andre former for behandling. Dyr, der smittes af CWD, kan gå med smitten i lang tid, før de bukker under for sygdommen. Inficerede individer bliver ofte sløve, afmagrede og uberegnelige i de sene stadier af sygdommen.
Det er dog yderst sjældent, at mennesker ser CWD-positive dyr i denne tilstand, fordi de ofte dør af andre sygdomme, før de fulde virkninger af CWD slår igennem.
Den bedste tilgængelige videnskab tyder på, at CWD kan have virkninger på bestandsniveauet, når mere end 27% af bestanden er inficeret. Hvor der er ringe håndtering af sygdommen, ser flere bestande nu infektionsrater på mere end 40%.
CWD truer mange hjortevildtarter globalt. Der har været registreret tilfælde af CWD overført fra hjortevildt til mennesker, men for at undgå, at mennesker konsumerer kød fra inficeret vildt, anbefaler de amerikanske myndigheder at teste nedlagt hjortevildt før konsumering.
”Chronic Wasting Disease er en stor og voksende trussel imod mange af vort lands oprindelige storvildtarter, der allerede udgør betydelige udfordringer for at opretholde sundheden for disse økologisk vigtige dyrelivsarter”, siger James F. Arnold, præsident for Boone and Crockett Club.
CWD Research & Management Act vil give kritisk ny finansiering til statslige dyrelivsagenturer, der er i frontlinjen i kampen mod sygdommen.
Statslige fiske- og dyrelivsagenturer har arbejdet hårdt for at forhindre introduktion af CWD i nye områder og for at begrænse spredningen.
Behovet for test og forvaltning dræner de offentlige budgetter, og samtidig reduceres indtægterne fra jægere af frygt for overførsel af CWD til mennesker. Sygdommen rammer således begge sider, og resultatet er dårligt for hjortevildt og de utallige andre arter, som dyrelivsagenturer arbejder på at beskytte, bevare og forvalte. Institutionerne har brug for flere ressourcer til at løse dette voksende problem, og den føderale regering kan muligvis påtage sig denne rolle.
Siden 2016 har kongressen støttet initiativer imod CWD gennem den årlige bevillingsproces, men et sundhedsprogram er aldrig blevet godkendt. En nylig undersøgelse bestilt af National Deer Association og Theodore Roosevelt Conservation Partnership tyder på, at 88% af amerikanerne støtter en stærk føderal investering i takling af CWD.
CWD Research & Management Act vil formalisere dette og sende flere ressourcer til statslige og ngo dyrelivsagenturer i de kommende år. Hvis lovforslaget ved tages, vil det godkende, at der bruges 35 mio. USD til CWD-forskning og andre 35 mio. USD til CWD-ledelse årligt.
Desuden vil landbrugsministeriet blive pålagt at gennemgå en bestands certificeringsprogram, der skal sikre, at hjortevildtforvaltnings-programmer med dyr i fangenskab ikke transporterer inficerede dyr.
Test før konsumering
Lovforslaget kommer ud af seks års topartisk, tokammerindsats fra flere interessenter, der blev indkaldt af Ron Kind (D-WI) og GT Thompson (R-PA) og flere organisationer, der repræsenterer både hjortejægere og opdrættere. Mange mennesker har støttet denne lovgivning og har arbejdet positivt for dens fremme.
Lovforslaget blev vedtaget af Repræsentanternes Hus sidste år med stor margin (393-33) og blev henvist til Senatets udvalg for landbrug, ernæring og skovbrug. I mellemtiden er et senatsledsaget lovforslag blevet introduceret, men det er ikke lov endnu.
CWD Research & Management Act afventer stadig senatets behandling og præsidentens underskrift, og indtil da skal statslige og ngo dyrelivsagenturer fortsætte med at håndtere denne sygdom med de begrænsede ressourcer til deres rådighed.
Lovforslaget vil kunne bidrage til løsning af nogle af de udfordringer, som vildtbiologer står over for, men de har også brug for jægernes andel. Det er nemlig afgørende, at jægerne samarbejder med alle statslige og ngo-er om at reducere spredningen af CWD.
Nogle steder kan jægere muligvis ikke transportere visse dele af kroppen fra nedlagt hjortevildt, eller de kan blive bedt om at teste det nedlagte vildt som led i et regionalt overvågningsprogram. Hvis jægere jager et sted, hvor CWD er blevet konstateret, skal de sætte sig ind i reglerne for det pågældende område og naturligvis følge dem.
Nogle gange er disse regler et minimum af den bedste praksis for at afbøde spredningen af denne sygdom. Hvis jægere gerne vil gøre mere, findes der andre trin, der kan tages i henhold til den bedste tilgængelige videnskab. Jægere kan også selv ønske at få deres nedlagte hjortevildt testet, og de på baggrund heraf kan træffe beslutning, om kødet skal i fryseren eller destrueres. Flere stater og ngo-er tilbyder disse tests, men jægere kan selv indsende lymfekirtler fra nedlagte whitetail deer, moose og caribou for at få dem testet.
Folk opfordres desuden til at afholde sig fra at fodre hjortevildt, og på lokalt plan anmoder myndighederne folk om at overvåge, om tegn på sygdommen opstår.
Fremtiden for sundt hjortevildt i Nordamerika afhænger af, at alle gør en indsats for at bremse spredningen af CWD.
