Begrebet ulvetid fik en ny betydning, da jeg en eftermiddag studerede et hundekobbel hos en midtjysk opdrætter
Af Michael Sand
Ulvetid. Et udtryk anvendt om en konfliktfyldt tid, hvor forholdende spidser til og hvor man begynde at snerre af hinanden.
Alligevel var udtrykket ulvetid, det udtryk, der kom til mig, da jeg en eftermiddag fotograferede hunde og hundehvalpe hos min gode ven Peter Thisted og hans hustru Janne.
Men i hundegården herskede der ingen ulvetid i ordets oprindelse og konfliktfyldte betydning. Tværtmod. Her herskede ro og harmoni.
Den oprindelige ulve-natur
Timerne i selskabet med de mange hunde blev et lille studie i urhundens oprindelige natur og hvalpeopdragelse. Ja en lille næroplevlese med ulven i hunden.
Hos Janne og Peter Thisted har hundene nemlig plads. Masser af plads. Og det må være det, som især gør forskellen, set i forhold til de fleste andre relationer mellem hvalpe og voksne hunde, som jeg gennem tiden har oplevet.
Den brune labrador-tæve kan nemlig flytte sig, når hvalpene bliver for nærgående og pladsen gør det nemmere for hende at sætte dem på plads.
Tankevækkende er det, at et kort og næppe hørbart bjæf var tilstrækkeligt til at bremse kuldet, der traskede efter hende, mens de håbede på endnu en tår fra den vuggende mælkebar.
De fleste hvalpe satte sig spontant. Andre frøs øjeblikkeligt. Tæven havde kuldets fulde opmærksomhed og ingen vovede at træde et skidt nærmere.
Kort tid efter smed tæven sig på fliserne og flere af hvalpene lagde sig ved hendes side. Men baren var lukket, ind til den igen blev åbnet. Det respekterede alle.
En unghund – en golden retriever af den gamle ravgule jagttype – henvendte sig til de hvalpe, der endnu ikke var rejst mod drømmeland. Hun tilbød en lille træk-leg med et stykke legetøj, som hun havde fundet et sted i det aflukkede gårdmiljø.
Men legen blev kort. Snart sov hele kuldet på ni omkring tæven, mens hanhunden holdt sig i skyggen og tænkte sit.
Hans deltagelse i opdragelsen var minimal med mindre de blev alt for nærgående. .
Sådan fortsatte dagen med søvn, leg og opdragelse og da tæven kort tid før jeg brød op, bød hvalpene op til endnu en leg, stod det klart, at ulven i hunden stadig lever og har det godt.
Tamhunden er stadig i stand til at opdrage og socialisere sit kuld. Måske ikke helt på niveu med ulvene; det skal jeg ikke kunne sige, da mine oplevelser med ulve i fri natur begrænser sig til korte, flygtige bekendskaber.
Alligevel blev ulvetid for mig hvalpetid og mine timer i selskab med det lille hundekobbel blev et vidnesbyrd om, at hunden trods mange års opdræt er programmeret til indordne sig, hvis ellers vi – som skal fortsætte træningen – kan finde ud af at sende klare og konsekvente signaler, som de kan forstå.
Dagen efter jeg pakkede mit fotogrej og rejste videre blev hvalpene hentet af de nye forventningsfulde hundejere og kuldet dermed spredt for alle vinde.
Hvalpetiden er kort, men de første otte uger i selskab med tæven, hanhunden og den unge, gyldne jagtgolden, har – sammen med alle dem, der var med til præge dem, – grundlagt et tillidsfuldt spor, som de for altid vil forsøge at følge.
