– Enhver rejsende jæger er ambassadør for sit land. Det skriver Per Jacobsen i denne kronik, hvor han også forholder sig til ung dansk jæger, som under et ophold i New Zealand “kom til” at skyde en af verdens mest sjældne ænder.
Af Per Agerlund Jacobsen
Vi kender det alle sammen. Alt det der med Dannebrog, Vikingerne, hendes Majestæt Dronning Margrethe, Holger Danske, Dybbøl Mølle, Velux vinduet, Kronborg, Mærsk, Lego, filmen Blinkende Lygter, Vindmøller, Sild fra Bornholm, vort glade sind, vores lykkelige folkefærd, og vores hang til at nyde en øl i sociale anliggender.
Vi synes alle sammen selv vores land er rimelig fedt. Det gør jeg i hvert fald.
Jeg bor 19.000 km væk fra Danmark, i det smukke land New Zealand. På trods af afstanden så har jeg en plakat over min computer, hvor der står “hva fanden ska vi med 34.000 kartoner grøn look”.
Mit kontor prydes af en abe lavet af træ, der hænger fra nogle mapper, et Lego sæt af et tag der har 4 Velux vinduer i, en dansk bukkeopsats skudt på Vejlø jagten i Sydsjælland, samt en Hoptimist i dannebrogsfarver. Når Kiwier skubber til den og den hopper op og ned så kigger de på og spørger hva er det? Jeg siger gerne, ”det er sådan en glad dansker ser ud” – efter et par kolde Tuborg!
Os jægere er ikke anderledes. Vi er glade mennesker. Det er vi i kraft af vores passion. Vi sørger for kød til familien. Mange af os har en have fyldt med grøntsager og frugter, som vi nyder at høste til familien. Vores naboer får gerne nogle bøffer fra det krondyr, der blev skudt fra fællesjagten i fjor.
Vi er glade når vi sidder på vores jagt, spejdende efter bukken, og nyder en stille morgenstund uden kommandoer fra Syv-Nine på hjemmefronten.
Herude på jagten er her stille. Stille nok til vi nyder vores lille øjeblik. Vi sætter pris på stilheden, på naturen, på dyrene der vandrer frit ude i skoven, på marken, og langs hegnene.
Vi kommer hjem til familien, opladet og med en ro over os, der udviser glæde. Tit har vi endda kød med hjem, og kan vise vores børn den ædle kunst ”fra dyr til tallerken”.
Hunden får en godbid, en knogle at tygge på, og er man så heldig at skyde et trofæ, står det troligt og bobler i en fjern afkrog af matriklen, højst sandsynligt nøje udvalgt af jægerens tålmodige kone, der ikke magter lugten af henkogt hjernesuppe, i nærheden af hendes nyligt udhængte vasketøj.
Alt sammen er noget, der er med til at gøre os til de glade danske jægere og de udendørs elskende folk vi er.
Jeg er ikke perfekt, det er vigtigt for mig at slå fast først og fremmest. Jeg skød engang en ugle under et aftentræk efter ænder. Jeg var sikker på, at det var en and. Jeg var ung og havde nyligt erhvervet mig et jagttegn. Det var ganske ulovligt, og jeg var ulykkelig. Ulykkelig over at ha skudt en fredet fugl. Men jeg blev ikke taget på fersk gerning.
Faktisk så har jeg også ramt en jæger under en af mine første strandjagter nogensinde. Altså, jeg sigtede selvfølgelig ikke efter ham med vilje. Han havde anskudt en and, som fløj henad mod mig.
Som den gode og venlige strandjæger jeg gerne ville udvikle mig til, så jeg mit snit til at skyde anden død på vandet og aflevere den til strandjægeren, som havde skudt den.
Problemet var bare, at jægeren havde sat i værk i sin skydepram for at hente anden, og jeg havde ikke kontrolleret mit skydefelt, da jeg hæver geværet.
Jægeren sad i sin skydepram blot 40 meter bag anden jeg skød død ude på en 20-30 meters afstand. Haglene ramte ham, men gudskelov havde han set det komme og dækkede sig med den ene arm.
Haglene smaskede ind på siden af hans pram og ramte ham på hans venstre side af kroppen, men til alt held trængte de ikke ind. Det var en stor fejltagelse i mit liv som jæger. En fejltagelse jeg aldrig nogensinde glemmer. En fejltagelse jeg har lært af, og har i baghovedet ved hvert eneste skud jeg selv afgiver eller guider til. Men jeg blev ikke anmeldt.
Forleden så jeg i nyhederne, at en dansk jæger var blevet idømt en bøde for at skyde en and hernede i New Zealand.
En fredet and, hvor mindre end 2300 individer optræder på verdensplan. Den hedder Blue Duck, eller Whio. Whio fordi det er den lyd den siger.
Af en eller anden årsag har man har til vane at opkalde fugle i New Zealand efter deres lyde. Vi har faktisk en ugle hernede som hedder ”More Pork” uglen. Det er dens lyd om aftenen når vi som trætte jægere efter en lang dag på bjerget læner os tilbage, retter øjnene mod mælkevejen og Orions bælte. Der sidder uglen i træet bag en, med sin rolige gennemtrængende røst, og rømmer; ”More Pork”!
Jægeren som havde skudt den fredede and, var blevet taget på fersk gerning af nogle jægere, der var ansat af regeringen hernede, og de havde meldt den danske jægers ulovlighed til myndighederne.
En tiltale fandt efterfølgende sted og den danske jæger blev i sidste ende idømt en bøde på 10.000 New Zealandske Dollars. Han kunne have risikeret en bøde på op til 100.000 New Zealandske dollar eller i værste tilfælde, et år i spjældet.
Jægeren havde med det samme indset sin fejl, og havde på blankt papir tilstået sin ugerning. Han mødte op i retten og fik sin dom, betalte sin bøde og kunne derefter frit rejse tilbage til Danmark.
Da jeg først hørte om denne historie, blev jeg forarget og vred.
Jeg blev vred på jægeren fordi han havde skudt en fredet fugl. Totalfredet endda. Jeg blev forarget på ham fordi han ikke havde sat sig ordentlig ind i jagtreglerne i det land han skulle på jagt i. Jeg blev vred fordi han burde have sat sig ind i de lokale jagtregler.
Jeg mener, når vi tager på fasanjagt i Danmark så fjerner vi alle jagt kasketten fra knoppen for at høre på manden med kæppen. Manden med kæppen fortæller gerne, hvad vi må skyde og hvad vi ikke må skyde, og det retter vi os efter – eller prøver vort bedste om end ikke andet. Det hedder i jæger munde, en parole.
Det fortalte jeg jægeren, som ringede til mig, da jeg er bosiddende dansker i New Zealand og gerne hjælper unge Holger Danskere med at få deres drømme opfyldt hernede.
Jeg spurgte yderligere om han ikke havde sat sig ind i reglerne, når nu han blev sluppet fri I en fremmed natur, bevæbnet til tænderne. Det havde han ikke helt, men selvfølgelig, hvis han havde vidst, at anden var fredet, så havde han jo selvfølgelig ikke skudt den.
Det er ikke godt nok. I hvert fald ikke i min bog.Det fortalte jeg også jægeren.
Han købte en fredskringle, og dukkede op foran min dør med det hvide flag.
Vi havde en lang snak, som varede mere end et par timer. Vi snakkede omkring situationen, og omkring hvad der gik forud for hændelsen.
Jo mere jeg lyttede til jægeren, jo mere begyndte jeg at forstå hans situation. Han havde allerede tilstået og så frem til en klækkelig bøde, hvad end den så måtte lande på.
Jeg respekterede jægeren for hans ærlighed. Samtidig kunne jeg ikke undgå at drage paralleller til min egen ”kriminelle” fortid som ugleskyder. Jeg skød heller ikke uglen med fuldt overlæg, og havde jeg vidst det var en ugle, havde jeg selvfølgelig ikke skudt. Men jeg blev ikke anmeldt og straffet. Det gjorde han.
I bund og grund er jeg ikke en tøddel anderledes end ham. Jeg har også været på den forkerte side af loven – rent jagtmæssigt. Det tror jeg vi alle har.
Primært lægger vi nok oplevelserne nederst i rygsækken, men vi lærer alle af dem. Vi holder dem for os selv, for vi skammer os over dem.
Det er nemt at fordømme en anden jæger som en tåbe og idiot – specielt når man sidder bag et keyboard. Men i stedet for at lynche ham på bålet, burde vi i stedet se indad alle sammen og lære af denne jæger, der nu fik en klækkelig bøde med på vejen.
Når vi som de stolte danskere vi er, rejser ud i verden for at jage, opleve, udforske, og høste, så nytter det ikke noget vi gir pokker i fremmede regler, traditioner samt love.
Vi har et ansvar overfor os selv, for det land vi besøger og for det danske land vi kommer fra at repræsentere os selv på den aller bedste måde.
Vi skal efterlade et indtryk, hvor udlændige nikker på hovedet og smiler hver gang samtalen falder på Vikingerne fra Nord.
Vi er nemlig nogle ansvarlige jægere med høj moral og etik, og det er f…. vigtigt, at vi husker på det, når vi repræsenterer vores land, om det så er som jæger, fodboldspiller eller curlingkaster eller curlingspiller eller hva det nu end hedder, når man fejer med koste foran en sten!
Vi må aldrig blive så revet med, at vi mister fodfæstet med vores danske moral og etik.
Her snakker jeg ikke kun omkring regler, men i en bredere vifte.
Vildtpleje er eksisterende på samme plan overalt i verden ligesom som det er i Danmark, og der er ikke et sted i verden, hvor lokalbefolkninger ser på med stolte øjne når jægeren har nedlagt et overflod af dyr, med mindre der handler om decideret regulering.
New Zealand i særdeleshed er en af disse steder. Da man stadigvæk kan gå på jagt på egen hånd hernede som udlænding, er det bydende vigtigt, at man sætter sig ind i lovene. Det bør ikke være for meget at forlange, og Kiwierne sætter stor pris på os, når vi som danskere udviser god moral, etik, samt et glædestrålende sind.
Jeg kan godt forstå, hvis følelsen at blive cowboy for et par måneder stiger unge mennesker til hovedet og bevares, jeg var ikke en tøddel anderledes, da jeg i 2004 satte min ben for første gang på New Zealandsk jord sammen med min gamle jagt makker.
Så derfor:
Studerer lovene og kulturen i det land I rejser til. Respekter de lokale love, og overhold dem. Skab en parole for jeres tur, som i overholder HVER dag. Nyd jeres udenlands eventyr, og tænk tilbage på dem med et bredt Holger Danske smil, når i sidder i det danske hjem og spejder hen mod trofæet, der hænger på væggen.
Vi repræsenter nemlig alle sammen Danmark og det danske folk, når vi rejser under fremmede himmelstrøg. Så lad os alle være kendt som jagt ambassadører for Danmark!
