” Tigre fik hele distrikter lagt øde, og 13 landsbyer blev evakueret, og 250 kvadratmiles landbrugsjord taget ud af dyrkning”. Det skriver Henning Kørvel, som ser nærmere på tigerjagt og bogen Tiger-Hunting in India” anno 1924
Tigerjagt anno 1924
Tekst: Henning Kørvel
Brigadegeneral William Mitchell, der betragtes som far til USA’s luftvåben, jagede i 1924 tigre i Indien sammen med sin kone og maharajaen af Surguja. Dengang fandtes der over 100.000 tigre i verden, og i Østindien terroriserede de befolkningen. Parret skød otte tigre, to bjørne, vildsvin og blandt andet sambarhjorte. Generalen skrev begejstret om jagten i bogen ”Tiger-Hunting in India”.
Tigre var så stor en trussel i Indien i 1923, at de dræbte 352 mennesker i landsbyerne i Surguja-distriktet i Østindien. Tigre fik hele distrikter lagt øde, og 13 landsbyer blev evakueret, og 250 kvadratmiles landbrugsjord taget ud af dyrkning. Tigre stoppede også arbejdet helt på en offentlig vej i mange uger, og postbetjeningen var suspenderet.
Brigadegeneral William Mitchell (29. december 1879 – 10. februar 1936), der grundlagde USA’s luftvåben, nedskrev disse facts, da han og hans kone i 1924 jagede tigre i det østlige Indien sammen med Maharajaen af Surguja.
På den tid var verdensbestanden af tigre på over 100.000 mod cirka 3.800 i 2022.
”Vi tog til Indien for at observere ændringer, der var sket siden mit tidligere besøg for 23 år siden ved afslutningen på den philippinske krig, men også for at se nogle af militære anlæg, studere jordreformer, besøge gamle venner og bekendte og opleve tigerjagt.
”Jeg besøgte vicekongen, Lord Readling, som jeg havde mødt første gang i 1919, mens han var Storbritanniens ambassadør i USA”.
”Han var en af de største entusiaster af tigerjagt, som jeg nogensinde har mødt. Han havde ikke udøvet jagt, før han kom til Indien, men siden sin ankomst var han blevet en dygtig jæger, som indtil nu havde dræbt to af de stribede katte”.
Læs mere om JAGTREJSER
Jagtret bevogtes nidkært
”Tigerjagt betragtes i Indien som en kongelig sport, og den der sætter junglens mester ud af spillet, betragtes som en offentlig helt. Antallet af mennesker, der hvert år dræbes af vilde dyr og krybdyr i Indien, er rystende. I de centrale provinser var det samlede antal rapporterede dødsfald som følge af disse ”ødelæggere af menneskeliv” 1.791 i 1923. Af dette tal dræbte slanger 1.133, tigre 352, pantere 114, bjørne 15, ulve 115, hyæner 4 og andre dyr 58”.
”Når tigre bliver ude af stand til at fange vildt og tamkvæg, dræber de mennesker. Pantere gør det samme, og de er tilbøjelige til at gå ind i landsbyerne, hvor de smadrer de indfødtes huse, og børn blev derfor aldrig ladt alene hjemme på grund af denne konstante trussel”.
”Bjørne dræber ikke så mange mennesker, men de vansirer og sårer derimod et stort antal. I 1921 blev 40.035 rupees brugt som belønning for at dræbe jungledyr i de britiske provinser, og det samlede antal dræbte dyr var 2.510”.
”I Nerbudda distriktet blev 61 tigre, 262 pantere og 44 bjørne dræbt sidste år, mens 67 tigre, 154 pantere og 68 bjørne blev dræbt i Bagpur distriktet”.
William Mitchell poserer her ved sin første tiger sammen med Maharajaen af Surguja, der selv var en stor jæger og havde skudt over 250 tigre.
”Tigerjagt kræver stor forberedelse. Alle jagtrettigheder bevogtes nidkært af deres prinser, og ingen fremmed kan jage der uden tilladelse. Vicekongen havde imidlertid truffet alle de nødvendige forberedelser i de centrale provinser, og Sir Frank Sly, den geniale guvernør i denne del af Indien, havde afsat en af de bedste blokke i regeringsskoven og holdt den fri for andre aktiviteter i lang tid forud for jagten”.
”Lord Readling fortalte mig imidlertid, at fordi han var presset af andre opgaver, ville han ikke selv få tid til jagt i den nærmeste fremtid, og at jeg således var velkommen til at skyde i hans blok. Dette var en stor chance”.
”Mens vi var i Calcutta, blev vi gennem den bengalske guvernør, Lord Lytton og Calcuttas politikommissær, Mr. Tegart inviteret til at jage sammen med Maharajaen af Surguja, der var den regerende prins i en af de indfødte stater i det centrale Indien. Staten siges at have flere tigre end nogen anden lokalitet, og dets hersker, der var cirka 35 år, var kendt for at være den største jæger af tigre blandt alle de store jægere i Indien”.
”Maharajaen er fra en gammel kaste af store sportsfolk og jægere. Han forklarede, at hans hovedstad lå 120 kilometer fra jernbanen og var beboet af meget primitive mennesker, og fordi de var ukendt med europæiske skikke, traf vi selv de nødvendige foranstaltninger for vores sovekvarterer og vores mad og drikkevand”.
”Fordi han var en streng og ortodoks hindu, kunne han ikke spise, drikke vand eller opholde sig sammen med nogen af en anden kaste, men hans gæstehus – et hjælpepalads – ville stå til vores rådighed. Han tilbød at sørge for lejre i junglen, klappere, og vi måtte bruge hans 60 jagtelefanter”.
”Da jeg kom for at besøge Maharajaen af Surguja. lå der et telegram fra guvernøren i de centrale provinser om, at Manli-blokken var blevet tildelt mig til jagt, og at den ledende skovofficer og hans kone ville ledsage min kone og jeg ind i junglen. Og vi ville få mulighed for at skyde i både en britisk og indfødt stat. Det var faktisk held og lykke”.
”Vores bevæbning bestod af vores amerikanske repeterrifler, Springfields (.30.06) med hollow-point patroner, .40S Winchester og .444 Mauser. Jeg havde kun en dobbeltriffel kaliber .450 Bury, som jeg havde købt i Belgien i slutningen af Første Verdenskrig. Hvis jeg havde vidst mere om biggame hunting i Indien, så ville vægten have ligget på langløbede dobbeltrifler. Vi tog også vores kaliber 20 haglgeværer med”.
Ivrig efter at skyde tiger
”Vi var overraskede over at finde junglen lige så åben som Tock Creek Park i Washington. Langs vejen så vi tegn på små hjorte. Og Jollye, skovofficeren, spottede en chinkara – en lille antilope. Jeg skød den på 200 meters afstand, og de små horn var et flot trofæ, og kødet smagte fremragende. Vi havde en muhamedansk hjælper med os. Han ville ikke spise noget af antilopen, fordi den var død, før halsen blev skåret over. Da vi fortsatte, så vi ofte spor af tigre og pantere, og endelig ankom vi til vores lejr nær den lille landsby Sukot. Vores telte blev slået op under vidt udbredte mangotræer. Det var et dejligt sted og tjente som en fin introduktion til den indiske jungle”.
”Den næste dag fortsatte vi ind i skoven. Vi fandt spor af sambar, og vi så også spor af tigre”. Vi ankom til Churna resthouse, der er en bungalow. Samtlige shikaris i landsbyen var der for at modtage os. De havde mange historier om tigre, og om morgenen havde de bundet otte bøfler til træer i junglen som lokkemad for tigre, og de var anbragt, hvor en vej krydsede et vandløb, fordi tigre normalt enten følger en vej eller et vandløb.
”Vi tilså bøflerne og ventede på udviklingen. Det var i parringssæsonen for tigre, i hvilken deres vaner er uregelmæssige. Når de i løbet af denne dræber et dyr, suger de blot alt blodet fra halsen af offeret, men vender sjældent tilbage”.
William Mitchell stiger op på sin jagtelefant. Maharajaen havde 60 jagtelefanter i forskellige aldre og størrelser.
”Vi samlede 80 klappere, der alle var vant til at jage tigre og havde været det, fra de var drenge. Tidligt om morgenen ville jeg besøge bøflerne i håb om at finde en tiger, men chancen kom ikke. Hver dag skød vi dyr til at spise, og under jagten på disse fik jeg et glimt af en panter i den tykke skov. Et andet sted så jeg en tiger i tusmørke kigge ind i vores lejr, og en stor bjørn krydsede min vej i mørket”.
”Endelig kom dagen. Jeg var tumlet ud klokken fire om morgenen i håb om at finde en stor sambar eller gaur (indisk bison), men jeg så ingen af delene. Heller ingen af bøflerne var blevet rørt, selv om tigre havde passeret fordi på tæt hold. Derimod havde en leopard dræbt en af vores bøfler cirka 12 kilometer borte. Vi skyndte os for at nå frem til stedet inden mørkets frembrud, og sendte vores våben, ammunition og aftensmad med løbere til stedet.”
”Vognene blev parkeret i en cirkel, så vi var beskyttet mod de vilde dyr, og et bål ville brænde i midten af lejren hele natten. Jollye sendte driverne i en retning og tog os med i en anden retning. Efter at have gået en kilometer i junglen, kom vi til flodens brede seng, der var tør på denne årstid. En machan blev placeret i et træ nær det sted, hvor oksen var blevet dræbt, og jeg blev taget med 200 meter ned ad floden og blev anvist en anden machan sammen med min våbenbærer, Gond. Træet, hvori vi sad i machanen, skulle være et heldigt sted, fordi en af de mest succesrige jægere i Indien havde dræbt en tiger og såret en anden tiger herfra nogle år forinden. Riflen, som jeg tog med, var min Springfield, og jeg var ivrig efter at dræbe en tiger med den”.
En skam min kone ikke var med
”Pludselig lød råben fra driverne, og de steg snart i styrke og blev ledsaget af vilde skrig. En driver hamrede på en bambus for at få tigeren til at bryde ud. Den var stor, og pelsen skinnede i eftermiddassolen. Da jeg skød, hørtes en rasende knurren, der kom nærmere. På 50 meters afstand skød jeg igen, og tigeren blev slået fladt ned, men fordi den rejste sig igen, skød jeg atter. Tigeren havde nu set mig. Jeg affyrede det fjerde skud. Dens knurren ophørte, og jeg var sikker på, at tigeren var dødeligt ramt. Råbene fra driverne forstærkedes, og pludselig kom en anden tiger frem. Jeg skød og hørte nu brøl bag mig. Driverne kom nu fra den modsatte flodbred, men blev stoppet af Jollye, der ønskede at vide, hvad der var sket med tigrene”.
”Vi undersøgte det første skud og fandt hår og dybe klomærker. Den anden kugle havde ramt klippen, men ikke tigeren. Fra brinken førte sporet til vandet, hvor vi fandt tigeren forendt. Den havde ikke flyttet sig langt efter første skud. Vi kunne ikke finde den anden tiger og fortsatte langs den højre bred i kanten af junglen. Jeg ville nu bruge dobbeltriflen. Vi så snart tigeren, der lå i vandet i åen. Vi kastede nogle grene og sten, men da der ikke kom nogen reaktion, sprang jeg ned i åen og gav den et hårdt slag med riflen. Tigeren – en stor flot hun – var stendød”.
”Tigeren blev lagt på machanen, efter at den var dækket til med græs og grene. Det blev mørkt, og vi skyndte os tilbage til vores bungalow. Min oplevelse af dagen var storslået, og min eneste beklagelse var, at min hustru ikke havde været med mig”.
”Tidligt næste morgen kom skinneren. Han levede alene og kogte sin egen mad og sov blandt sine skind. Selv om de indfødte ikke ville have noget med ham at gøre, respekterede de ham for sin viden som skinner. Har var glad for sit arbejde og begyndte straks at tage skindene af tigrene, der blev taget af på utrolig kort tid”.
”Ingen af vores andre bøfler blev dræbt af tigre i de tre dage, vi opholdt os her. Med dobbeltriflen skød jeg en fin sambar, og jeg blev fast besluttet på at ville bruge den fremdeles til tigerjagt. Jeg havde altid været lidt bange for rekylen, men jo mere jeg brugte den, desto mere glad blev jeg for at skyde med den, og min kone skød også gerne med den uden mindste besvær”.
”Efter invitation fra løjtnant Hammond fra den britiske hær red vi over til Churna resthouse og stødte på indiske bjørne, der er på størrelse med amerikanske sortbjørne. Vi besluttede at jage dem, og jeg blev anvist post i en machan. Jeg skød til en bjørn og sårede den. Under høje hvin begyndte den at slå den bjørn, som den fulgtes med, og jeg skød nu også til den. Selv om de begge blev slået ned, var der brug for opfølgende skud fra min Springfield og Savage, men efter mit elleve skud var begge bjørne livløse. De var begge meget fine eksemplarer, og de blev en glimrende afslutning på vores jagt i Surguja”.
Vildsvin vejede 360 pounds
”Vi skulle nu besøge maharajaen. Maharajaerne var de eneste i landet, der havde biler. De indfødte bruger kærrer, pakkedyr og cykler. Flere kilometer, før vi nåede Surguja, kunne vi se maharajaens palads. Denne stat er feudal, og folk her syntes lykkeligere end i de britiske provinser, hvor folk går med tanker om selvstyre”.
”Maharajaen er den 114., og han er en af de største jægere i Indien, der personligt har skudt over 250 tigre. Tigrene formerer sig hurtigt her og får gerne fire unger, og de skal jages konstant, ellers bliver de for stor en trussel”.
”Klokken otte den følgende morgen blev en okse anmeldt dræbt, og vi kørte dertil i bil. Jeg blev anvist post i en machan, og drevet blev indledt. Maharajaen var meget opsat på at få skudt denne tiger, fordi den var farlig for de indfødtes kvæg, men den var snu, fordi den seks gange før var brudt igennem beats på jagter efter den. Igen undslap tigeren, og vi vendte tilbage til paladset. I flere dage hørte vi ikke fra tigre, men skød hjorte, og min kone skød den største vildsvin, jeg har hørt om. Det vejede 360 pounds” (163,29 kg).
”Endelig kom nyheden, at der var set en tiger, og jagt blev arrangeret. Vi havde siddet i machanen i nogen tid, da Lal Sahib greb min arm, jeg så tigeren, og med dobbeltriflen skød jeg den på skulderen på 50 yards afstand. Det andet skud var unødvendigt. Den var en fin tiger, skindet målte ni fod og seks inches”.
”Den næste dag flyttede vi til en lejr i Srinagar. Da vi ankom, fik vi at vide, at en tiger havde dræbt en okse natten forinden, og 700 drivere stod og ventede på os. Pludselig lød høje brøl, og da tigeren kom frem, skød jeg, og tigeren sprang fremad, og den var stendød, da den ramte jorden. Jeg havde nu skudt to tigre to dage i træk”.
Der blev igen givet meddelelse om, at en tiger vat set, og vi tog af sted igen. Min kone skulle nu have en chance for at skyde en tiger, og hun skød en på 40 yards afstand. Vi skød to gange yderligere til den, men det var unødvendigt.
Efterfølgende skød min kone og jeg sammen en tiger, der var 14 år gammel´, og skindet målte 10 fod og fire inches.
Herefter skød jeg endnu en tiger på 60 yards afstand. Da den snurrede rundt, skød jeg med det andet løb. Da maharajaen kom på sin elefant, udpegede jeg retningen af tigeren for ham. Den var ikke særlig stor, men utrolig smuk. Vores tigerjagt var forbi.
Kilde: William Mitchell: Tiger-Hunting in India. National Geographic Magazine 1924
